
Forbrugerstyrelsen
På denne side findes korte præsentationer af opslagsværker i form af temahåndbøgerfra Forbrugerstyrelsen,
som i årtier har forsynet os med små nyttige pjecer om hjemkundskabsfaglige emner.
Denne service er desværre kraftigt beskåret i foråret 2006, således at de fleste fødevare-, ernærings- og
sundhedsfaglige emner er udgået.
Tilbage findes nu i form af en række meget brugbare små håndbøger med fællestitlen "Ren besked",
kun ca. 6 som skønnes relevante i forbindelse med faget hjemkundskab.
Ved et klik på billede eller billedlink kommer du direkte til en elektronisk version af den pågældende håndbog.
OBS! Det kan godt tage ½ -1 minut at åbne, så tålmodighed anbefales.
Om REN BESKED - Håndbøger

Hvad skal vi ha' ?
Bekæmp ulvetimen! Børnefamiliens stressede hverdag kan tackles gennem planlægning af indkøb og en ugentlig madplan. Bogen giver eksempler på madplaner, som passer til hver af de fire årstider, og gode tips til "Basislager", opbevaring og holdbarhed, samt anvendelse af madrester, så mindst muligt går til spilde.

Tal og tider i køkkenet
Hvor mange glas vin og gram kød, grønsager m.m. beregner man pr. person?
Hvor længe skal majskolberne koges?
"Jævn varme" i bageovnen - hvor varmt er det?
Hvordan bruger man et stegetermometer?
Hvad vejer en deciliter sukker?
I håndbogen finder du tabeller og handleanvisninger på hele den tekniske side af køkkenskriveriet.
Den er et nyttigt redskab for både den erfarne og den mindre rutinerede køkkenskriver.

Dagligvareguiden - indkøb og opbevaring
Dagligvarehandel er blevet mindre enkelt end det var. Der er mange oplysninger på varedeklarationen at tage stilling til.
Guidens indhold er opdaterede, troværdige og uafhængige informationer, som kan hjælpe dig til at spare tid, penge og ærgrelser.
Med denne guide vil du være godt rustet på din vej rundt i supermarkedet fremover.

Grønne hverdagstips
Der kan unægtelig være langt fra FN’s store visioner om miljømæssig bæredygtig udvikling - til familiens snak omkring køkkenbordet.Men i praksis behøver afstanden ikke at være så stor.
I denne lille håndbog kan du læse, hvordan du kan begrænse familiens miljøbelastning uden nødvendigvis at skulle lide de store afsavn.
Og så er der pludselig ikke så langt fra de fine ord i FN til det, vi kan gøre selv.

Om at flytte hjemmefra
Der er mange nye ting at forholde sig til, når man flytter hjemmefra. Håndbogen handler blandt meget andet om, hvor du finder et sted at bo, hvordan du kommer rundt om flytningen og hvad du skal passe på, når du selv skal skrive under på aftaler, som fx lejekontrakt og forsikring. Desuden er der gode, enkle og billige råd om økonomi, vask og madlavning.
Du finder hjælp til mange af disse ting i håndbogen - både før og efter du er flyttet.

Ret og pligt som forbruger
Man køber en dyr støvle, og bruger den normalt. Efter et par uger går hælen fra. Hvad kan man gøre?Kender du dine rettigheder?
Som forbruger i Danmark er du på mange måder godt beskyttet, hvis du vel at mærke kender dine rettigheder og pligter.
Denne bog giver dig et overblik over de regler, du kan få brug for at kende som almindelig forbruger, og hvad du kan gøre ved de oftest forekommende problemer.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
