SKÅL VIOLA - en film om børn og alkohol

En seks minutter lang dansk produceret tegnefilm, der viser barnets vinkel, når der er alkohol i familien. Den kan frit bruges til debat og oplysning.

Om filmen

Udsprunget af animationscentret i Viborg omkring The Animation Workshop har instruktør Susanne Bækby i sit firma 'Drawesome Pictures' produceret SKÅL VIOLA, som er en poetisk kortfilm om børn og alkohol.

Mere end 100 uddannelsesinstitutioner, Børn og Unge Udvalg og behandlingscentre over hele Danmark har, som et forsøg, fået tilsendt et link med filmen til fri brug. Pædagogisk personale kan måske også bruge den.

Skål Viola
© Drawesome Pictures
Skål Viola
© Drawesome Pictures

Filmens handling

Filmen handler om den seksårige pige Viola, der er på værtshus med sine forældre for at fejre moderens fødselsdag.

I barens garderobe sidder Viola og leger med bamsen Sebastian. Hun venter på sine forældre, som for længst har lovet, at de snart skulle hjem. Men mor og far skal lige have en øl til. Sebastian begynder at kede sig, smager på ølsjatter og irriterer Viola. Far begynder også at blive irriteret på mor, som griner højt. Pludseligt eksploderer alt. Viola og Sebastian kommer op at skændes, og det samme gør mor og far. Han slår på mor, skubber hende rundt, og til sidst stormer de begge ud. Alene tilbage står Viola og Sebastian – hvordan skal de komme hjem?

Pædagogisk vinkel

Skål Viola er en animeret kortfilm, som varer 6,26 minutter.

Den beskriver på med stor indlevelse, hvordan det er at være et lille barn i en familie, hvor alkohol og de voksnes behov bestemmer for meget. Filmen udtrykker barnets frustration og skuffelse, men også håbet. Redningen kan være at få fat på en voksen, der er til at regne med.

Den kan bruges som oplæg eller indlæg for forældre eller fagprofessionelle i sammenhænge, hvor der er brug for at mærke barnets vinkel i en udsat position.

Relaterede links

Artikelsamling i fagbladet, med henvisninger til endnu flere, om forskellige typer svigt i familerne.
Børn lider, når far og mor drikker - 122.000 børn vokser op i hjem, der er præget af druk og svigt. Mange af børnene lider i stilhed. De bliver ikke set af myndighederne eller andre voksne, som er omkring dem. Men nogle pædagoger ser problemerne og griber ind.