Kommunikation

7. - 9. klasse

Eleven kan kommunikere om naturfaglige forhold med fysik/kemi

Færdigheds- og vidensmål i kompetenceområdet kommunikation er ens i naturfagene i udskolingen og omfatter fire færdigheds- og vidensområder:

Formidling fokuserer på egnede metoder til formidling og vurdering af naturfaglige forhold.

Argumentation fokuserer på formuleringen og vurderingen af naturfaglige begrundelser og påstande.

Ordkendskab fokuserer på brugen af fagsprog i arbejdet med og formidling af naturfagene.

Faglig læsning og skrivning fokuserer på tilegnelsen af naturfaglig viden gennem læsning og skrivning.

Sproglig udvikling skal indgå i arbejdet med alle mål i de fire kompetenceområder. Mål for sproglig udvikling indgår primært i færdigheds- og vidensområderne ordkendskab og faglig læsning og skrivning, og der er fokus på de fire dimensioner af det talte og det skrevne sprog: Samtale, lytte, læse og skrive. 

Læs mere om kommunikation i faget fysik/kemi

Obligatorisk

Formidling

Undervisningen fokuserer på, at eleverne skal kunne kommunikere om naturfagligt indhold. Eleverne skal kunne udvælge egnede medier, herunder skal eleverne kunne vurdere, hvilke medier der er egnede til kommunikation af naturfaglige forhold til forskellige målgrupper, herunder artikler, bøger, interaktive medier, video, tv og radio.

Senere i trinforløbet skal eleverne forholde sig kritisk til deres egen og andres naturfaglige kommunikation samt være kildekritiske, herunder benytte sig af korrekte citater. Eleverne skal kunne kommunikere mundtligt og skriftligt om teknologiske, fysiske og kemiske problemstillinger med en stadig stigende præcision og nuancering. Der lægges vægt på, at eleverne anvender fagord og begreber mundtligt og skriftligt, individuelt og i grupper, samt at eleverne kan forholde sig til konstruktiv feedback på sin formidling.

Færdighedsmål

Eleven kan kommunikere om naturfag ved brug af egnede medier

Vidensmål

Eleven har viden om metoder til at formidle naturfaglige forhold

Færdighedsmål

Eleven kan vurdere kvaliteten af egen og andres kommunikation om naturfaglige forhold

Vidensmål

Eleven har viden om kildekritisk formidling af naturfaglige forhold

Argumentation

Eleverne skal i et undervisningsforløb kunne indgå i naturfaglige diskussioner og kunne begrunde deres argumenter ved brug af naturfaglig viden og indsigt. Eleverne skal opnå kendskab til og erfaringer med naturfaglig argumentation, herunder forskel på begrundelser og påstande, samt holdnings- og værdibaserede argumenter. Eleverne skal i et vist omfang kunne bruge analogier.

Senere skal eleverne opnå kendskab til hvilke kriterier, der har betydning for den faglige kvalitet af forskellige typer argumenter. På den baggrund skal eleverne kunne vurdere gyldigheden af naturfaglig argumentation og kunne identificere fejlslutninger og glidebaneargumenter samt have kendskab til argumentationsskemaer og retoriske former.

Færdighedsmål

Eleven kan formulere en påstand og argumentere for den på et naturfagligt grundlag

Vidensmål

Eleven har viden om påstande og begrundelser

Færdighedsmål

Eleven kan vurdere gyldigheden af egne og andres naturfaglige argumentation

Vidensmål

Eleven har viden om kvalitetskriterier for forskellige typer af argumenter i naturfaglig sammenhæng

Ordkendskab

Eleverne skal udvikle deres sprog i relation til faget med særlig fokus på deres ordforråd. Eleverne skal lære centrale teknologiske, fysiske og kemiske begreber fra hverdagen, fx atomer, bæredygtighed, energi samt begreber, som eleverne først stifter bekendtskab med i fysik/kemiundervisningen, fx energistrømme og magnetfelt. Undervisningen skal have fokus på, at eleverne skal kunne adskille hverdagssprog fra fagsprog, herunder fokus på førfaglige ord og hverdagsbegreber, som har en specifik betydning i fysik/kemi fx farver eller bølger. 

Eleverne skal også arbejde med ordforståelsesstrategier til selvstændig tilegnelse af nye ord, fx analyser af ord, udnyttelse af konteksten til forståelse af ord samt opslag i ordbøger og databaser. Eleverne udbygger deres ordkendskab ved faglig læsning og formidling – i både mundtlige og skriftlige opgaver. 

Færdighedsmål

Eleven kan mundtligt og skriftligt udtrykke sig præcist og nuanceret ved brug af fagord og begreber

Vidensmål

Eleven har viden om ord og begreber i naturfag

Faglig læsning og skrivning

Eleverne skal tilegne sig naturfaglig viden og indsigt ved målrettet læsning af naturfaglige multimodale tekster samt formulering af naturfagligt objektiv beskrivende, argumenterende, instruerende og/eller forklarende skriftlige tekster. Eleverne skal i stigende grad kende til forskellige teksttyper og sproglige kendetegn ved naturfagstekster som bl.a. nominaliseringer samt kunne aflæse og benytte sig af grafer, illustrationer, tabeller over data og andre repræsentationer med stigende grad af kompleksitet.

Færdighedsmål

Eleven kan målrettet læse og skrive tekster i naturfag

Vidensmål

Eleven har viden om naturfaglige teksters formål og struktur og deres objektivitetskrav

Faget i fokus

Ikon for vejledning

Vejledning for faget fysik/kemi

På denne side kan du læse vejledningen for faget fysik/kemi. Vejledningen indeholder blandt andet en beskrivelse af undervisningens tilrettelæggelse og indhold og en uddybning af fagets kompetenceområder.
Sikkerhedsvejledninger
©www.arbejdsmiljoweb.dk

Sikkerhed i fysik/kemi

Arbejdstilsynets websider om elevers anvendelse af stoffer og materialer i grundskolen.
Leksikon
© Københavns Universitet

Fysikleksikon

Niels Bohr Instituttets fysikleksikon er et opslagsværk skrevet til folkeskole -og gymnasieelever.
Dr.dk
© Styrelsen for It og Læring

Nørd-Akademiet

NØRD-Akademiet er DR´s satsning inden for undervisning og skole-tv til naturfagene 7.–9. klasse.
Energipl_1.jpg
© DTU

Energi på lager

Undervisningsmaterialet Energi på lager retter sig mod fysik/kemi i 8. og 9. klasse. Formålet er at lære eleverne om vedvarende energi og den forskning, der foregår netop nu inden for området.

Undervisningsforløb

to drinksglas

Fællesfagligt forløb: "Rom og cola"

Rom & cola er en drink, mange unge kender til. Det fællesfaglige forløb gør rom & cola til genstand for naturfaglig undersøgelse.

Faglig inspiration/Læringsaktiviteter

Talebobler og firgurer

Walk and talk i fysik/kemi

En aktivitet hvor eleverne har fokus på relevante naturfaglige begreber, men fra et afgrænset område af faget. Aktiviteten er CL-inspireret, skaber bevægelse i undervisningen og udfordrer eleverne både skriftligt og mundtligt.