
Vedtægter
Love for seminariernes engelsklærerforening
§ 1
Seminariernes Engelsklærerforening (SELF) er et forum for faglig debat angående faget engelsk i nutidens og fremtidens læreruddannelser. Foreningen medvirker til medlemmernes faglige efteruddannelse.
§ 2
Som medlemmer af foreningen kan optages alle, der underviser eller har undervist i engelsk ved et seminarium, og andre efter bestyrelsens skøn.
§ 3
Foreningens medlemmer betaler kontingent, hvis størrelse fastsættes hvert år på generalforsamlingen. Kontingentet opkræves én gang årligt og betales forud.
§ 4
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes én gang i hvert kalenderår. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når mindst 25 % af foreningens medlemmer skriftligt stiller forslag herom til bestyrelsen.
Indkaldelse til generalforsamling sker ved skriftlig meddelelse til medlemmerne med mindst 4 ugers varsel. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før og udsendes til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen.
§ 5
På den ordinære generalforsamling aflægger formanden beretning om foreningens virke i det forløbne år, og kassereren fremlægger det reviderede regnskab fra sidste regnskabsår til godkendelse. Endvidere fremlægger bestyrelsen forslag til arbejdsplan og kontingent.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, hvoraf mindst 3 skal være fastansatte på et seminarium. Medlemmerne afgår på skift, så generalforsamlingen hvert år vælger henholdsvis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer. Der vælges endvidere 2 suppleanter og 1 revisor. Som suppleanter indtræder efter stemmetal de kandidater, som er foreslået til bestyrelsen, og som ikke er blevet valgt til denne.
Hvis antallet af sådanne kandidater er mindre end 2, vælges suppleanter (én suppleant) efter forslag stillet på generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted. Alle valg sker for 2 år og afgøres ved almindelig stemmeflerhed.
Forslag til kandidater til bestyrelsen med støtte fra mindst 5 stillere indsendes til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingen.
Samtlige kandidatforslag udsendes til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen. Eventuelle brevstemmer må være bestyrelsen i hænde senest 2 dage før generalforsamlingen.
§ 6
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Hvis redaktøren af foreningens blad ikke er medlem af bestyrelsen, inviteres han/hun til at deltage i bestyrelsens møder.
Bestyrelsen indkaldes af formanden, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg eller overdrage enkelte medlemmer særlige arbejdsopgaver.
§ 7
Bestyrelsen fastsætter nærmere regler for kassererens arbejde, derunder særlig anbringelse af foreningens midler ud over disponibel kassebeholdning.
§ 8
Ændringer af disse love kræver mindst 2/3 flertal på en generalforsamling, mens andre afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.
§ 9
Beslutning om opløsning af foreningen kan kun træffes på en generalforsamling, og forslag herom skal være udsendt til medlemmerne mindst 3 uger før. Foreningens opløsning kræver vedtagelse med mindst 2/3 flertal. Vedtages opløsningen, træffer generalforsamlingen bestemmelse om eventuelle midlers anvendelse.
Januar 1977 med ændringer af februar 1978, februar 1988 og september 1997

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
