Mikroskopering af celler

Eleverne arbejder med anvendelse af mikroskopet, når de undersøger forskellige typer af celler.
Tegning af mikroskop

Planlæg aktiviteten med afsæt i elementerne læringsmål, undervisningsaktivitet, tegn på læring og evaluering.

Aktivitet beskriver undersøgelsesmetoden mikroskopering ved at se på forskellige celler. Metoden lærer eleverne at undersøge præparater ved hjælp af et mikroskop. Samtidig lærer de en undersøgelsesmetode at kende, som bruges bl.a. i kemisk industri og i geologiske undersøgelser.

Mikroskopering af celler opøver elevernes færdigheder i at betjene mikroskopet, så de kan bruge det til at undersøge andet biologisk materiale.

Eleverne bliver fortrolige med, hvordan selve mikroskopet fungerer med okular, lys, forskellige forstørrelsesindstillinger og drejeknapperne på apparatet. De bliver også fortrolige med fremstilling af de præparater, som bliver brugt i undersøgelserne.  

Mikroskopering af celler er desuden en del af undervisningsforløbet “Vi undersøger kemisk industri”, se under Del af pakke.

Fra Fælles Mål til omsatte læringsmål

I det følgende er opstillet læringsmål for aktiviteten på baggrund af Fælles Mål.

 

  • Eleverne kan anvende mikroskopet til at undersøge forskellige typer af celler

Undervisningsaktivitet

Aktiviteten kan ikke stå alene, men egner sig til at blive brugt i et forløb omkring celler. Eleverne kan gennem denne aktivitet få kendskab til forskellige celletyper, hvilket kan føre frem til karakteristika ved cellers grundlæggende opbygning.

Aktiviteten har en varighed af 1-2 lektioner. Eleverne arbejder efter en kort introduktion af læreren selvstændigt med undersøgelserne. Undersøgelserne kan evt. foregå i værksteder, hvor eleverne skifter mellem undersøgelser af forskellige celletyper. Det er vigtigt, at eleverne tegner eller på anden vis visualiserer, det, de ser, så de bliver bevidste om de forskelle på celletyperne, de kan observere.

Til aktiviteten skal der selvfølgelig være mikroskoper til rådighed. Derudover skal der anvendes fx blad fra vandpest, rodspids eller hinde fra løg, et lille stykke røget filet, gær eller skrab fra mundhule (her skal man være opmærksom på, at det i nogle tilfælde vil være nødvendigt at farve cellerne, så de bliver synlige)

 

 

Hvad gør læreren?

Finder de forskellige materialer frem (her kan man evt. også supplere med færdige præperater, som ofte en del af biologisamlingen på skolerne) og sætter mikroskoper op. Opdeler eleverne i grupper. Hvis der ikke er så mange mikroskoper til rådighed, kan eleverne evt. på skift læse om cellen og dens opbygning. Lav evt. en opdeling i værksteder så en celletype undersøges ved et værksted. Alternativt har hver gruppe adgang til alle de forskellige celletyper.

Introducerer eleverne for opgaven og demonstrerer kort, hvordan mikroskopet anvendes.

Se evt. ”vejledning til mikroskopering af celler” under links eller find en vejledning i de for skolen tilgængelige lærerressourcer.

Læreren vejleder under elevernes arbejde og spørger specielt ind til cellernes udseende, så eleverne øver sig i at sætte de korrekte begreber på, som f.eks. grønkorn, cellekerne, celledeling mm.

Hvad gør eleverne

Eleverne undersøger de forskellige celletyper i mikroskopet. Når de har et godt billede af, hvordan cellen ser ud, tegner de cellen og skriver ned, hvilken type af celle de har med at gøre f.eks. plantecelle, gærcelle eller menneskecelle. Eleverne skriver de elementer på, de kan observere, f.eks. grønkorn, cellekerne, celledeling mm.

Tegn på læring

Tegn på læring skal tydeliggøre for læreren og for eleverne, om eleverne får et læringsudbytte af de konkrete undervisningsforløb. Tegn på læring er tegn på, om eleven er på vej - eller har nået målet. I det følgende er opstillet tegn på læring i tre niveauer:

Omsatte læringsmål

  • Eleverne kan anvende mikroskopet til at undersøge forskellige typer af celler

Tegn på læring

  1. Eleven bruger mikroskopet korrekt

  2. Eleven beskriver de observerede celler ved brug af fagbegreber

  3. Eleven sammenligner de forskellige celletyper

Evaluering

Tegnene på læring anvendes som led i den løbende evaluering. Herudover evalueres aktiviteten i sammenhæng med det forløb, den indgår i. Aktiviteten kan evalueres ved, at eleverne to og to laver en mini manual i anvendelse af mikroskopet, eller at klassen instruerer en anden klasse i brugen af det.

Forenklede Fælles Mål

Biologi
7. - 9. klasse
Undersøgelse
Celler, mikrobiologi og bioteknologi
Fase 1
Eleven kan undersøge celler og mikroorganismer
Eleven har viden om celler og mikroorganismers opbygning