Konkretiser målene

GÆSTESKRIBENT Klaus Majgaard giver sit bud på, hvordan udfordringen ved inklusion konkretiseres.
Gæsteskribent

Mange steder er debatten om inklusion udspændt mellem to yderpoler: På den ene side rejser målet om inklusion sig som et oprigtigt forsøg på at bremse en langvarig tendens til segregering i skolerne. 

Sigtet er at vende billedet fra, at vi fokuserer på enkelte børn som afvigende og bærere af problemer, til at vi påtager os ansvaret for at udvikle læringsmiljøer, som giver langt flere børn meningsfulde deltagelsesmuligheder.

På den anden side møder idealet en praksis, der langt fra altid lever op til de gode intentioner. Mange pædagoger og lærere føler afmagt, når de oplever sig presset til at inkludere børn, som ikke profiterer af den pædagogiske indsats (se f.eks. Petersen 2013).

Polariseret debat

Om gæsteskribenten

Klaus Majggard er rådgiver i offentlig styring og velfærdsudvikling og adjungeret professor i offentlig styring og ledelse på CBS. Tidligere børne- og kulturdirektør i Fredericia, børne- og ungedirektør i Odense og kommunaldirektør i Furesø.

Kontakt: kma.om@cbs.dk

På den måde bliver debatten let polariseret. Som pædagog og lærer kan man opleve, at ens konkrete betænkeligheder og vanskeligheder bliver besvaret af abstrakte henvisninger til idealer om ”positivt børnesyn”, ”anerkendende pædagogik” og ”systemisk tænkning”.

Ikke alene får man ikke svar. Man må også leve med antydningen af, at det nok er ens egen praksis og evne til refleksion, den er gal med. Og fra denne oplevelse er der ikke langt til konklusionen: Intentionerne om inklusion er hule. I virkeligheden er det hele et spareprojekt! 

Som politiker og administrator kan man omvendt opleve en afmagt, når ”bolden ikke bliver grebet”, og de gode intentioner ryger ind i en faglig mur af modstand. Hurtigt kan der også her opstå myter og fantasier om denne modstand og dens begrundelse i en bestemt fag-kultur etc.

”Inklusionsbørn” på tålt ophold

Når scenen sættes på den måde, bliver resultaterne derefter. I en aktuel forskningsopsamling fra Dansk Clearinghouse peges netop på, at når der udbreder sig en negativ holdning til inklusion blandt lærere, så har det en negativ effekt på den faglige udvikling hos de elever, der har særlige behov.

De stigmatiseres og mistrives (Dyssegård m.fl. 2013: 60). Selv har jeg hørt udtrykket ”inklusionsbørn” brugt om børn, som er blevet tilladt adgang til ”almenområdets” fællesskaber. Inklusionsindsatsen bliver et vrangbillede af sig selv. 

De fælles og praksisnære mål

Grundlæggende er det min erfaring, at der er en bred tilslutning til det overordnede mål om inklusion. Udfordringen ligger i konkretiseringen og virkeliggørelsen. Der er i den grad brug for at mindske afstanden mellem de abstrakte mål og den oplevede praksis. 

Første oplagte skridt er at gøre inklusionsmålene mere konkrete. I stedet for at holde praksis op imod et meget overordnet ideal, har vi brug for helt konkrete og praksisnære pejlemærker, der fortæller os, hvornår indsatsen gavner den konkrete børnegruppe. Der må sættes mål for den konkrete børnegruppe, som er motiverende, meningsfulde og nogenlunde opnåelige. Og indsatserne må være langsigtede og systematiske. 

Hertil hører, at der også er brug for et legitimt sprog, hvori vi kan tale om grænserne for inklusion. Når idealet om inklusion er allermest abstrakt, er det i princippet grænseløst og lidt helligt. Det levner ikke plads for legitimt at kunne artikulere idealets egne grænser.

Resultatet er, at oplevelsen af disse grænser kun kan komme til udtryk i en negativ og marginaliseret form – ved at pædagoger og lærere ”bliver sure”, ”skælder ud” og ”viser modstand” (Ratner 2013).

Vi ser bort fra, at ethvert læringsfællesskab og enhver pædagogisk praksis indebærer grænser og eksklusionsmekanismer. Det handler ikke om at kunne inkludere alle, men om at kunne tage et etisk og fagligt ansvar for de eksklusionsmekanismer der er i spil. For mig at se kan dette ansvar kun varetages ud fra et hensyn – nemlig i forhold til de konkrete børns læring, udvikling og trivsel.

Byg forudsætningerne op

Når vi gør målene mere konkrete, bliver det nemmere at komme i kødet på spørgsmålet om, hvilke forudsætninger der må bygges op for en inkluderende praksis. Hovedpunkterne for denne dialog må være:

  • Systematik og langsigtethed i iværksættelsen af indsatser
  • Brug af forskningsbaserede metoder og metodeprogrammer
  • Vedholdende opfølgning og fælles refleksion
  • Hurtig og ubureaukratisk adgang til specialviden og –støtte
  • Fleksible ressourcemodeller
  • Ærlighed om dilemmaer og viljen til at dele dem og tage dem alvorligt.

Rigtigt mange kommuner er kommet langt i dette arbejde. Og der er masser af inspiration og gensidig støtte at hente ved, at vi samarbejder og deler viden på tværs (for eksempel via Ny Nordisk Skole). 
Der er brug for at afspænde inklusionsdebatten – altså rykke det hinsides sammenstødet mellem højtragende idealer og hverdagens arbejdsbetingelser. Det gør vi kun ved at gøre mål og metoder mere konkrete, pragmatiske og undersøgende i forhold til de muligheder, der ligger i vores praksis.

Gæsteskribenterne

Temaet om ”Inkluderende læringsmiljøer” bringer løbende kommentarer fra engagerede debattører inden for inklusion og specialundervisning.

Vi kalder dem ”gæsteskribenter” og gør opmærksom på, at indholdet i gæsteskribentindlæg er et udtryk for den enkelte gæsteskribents holdninger og tilkendegivelser.

 

.

Relaterede moduler

Emneord