Danmarks første nationale friluftspolitik er klar

Miljøminister Kirsten Brosbøl lancerer Danmarks første nationale friluftspolitik.

Naturen og friluftslivet skal i langt højere grad være en del af alle danskeres liv, og derfor har Miljøministeriet i godt to år arbejdet med at lave Danmarks første nationale friluftspolitik. Den præsenterer Kirsten Brosbøl i dag på Friluftsrådets generalforsamling. Hun udtaler:

- "Friluftslivet rummer et kæmpe potentiale for at styrke danskerens sundhed og livskvalitet samt at skabe vækst i yderområderne, og med friluftspolitikken sætter vi nu en inspirerende retning for, hvordan vi i fællesskab kan udvikle danskernes friluftsliv. Rigtig mange borgere, foreninger, organisationer og myndigheder har deltaget aktivt i at udvikle Danmarks første nationale friluftspolitik, som jeg er meget stolt af at kunne præsentere. Det viser tydeligt, hvor meget vi værdsætter at komme ud at røre os, få frisk luft og dele nogle oplevelser sammen".

Mere end 350 organisationer, foreninger, myndigheder og ildsjæle har været med til at udvikle friluftspolitikken, og hundredevis af danskere er kommet med deres idéer til, hvordan friluftslivet og naturen kan gøre danskerne sundere, øge livskvaliteten, skabe mere fælleskab, styrke udkantsområder, skabe arbejdspladser og vækst og fungere som social løftestang.

Arbejdet med friluftspolitikken blev sat i gang i efteråret 2012 og den omfatter tre dele: ”Friluftslivets samfundsværdi”, der samler den forskningsmæssige viden om friluftslivet, ”Friluftslivets Idékatalog”, der rummer mere end 100 konkrete idéer, som kan inspirere til nye tiltag i friluftslivet, og ”Alle tiders friluftsliv”, som er ministerens redegørelse om friluftspolitik til Miljøudvalget og Folketinget.