Håndværk og design - Fælles Mål, læseplan og vejledning

På denne side finder du fagformål, introduktion, Fælles Mål, læseplan og vejledning for faget håndværk og design.Målene findes både i printvenlig pdf-version og i excel-version, hvor målene kan eksporteres, fx til en årsplan.

Fagformål

Eleverne skal i faget håndværk og design gennem praktiske og sansemæssige erfaringer udvikle håndværksmæssige kompetencer til at designe, fremstille og vurdere produkter med æstetisk, funktionel og kommunikativ værdi. Eleverne skal tilegne sig viden og færdigheder om håndværk, forarbejdning, materialer og designprocesser gennem praktisk arbejde i værksteder med forskellige håndværk, primært i tekstil, træ og metal. Faget skal styrke elevernes innovative og entreprenante kompetencer.

Stk. 2. Eleverne skal i arbejdet med håndværk og design lære at forstå samspillet mellem idé, tanke og handling frem til et færdigt produkt. Gennem praktiske håndværks- og designprocesser skal eleverne lære at arbejde undersøgende, problemløsende og evaluerende, så en kreativ, innovativ og entreprenant tilgang fremmes. Eleverne skal såvel individuelt som i samarbejde gennem stillingtagen og handling opnå tillid til egne muligheder og opleve glæde ved at arbejde med hænderne.

Stk. 3. Eleverne skal gennem håndværk og design opnå forståelse for materiel kultur i elevernes hverdag og i forskellige kulturer og tidsperioder. Eleverne skal tilegne sig forståelse for ressourcer, miljø og bæredygtig udvikling i relation til håndtering af materialer.

Introduktion

Håndværk og design er et obligatorisk fag i Folkeskolen i 4.-7. klasse.Grundlæggende for faget håndværk og design er håndværksmæssig forarbejdning af materialer til produkter baseret på designprocesser. Der arbejdes med håndværktøjer, redskaber og maskiner primært i tekstil, træ og metal. Innovative og entreprenante arbejdsprocesser indgår som en integreret del af håndværk og design.

Kendetegnende for faget er udfordringen og glæden ved at fordybe sig i håndværks- og designprocesser, at omsætte idéer og forarbejde materialer til konkrete produkter med funktionel, æstetisk og kommunikativ værdi for eleverne selv og for andre.

Gennem arbejdet med et håndværk styrkes elevernes kreative, kognitive og kropslige erfaringer og tilliden til egne muligheder. Eleverne opnår erfaringer med materialer, teknikker og ressourcer. Denne viden og erfaring er med til at styrke elevernes almene og alsidige dannelse.

De håndværksmæssige færdigheder tilegnes i arbejdet med både hårde materialer, bløde materialer og en kombination af disse.

Hver designproces bør rumme muligheder for at eleverne kan vælge løsninger i både hårde materialer, bløde materialer eller en kombination af disse.

Gennem håndværk og design tilegner eleverne sig forståelse for ressourcer, miljø, bæredygtig udvikling og materiel kultur lokalt, globalt og over tid.

Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i kompetenceområderne og under hensyntagen til de tværgående temaer. Læseplanen beskriver undervisningens progression i fagets trinforløb og danner grundlag for en helhedsorienteret undervisning.

Det er væsentligt, at der i det enkelte undervisningsforløb arbejdes med flere færdigheds- og vidensmål på tværs af kompetenceområderne. Håndværk og design indgår naturligt i tværfaglige sammenhænge med mange af folkeskolens fag. Det skal tilstræbes, at undervisningen tilrettelægges, så den vekselvirker mellem den enkeltfaglige fordybelse og det tværfaglige arbejde.

Undervisningen skal tilrettelægges, så den imødekommer målsætningerne om en længere og mere varieret skoledag, jf. lov nr. 1640, heriblandt varieret og anvendelsesorienteret undervisning, bevægelse, åben skole og understøttende undervisning.

Læs mere i vejledningen for faget håndværk og design under relaterede moduler.

 

Tværgående emner

Sproglig udvikling

Sproglig udvikling er en central del af elevernes arbejde med håndværk og design. Sproglig udvikling har fokus på fire dimensioner af det talte og det skrevne sprog: Samtale, lytte, læse og skrive.

Ordkendskab

Ved lærerinstruktion i forskellige værktøjer og bearbejdningsmetoder er det af stor betydning, at eleverne fokuseret lytter til fagsproget med dets særlige benævnelser for værktøjer og redskaber og eventuelt stille uddybende spørgsmål. En helt særlig form for udvikling inden for håndværk og design er udviklingen af formsprog. Dette sprog er det særligt vanskeligt at sætte ord på. Alligevel er det værdifuldt at være opmærksom på og at forsøge at italesætte, da formsproget har stor betydning for det designmæssige udtryk.

Teksters formål og struktur

Instruktionerne kan ligeledes i mange tilfælde ske ved at læse arbejdsbeskrivelser, skitser eller arbejdstegninger. Disse kan enten findes konkret i værkstederne eller på internettet, og denne form for faglig læsning indbefatter derved tegningsforståelse. Eleverne skal opnå forståelse for forskellige tegningsformer, som støtter den faglige forståelse.

I tilknytning til de problemløsende arbejdsformer, som kendetegner udvikling af designkompetence, er det en forudsætning, at eleverne tilegner sig evne til dialogisk at samarbejde omkring forskellige løsningsmuligheder. Derved støttes elevernes mundtlige kommunikative færdigheder, hvor både lytning til andres meninger og formulering af egne idéer og hensigter er væsentlige. I analyse og evaluering omkring designløsninger udvikler eleverne yderligere fagord, begreber og kommunikative færdigheder. I arbejdet med f. eks. portfolio og ved formidling og præsentation af de designløsninger, som er resultatet af elevernes fremstilling, udvikler eleverne færdigheder i mundtlig såvel som skriftlig kommunikationskompetence.

Læs mere om sproglig udvikling i faget håndværk og design

 

It og medier

Brugen af it og medier er en hel naturlig del af faget.

It- og mediekompetencerne kan udskilles i fire elevpositioner, som i praksis vil have store overlap og sammenfald.

 

Eleven som kritisk undersøger og som analyserende modtager

Især i forbindelse med inspirations- og idéudviklingsfaser byder internettet på en kolossal mængde billeder og film om, hvordan forskellige produkter kan se ud, og hvordan disse produkter kan udføres.

Eleven som målrettet og kreativ producent og som ansvarlig deltager

I forbindelse med planlægning og skitsering af produkter kan it-baserede tegneprogrammer tages i anvendelse. Når eleverne skal redegøre for deres arbejdsproces kan it anvendes både ved formulering af tekst, men i ligeså høj grad som medie for en fotoserie eller video, der viser arbejdsprocessens progression.

Underviseren og eleverne kan også med fordel udarbejde instruktionsfilm, som efterfølgende kan iagttages med henblik på at se elementer af arbejdsprocesser. 

Ved præsentation og udstilling af de udførte produkter vil internettet eller blogs være oplagte at anvende.

Læs mere om it og medier i faget håndværk og design

 

Innovation og entreprenørskab

Innovation og entreprenørskab kan udskilles i fire komplementære og indbyrdes afhængige dimensioner: Handling, kreativitet, omverdensforståelse og personlig indstilling.

Håndværk og design har en særlig forpligtigelse til at innovation og entreprenørskab skal indarbejdes i og være en integreret del faget. Håndværk og design handler om at skabe nye, forbedrede produkter med personligt præg ved hjælp af håndværksmæssige færdigheder. Efterhånden som eleverne i undervisningen begynder at magte håndværksmæssige færdigheder stilles de over for udfordringer om at forny, forbedre eller eksperimentere sig frem til produkter, som for eleverne er innovative. Det er i den forbindelse væsentligt at værdsætte innovation set fra elevernes niveau, hvilket vil give dem motivation til at fortsætte arbejdet med innovative håndværks- og designprocesser.

Parallelt med innovative designprocesser introduceres elever for entreprenante tilgange. Eleverne skal have fokus på, hvordan de fremstillede produkter kan have værdi for andre. Man kan forstille sig et lokalt samarbejde om fx at lave redskaber eller produkter til ungdomsforeninger, organisationer og institutioner. I den forbindelse vil det være hensigtsmæssigt at inddrage de kommende brugere og spørge til, hvilke problematikker, de ønsker en løsning på. Hermed får eleverne anskueliggjort, hvilke behov brugerne har og dermed, hvilke problematikker eleverne skal inddrage i deres videre proces frem mod et produkt, som opfylder brugerens ønske.

Efterhånden som de håndværksmæssige færdigheder styrkes, kan andre lokale partnere inddrages i samarbejdet. De innovative og entreprenante arbejdsmetoder i valgfaget peger ligeledes frem mod erhvervsuddannelserne.

Læs mere om innovation og entreprenørskab i faget håndværk og design