Dansk

1. - 2. klasse

I første forløb bygges der videre på arbejdet med udvikling af elevernes tale- og skriftsprog og forståelse af talt og skrevet sprog, som blev påbegyndt i børnehaveklassen.

Den enkelte elev og eleverne i fællesskab arbejder med sproget i mange forskellige situationer ved at tale, lytte, skrive og læse samt udforske sproget og udvikle ordforrådet, både gennem direkte undervisning og gennem leg og eksperimenter.

Hovedvægten lægges på arbejdet med de elementære læse-, skrive- og stavefærdigheder, og eleverne skal derfor i den daglige undervisning indgå i skriftsproglige sammenhænge, hvor de lærer at læse og skrive. Direkte undervisning i bogstavernes lyde og deres forbindelser til ord skal være et centralt element i arbejdet. Eleverne skal i arbejdet med at udvikle deres læsning og skrivning stifte bekendtskab med mange forskellige typer af tekster.

Teksterne kan tage udgangspunkt i såvel velkendte emner fra elevernes hverdag og erfaringsverden, som nye og hidtil ukendte emner. Undervisningen skal tilrettelægges, så eleverne har mulighed for at udforske sprog og tekster med henblik på at udvikle egne kompetencer på området, og de skal lære hensigtsmæssige elementære strategier, således at de bliver i stand til at læse teksterne selvstændigt og med brug af disse strategier. Læsning og skrivning er parallelle processer. Eleverne udvikler deres skrivefærdigheder ved også at læse og deres læsefærdigheder ved også at skrive.

 

Læs mere om kompetenceområderne i faget dansk 

Eleven kan læse enkle tekster sikkert og bruge dem i hverdagssammenhænge

Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i nære og velkendte situationer

Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster

Eleven kan kommunikere med opmærksomhed på sprog og relationer i nære hverdagssituationer

3. - 4. klasse

Hvor fokus i det første trinforløb primært var rettet mod at lære eleverne at læse og skrive, er fokus i andet trinforløb rettet mod, at eleverne skal læse og skrive for at lære. Her begynder eleverne i stadig større grad at handle fagligt ved at arbejde undersøgende med sprog og tekster, og teksterne bliver i højere grad multimodale.

Eleverne skal efterhånden kunne læse lette tekster flydende med umiddelbar genkendelse af mange ord, og de skal få mere og mere fokus på at læse for at få gode oplevelser og for at få faglig viden. Læsning bliver efterhånden også den væsentligste kilde til forståelse af nye ord, begreber og virkemidler i tekster. Eleverne skal skrive tekster på baggrund af indholdet i læste, sete og hørte tekster, som kan inspirere og kvalificere deres egne fremstillinger.

Eleverne skal lære at fortolke litteratur og formidle og kommunikere viden og budskaber i både formelle og uformelle situationer. Eleverne skal opnå praktisk færdighed med sprog og tekster gennem undervisning, oplevelse, udforskning og erfaring, og de skal i stadig højere grad kunne give udtryk for egne tanker, følelser, oplevelser og viden.

Læs mere om kompetenceområderne i faget dansk

Eleven kan læse multimodale tekster med henblik på oplevelse og faglig viden

Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer

Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster

Eleven kan følge regler for kommunikation i overskuelige formelle og sociale situationer

5. - 6. klasse

Fokus på faglige og formelle sammenhænge i andet forløb videreudvikles nu i tredje forløb til at blive mere systematisk og målrettet. Eleverne skal arbejde med en mere undersøgende tilgang til sprog og tekster. De skal lære at analysere og forstå stadig mere komplekse tekster, og de skal lære at planlægge og strukturere mere komplicerede arbejdsprocesser.

Der lægges vægt på elevernes fortsatte arbejde med udvikling af ordforråd og begreber. Læsning og skrivning udvikles i et fortsat samspil, og eleverne skal vænnes til at iagttage tekststrukturer og genretræk og reproducere dem i egne tekster. Elevernes færdigheder i at læse og fremstille, herunder skrive, stave og formidle, skal udvikles og konsolideres i arbejdet med alle typer tekster.

Der stilles større krav til elevernes evne til at undersøge, systematisere, strukturere og vurdere indholdet i de tekster, de arbejder med. Eleverne skal kunne overvåge egen læseforståelse og revidere egen arbejdsproces, når de læser og fremstiller tekster, og de skal kunne perspektivere tekster i forhold til andre tekster.

Eleverne skal udvikle et fagsprog, så de kan udtrykke sig om egen læreproces ved fx at sætte ord på brugen af læseforståelsesstrategier, skrivestrategier og analyseredskaber til fortolkning og kommunikation.

Læs mere om kompetenceområderne i faget dansk

Eleven kan læse og forholde sig til tekster i faglige og offentlige sammenhænge

Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer

Eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster

Eleven kan kommunikere med bevidsthed om sprogets funktion i overskuelige formelle og sociale situationer

7. - 9. klasse

De forskellige danskfaglige dimensioner integreres i arbejdet med sprog og alle typer tekster. Bearbejdelsen af oplevelser og erfaringer skal i stigende grad støttes af analytisk virksomhed, der fører frem mod, at eleverne kan diskutere, reflektere og vurdere.

Genrearbejdet skal stå centralt, og eleverne skal arbejde med at kunne genkende, fortolke og reproducere de forskellige genrer både i de skriftlige, mundtlige og multimodale tekster.

Elevernes læse- og fremstillingserfaringer samler sig i dette forløb, og de udvikler et fagligt begrebsapparat til at karakterisere, sammenligne, reflektere over og diskutere sprog og tekster. De skal arbejde videre med systematiske undersøgelser af faglige og æstetiske tekster.

Eleverne skal endvidere udvikle kommunikative kompetencer og forene deres forståelser af kompetenceområderne i refleksioner over kultur, identitet og sprog.

Elevernes tilegnelse af et varieret og sikkert ord- og begrebsforråd står fortsat centralt, og færdigheder i at læse, skrive og stave konsolideres. Eleverne skal blive i stand til at læse mere og mere omfangsrige tekster, og der skal fortsat arbejdes med at fastholde og udbygge læselyst og læsevaner.

Eleverne skal læse og skrive tekster, som er stadigt mere komplekse og flertydige, og som kan lægge op til forskellige fortolkninger. Eleverne skal kunne fremstille større multimodale tekster, og de skal kunne begrunde deres fortolkninger med udgangspunkt i teksters udsagn.

Målet er, at eleverne skal udvikle en analytisk, fortolkende og kritisk bevidsthed over for tekster.

 

Læs mere om kompetenceområderne i faget dansk

Eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i deres kontekst

Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation

Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster

Eleven kan deltage reflekteret i kommunikation i komplekse formelle og sociale situationer

10. klasse

Arbejdet med de forskellige danskfaglige dimensioner, som beskrevet i fjerde trinforløb, fortsættes og udvikles. I femte trinforløb fokuseres der derudover i særlig grad på elevernes afklaring i forhold til valg af uddannelse og erhverv samt at sikre, at alle elever bliver uddannelses- og erhvervsparate.

De forskellige danskfaglige kompetencer er integreret i arbejdet med sprog, kommunikation og alle typer tekster, og der rettes nu fokus på, at eleverne, udover fagligt, kan bruge deres almendannende kompetencer selvstændigt og reflekteret i deres personlige og sociale liv, bl.a. til valg af uddannelse og erhverv.

Eleverne udvikler i en gensidig vekselvirkning mellem læsning og fremstilling et fagligt begrebsapparat til at kunne indsamle, undersøge, uddrage og sammenligne informationer, samt diskutere, vurdere og reflektere over egne faglige, personlige og sociale forudsætninger både mundtligt og skriftligt.

Eleverne udvikler endvidere en mere selvstændig og reflekteret tilgang til arbejdet med litteratur og andre æstetiske tekster. Den almene dannelse konsolideres ved at øge elevernes evne til med indsigt at analysere og bearbejde tekster, samt at have overblik over, vurdere og reflektere over tekster. Eleverne ser, at tekster og temaer kan have universel betydning, og de kan se forbindelser mellem det læste og deres eget voksen- og samfundsliv. 

Elevernes kommunikative kompetencer styrkes, så eleverne bevidst kan begå sig i formelle og offentlige sammenhænge, samt på demokratisk vis kan deltage i den offentlige debat. 

Målet er, at eleverne udvikler indsigt og evne til refleksion og selvstændigt overblik over egne faglige, personlige og sociale forudsætninger.

Eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i kontekst

Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form der passer til genre og situation

Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster

Eleven kan deltage reflekteret i kommunikation i komplekse formelle og sociale situationer

Faget i fokus

aebleogboeger.jpg

Æble og bøger

Test og prøver

Prøvebekendtgørelse og prøvevejledning. Ideer til prøvebooster og vejledning af eleverne. Eksempler på den gode synopse.

Undervisningsforløb

tavs Rosinante - beskåret.jpg

Tavs beskåret
© Rosinante&Co/Høst&Søn

Tavs - en illustreret roman

Giv litteraturundervisningen luft og flyvehøjde med dette undervisningsforløb om Camilla Hübbe og Rasmus Meislers flotte billedfortælling ”Tavs”. Her finder du opgaver til multimodal læsning, fordybelse i intertekstuelle referencer (verbale og visuelle) og forslag til at lave meddigtning gennem en avatar. Graphic novel, illustreret roman, billedroman, billedbog – kært barn har mange navne. ”Tavs” vil fange både drenge- og pigelæsere på 6.-10. klassetrin.

COLOURBOX2402107.jpg

Interviewer

Nyhedsugen

Deltag i aviskonkurrencen “Nyhedsugen”, som løber af stabelen hvert år i uge 43 – 46. Deltagelse i aviskonkurrencen styrker elevernes forståelse for de journalistiske grundbegreber, fx research og vinkling.

Faglig inspiration

Diktatord.JPG

Diktatord
© Signe Bøtter-Jensen

Stavning og bevægelse

Arbejd med diktatord eller svære ord fra en læsetekst i en øvelse, der har fokus på bevægelse og samarbejde eleverne imellem.

krydsord.jpg

krydsord.jpg

Kryds og tværs

Krydsord er sjov og underholdende stavetræning, og eleverne lærer samtidigt at bruge/finde på synonymer og nye ord.

Indhold på tværs af fagene

hjertetrae.jpg

Hjertetræ

Inkluderende læringsmiljø

Her er inspirerende artikler, cases og værktøjer, der kan understøtte jeres arbejde med at skabe stærke inkluderende læringsfællesskaber for alle børn og unge.

kartoffelplanter.gif

Kartoffelplante

Skolehaver

Interessen for skolehaver er stigende, og mange skoler har allerede gjort skolehaver til en fast del af skemaet. I introduktionen til skolehaver finder I viden og erfaringer fra ind- og udland, samt inspiration og konkrete redskaber til, hvordan skolehaven kan anvendes som et alternativt og værdiskabende læringsrum, der åbner skolen

Fagteam i dansk

Hvad vil vi med fagteamet i dansk? Hent ideer til hvordan arbejdet i fagteamet kan struktureres og give mening i den nye folkeskole i det seneste nummer af DANSK (1/2014), Dansklærerforeningens medlemsblad.

I DANSK kan du læse om, hvordan fagmøderne kan tilrettelægges, så de giver plads til faglig fordybelse, refleksion og videndeling. Bladet er proppet med konkrete ideer til, hvordan fagteamet kan være et forum til styrkelse af danskfaget - både på langs og på tværs af skoleforløbet.

DANSK (1/2014)

Velkommen til den nye EMU

Har du spørgsmål eller ideer til siderne, er du meget velkommen til at skrive til redaktørerne Tine Kirkegaard Jensen og Lise Thomsen.