Fra tanke til tøj

I mit arbejde med eksperimenterende tøjdesign har jeg en trang til at bevæge mig ud på den tynde is i håb om at opnå et resultat, en stemning, en sammenhæng, som jeg ikke på forhånd kender. At bevæge mig steder hen, hvor jeg ikke har været før.

Idéers opståen og udvikling

For mig opstår idéen på baggrund af et væld af tanker, idéer og fornemmelser, som via tilbundsgående undersøgelser og eksperimenter skal blive til konkret form.

Når man nærmer sig noget, der ligner en idé, kommer opgaven at få denne ført ud i livet, så den holder og kan stå alene uden supplerende forklaringer.

Inspiration

De første skridt til en kjole eller en kollektion kan sagtens være taget adskillige år i forvejen. Det kan være i form af en kunstudstilling, jeg har set, og som jeg øjeblikkeligt har følt mig inspireret af; uden dog at vide konkret hvordan jeg kan bruge den inspiration. Den kan for eksempel have antændt et ønske om at kunne lave en kjole med en særlig lysvirkning eller farveintensitet.

Jeg lagrer sådan en oplevelse i min bevidsthed. Jeg køber udstillingskataloger og gør notater i form af fotografi, skitsetegninger og stikord; for senere måske at opdage, at der hér er noget, som passer ind i et konceptuelt puslespil.

Materialestudier

Samtidig får jeg løbende løse idéer til materialer, som jeg vil afprøve, draperingsforsøg, som jeg vil foretage, uden at vide hvad de skal føre til. De bliver ligeledes arkiveret og som regel fundet frem igen efter en tid.

Afklaring

En kunstoplevelse kan nu også komme ind på et meget senere tidspunkt i min proces og være med til at klarlægge et felt. Det kan være, det viser sig, at jeg skal studere romerske fresker eller dekonstruktivistisk arkitektur for at få afklaring på nogle problemstillinger omkring farver, komposition, farvefordeling, lys-skygge virkninger, bevægelse og variation i formen etc.

Vekselvirkning i processen

Jeg arbejder mig altså på fragmentarisk vis frem via søgning af inspiration på museer, i arkitektur i bøger med videre og arbejder parallelt med løsrevne draperingseksperimenter på gine, syprøver og skitser.

Som processen skrider frem, bliver jeg mere konkret og målrettet. Når jeg efter al den søgen har fået truffet nogle vigtige beslutninger, som handler om at skære væk og få indkredset et område, har jeg noget, der minder om et koncept. jeg kan nu forsøge at gå i dialog med projektet, prøve at forstå, hvor det skal hen for at blive mest interessant og meget gerne bjergtagende i sidste ende.

Kvindekroppen er udgangspunktet.

Grundlaget for mit arbejde er altid kvindekroppen og samspillet mellem tøj, krop og bevægelse. Jeg er optaget af at udvikle nye draperingsteknikker. Som udgangspunkt for min form bruger jeg forskellige moduler, såsom kvadrater, rektangler, romber, cirkler og ovaler. jeg undersøger disses egenskaber i kraft af størrelse og materiale.

Tredimensional skitsering

Skitseringen foregår mest direkte i materialet, tredimensionalt på en gine. Det giver mig muligheden for at lære materialet virkelig godt at kende, hvilket i sig selv er inspirerende, samtidig med, at det meget hurtigt giver en fornemmelse af et resultat.

Undervejs fotograferer jeg mine skitser i alle mellernstadier. Det gør jeg af flere grunde, dels for at registrere dem, så jeg kan genskabe idéen, dels for at komme på afstand af det, jeg laver, idet jeg ofte venter med at tage stilling og træffe endelige beslutninger, til jeg ser fotografiet.

Når jeg arbejder på den måde sker det ofte, at interessante ting opstår tilfældigt. Det er en vigtig del af min proces at være vågen over for tilfældet og på den måde komme frem til resultater, jeg ikke umiddelbart kunne forestille mig.

Spontanitet og kontrol

Jeg opstiller samtidig undervejs strenge regler for mig selv. Det kan være i materiale- og farvevalget, modulformer/størrelser samt teknikken, hvilket jeg finder befordrende for kreativiteten.

Disse regelsæt - eller systemer - bliver mine holdepunkter i min intention om at arbejde midtvejs mellem spontanitet og kontrol. Spontaniteten opstår i det tredimensionale arbejde på ginen, hvor jeg arbejder frit med de forskellige moduler og involverer tilfældet.

Kontrollen ligger i systemerne, i stillingtagen og i udvælgelsen udfra fotografierne.

PROLOG PRINCIP PROCES PRODUKT

I august - september 2001 lavede jeg udstillingen PROLOG PRINCIP PROCES PRODUKT på Kunstindustrimuseet. Udstillingen var en installation, bestående af fire kjoler/dragter samt visualisering af arbejdsprocessen fra inspiration og principper over eksperimenter og skitser til færdige produkter.

En overordnet intention med dette projekt var at skabe en helhed af elementerne i udstillingskonceptet, kjolerne, installationen, plakaten, invitationen, teksten og kataloget.

Jeg ville forholde mig til det aktuelle udstillingsrum, her Designstudiet, som er et kvadratisk rum på ca. 6 x 6 m., til dets proportioner, symmetri, farver, materialer, stemning og lys.

Udstillingen kom til at bestå af kjoler i materialerne hørlærred, bornuldsgaze, nylontyl og nylonstiff skabt udfra forskellige principper og teknikker.

For hver af kjolerne fik jeg skåret en mønsterdel i størrelse 1:1, i klar acrylplade, der beskrev dens princip. Hver acrylmønsterdel havde sin egen farve.

Kjolerne (der var sat på gennemsigtige plastiktorsoer) og acrylmønsterdelene hang fra loftet i tynde nylonsnore og drejede rundt om sig selv i en komposition over et cirkelformet podie inddelt i fire felter i hvidmalet MDF plade. Elementerne blev belyst ovenfra, så kjoler og de farvede mønstre blev projiceret på podiet i bevægelige figurationer.

Inspiration fra en kunstudstilling.

Projektet startede med en grundtanke om at arbejde med flet, strimler og gitterkonstruktioner. Inspirationer dette opstod, da jeg så en udstilling den franske maler Bernard Frize i den sydfranske by Nimes i 1999.

Jeg oplevede Frizes malerier og arbejdsmetode som subtile eksempler på den kombination af spontanitet og kontrol, jeg selv stræber efter, et sammenspil mellem det minimale og systematiske og det romantisk tågede og flydende. Frizes afstemte luftige kolorisme og "flettende" maleteknik inspirerede mig til fletteforsøg med strimler af tyl. Jeg har i mine kjoler "malet", med de forskelligt farvede tylsstrimler som i akvarelmaleri; tynde laseringer i klare farver, der blandes optisk pga. deres transparens, så brækkede toner og blødere nuancer opstår. Kantningen af strimlerne med matchende sytråd danner samlende konturer i kontrast til de diffuse tylslag.

Renæssancedragter og Aagaard Andersen

Parallelt med disse undersøgelser bevægede jeg mig i en anden retning, hvor jeg så på dragter fra renæssancen. Jeg kæmpede længe med inspirationskilden, men måtte indse, at renæssancedragternes univers var for stift, pompøst og lukket i forhold til mine intentioner om at lave moderne tøj i denne omgang.

Under et frustrerende inspirationsbesøg på Statens Museum for Kunst på jagt efter renæssancebilleder, endte jeg modløs i den moderne afdeling, hvor rummet med Gunnar Aagaard Andersens malerier og skulpturer pludselig viste en åbning. De stramme systematiske og samtidig poetiske kompositioner passede ind i mine tanker om systemer og moduler.

Jeg endte med at kombinere renæssancedragtens karakteristiske opslidsninger med inspirationen fra Aagaard Andersens billede: Hældningskoefficient 1:2:3.

Når jeg opslidsede og derefter draperede den transparente sorte stiff, opstod nye grafiske mønstre, som jeg bestemt kunne bruge, og som i samspil med den sandfarvede hør nærmede sig noget.

Frank Gehry

Den kendte amerikanske arkitekt Frank Gehry er en anden inspirationskilde, som jeg er vendt tilbage til flere gange. Jeg er fascineret af hans arkitekturs karakteristiske brudte linjer og de stærke skulpturelle og grafiske virkemidler. Jeg besøgte hans Arnerican Center i Paris i 1999. Bygningen var umiddelbart lidt skuffende og adskilte sig ikke væsentligt fra de andre huse i gaden. Overraskelsen kom imidlertid, da jeg begyndte at bevæge mig rundt om huset; de rene flader blev brudt i forskellige tempi og endte i en skulpturel eksplosion.

Tanken om de overraskelser, der opstår i bevægelsen rundt om værket, har været inspirerende for mig.

Madeleine Vionnet

En helt anden og meget mere direkte og konkret inspiration har været en grundform, som den franske modeskaber Madeleine Vionnet udviklede i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor hun skabte kjoler og jakker ud af halvcirkler, som hun foldede og klippede indhak i.

Denne form har jeg afprøvet og eksperimenteret med. Vionnet har inspireret mig til meget af mit arbejde. Hun var selv optaget af systematisk tænkning og arbejdede ligeledes med geometriske former som udgangspunkt for sine draperinger.

Processerne er aldrig ens

Såvel som at man hele tiden forholder sig refleksivt til sit projekt, gør man det også til arbejdsprocessen. Der er aldrig to forløb, som er ens. Problemstillinger løses ad hoc. Man har indarbejdede metoder, som erfaringsmæssigt viser sig at være gode for én; men man er nødt til at træde et skridt væk og vurdere, hvordan man i den konkrete situation bedst kommer videre i en dynamisk proces og ikke bliver fastlåst, så resultaterne stivner.

Dialogen

Dialogen med andre er altid vigtig for mig i den skabende proces. På designskolen foregik den med lærere og medstuderende, og nu er det kolleger, som jeg er heldig at dele værksted med, som jeg diskuterer mine ting med. Stadig hænder det, at jeg må gribe fat i en af mine tidligere lærere for at bede om råd og vejledning.

Det er ofte igennem denne dialog, jeg bliver bevidst om nogle signaler i tøjet, som i højere grad kræver afklaring af virkernidler og hermed en klarere styring af hvilke associationer og referencer, der kan knytte sig til mit design,

Tradition og fornyelse

I alle mine projekter bruger jeg traditionen som afsæt for at nå nye udtryk. Det kan være den kunsthistoriske tradition eller den dragthistoriske tradition. Ikke i et forsøg på at lave retro tøj, der entydigt kan hæftes på en historisk epoke, men i et forsøg på at forny traditionen. Jeg vil gerne have mit tøjdesign til at stritte i mange retninger; at det på samme tid peger fremad og bagud. Det må gerne både referere til eksempelvis én eller flere dragthistoriske perioder, kunstnere eller værker, samtidig med at der sniger sig en antydning af en fugl eller en sværmer eller noget industriagtigt ind.

Alt dette i et forsøg på at nå ukendte steder hen, hvor jeg selv bliver overrasket, og hvor resultatet i bedste fald får sit eget liv.

Textil Forum

Mit næste større projekt bliver en udstilling i Textil Forums udstillingssal Kedelhuset i Herning marts-maj 2004, hvor jeg vil udstille det bedste, jeg har lavet, fra jeg tog afgang fra Danmarks Designskole i 1997 til og med mit igangværende projekt, som jeg glæder mig til at kunne vise frem.

 

 

Anne Damgaard, København Ø, er beklædningsdesigner. Hun har værksted på Vesterbrogade i København.