Skriftlig kommunikation

5. - 7. klasse

Eleven kan kommunikere på tysk skriftligt om nære emner i et meget enkelt og forståeligt sprog

Kompetenceområdet skriftlig kommunikation omfatter fire færdigheds- og vidensområder:

Læsning fokuserer på elevernes forståelse af budskaber og tekster på skrift.

Skrivning fokuserer på elevernes skriftlige udtryksfærdighed.

Tekster og medier fokuserer på elevernes anvendelse af digitale medier.

Sprogligt fokus fokuserer på elevernes begyndende sproglige viden.

Læs mere om skriftlig kommunikation i faget tysk 

 

Obligatorisk

Læsning

Der arbejdes med læsning igennem hele forløbet fra 5.-7. klasse. Der arbejdes fra den første undervisning med at læse og forstå hovedindholdet af sprogligt enkle udsagn og tekster om nære og genkendelige emner.

Først gøres eleverne bevidste om, at mange tyske ord kan forstås ud fra det nære sproglige slægtskab med dansk eller andre sprog eller ud fra en sammenhæng.

Derefter udvides arbejdet med gættestrategier især ud fra sammenhænge og billedmateriale. Fokus udvides langsomt til faste udtryk og korte sætninger, fx i form af billedtekster. Det er væsentligt, at eleverne kan finde støtte i billeder, tegneserier og korte film.

Senere læser eleverne korte og sprogligt enkle tekster, der omhandler nære emner, ofte med støtte i billeder og lyd. Der er fokus på at opbygge elevernes forståelse for at læse efter hovedindhold.

Færdighedsmål

Eleven kan forstå enkle ord og udtryk

Vidensmål

Eleven har viden om transparente ord og udtryk

Færdighedsmål

Eleven kan gætte kvalificeret ud fra en sammenhæng

Vidensmål

Eleven har viden om gættestrategier

Færdighedsmål

Eleven kan forstå hovedindholdet af enkle tekster inden for nære emner

Vidensmål

Eleven har viden om at læse efter hovedindhold

Skrivning

I den første undervisning arbejdes der med at skrive ord, udtryk og meget korte tekster inden for nære emner.

Først motiveres eleverne til at skrive enkle ord og udtryk, bl.a. ved brug af transparente eller let genkendelige ord uden krav om korrekthed.

Derefter skriver eleverne meget enkle sætninger, bl.a. ved brug af transparente eller let genkendelige ord.

Senere skal eleverne skrive korte tekster om deres hverdag. Der er fokus på selvstændig anvendelse af opslagsteknologier.

Færdighedsmål

Eleven har mod på at skrive på tysk

Vidensmål

Eleven har viden om skrivning fra andre sprog

Færdighedsmål

Eleven kan skrive enkle ord og udtryk

Vidensmål

Eleven har viden om forholdet mellem lyd og stavning

Færdighedsmål

Eleven kan skrive enkle sætninger

Vidensmål

Eleven har viden om brug af opslagsteknologier

Tekster og medier

Eleverne skal sent i forløbet arbejde med tekster og medier. De skal søge og anvende enkle informationer på tysk og trække væsentlige informationer ud fra hjemmesider eller ungdomsmagasiner om emner, de har særlig interesse for, fx fodbold, ferierejser eller idoler. Det kan være væsentlige årstal, steder eller begivenheder.

Færdighedsmål

Eleven kan arbejde med information i enkle tekster og billeder

Vidensmål

Eleven har viden om tekstopbygning og informationssøgning på tysk

Sprogligt fokus

Sent i forløbet skal der sættes egentligt fokus på det sproglige i den skriftlige produktion, fordi motivationen til at producere skriftligt tysk ikke må gå tabt. Det er vigtigt, at eleverne har lyst og selvtillid og mod på at bruge sproget.

Der skal på dette tidspunkt være fokus på, at budskabet er klart og forståeligt. Eleverne skal have relevant korrekt input, som bearbejdes i skriveøvelser uden egentlig grammatisk bevidsthed. Det handler primært om automatisering og imitation. Eleverne skal derfor bl.a. høre bøjningerne af sein og haben anvendt i dialoger (med fokus på 1. og 2. person) og læse dem i tekster (med fokus på 3. person). Der kan i visse øvelser være fokus på retstavning og tegnsætning, i andre på ordforråd, så kommunikationen lykkes. Det er vigtigt at inddrage diverse ordbøger.

Færdighedsmål

Eleven kan skrive enkle udtryk klart og forståeligt

Vidensmål

Eleven har viden om retstavning og tegnsætning

Faget i fokus

app_ruzzle2.jpg
© MAG Interactive

Apps til tyskundervisningen

Har dine elever en iPad eller tablet, er der gode muligheder for at skabe variation i undervisningen samt differentiere med nogle gode apps. Eleverne får trænet tysk med en legende tilgang.

Undervisningsforløb

Indhold og metoder på tværs af fagene

Elever ved bærbare computere

Styrk tosprogede - værktøjer og artikler

Her kan du finde værktøjer, cases og artikler om, hvordan andre lærere og pædagoger har tilrettelagt læringsaktiviteter, som skaber gode betingelser for tosprogede elevers læring.
Elever arbejder med computere

It i undervisningen

Her finder du en række digitale ressourcer og værktøjer, der kan understøtte arbejdet med it og medier på tværs af fagene.
Skilt: Pædagogisk center

Pædagogiske læringscentre

På denne side finder du Undervisningsministeriets vejlednings- og inspirationsmateriale om pædagogiske læringscentre.