Ny læreruddannelse
- Interview med Benedikte Vilslev Petersen

Hvad er din mening overordnet om den nye læreruddannelse?

"Som jeg ser det, ligger der nogle gode intentioner bag den nye bekendtgørelse, og der er også forsøgt at opfange nogle af de problemer, der har været i den gældende læreruddannelseslov. De gode intentioner er for mig først og fremmest, at man har bevaret en læreruddannelsesmodel, som ikke er aldersspecialiseret fra starten. Jeg synes, det er rigtigt, at fastholde en grundlæggende udelt læreruddannelse. Ideén om at styrke samarbejdet mellem læreruddannelsens forskellige fag, hvilket på sin vis altid har været en bestræbelse i læreruddannelsen, er også et godt initiativ. Det er en vanskelig opgave og vil formentlig aldrig lykkes fuldt ud, men jeg synes, at det er helt nødvendigt at blive ved med at forsøge og ikke give op, blot fordi det er svært.

Det har været godt at forsøge at tænke over, hvorledes de studerende kan fordybe sig bedre i uddannelsens fagrække. Det er derfor udmærket at have reduceret antallet af liniefag. Det kunne give plads for et mere dybtgående studie i alle fag i læreruddannelsen. Desværre bliver  denne mulighed alligevel begrænset i den nye bekendtgørelse. Der er for stor forskel på liniefagene årsværk, de pædagogiske fag er fortsat i sig selv ret små og det, sammen med nogle strukturelle forhold gør, at muligheden for samarbejde mellem fagene og forbybelse i alle liniefag begrænses. Derfor tror jeg ikke, intentionerne vil kunne realiseres efter hensigten. Vi kan jo allerede nu se, at der er store problemer på seminarierne med at få uddannelsen til at hænge godt sammen. Der er for mange rent praktiske forhold, der - for mig at se - ikke er tænkt på i den nye lov."

Hvad skal man gøre ved det?

"Sørge for, at det kommer til at se bedre ud næste gang, loven ændres. Der er truffet nogle problematiske beslutninger pt. For det første kan jeg ikke forstå den forskel, der er kommet i liniefagenes årsværk. Jeg kan ikke se, hvorfor nogle liniefag skal være dobbelt så store som andre. Reduktionen af antallet af liniefag burde komme alle fagene i uddannelsen til gode. I de obligatoriske liniefag på 1,2 årsværk ligger nogle udmærkede intentioner om, at disse fag skal skal indgå i et forpligtende samarbejde med de pædagogiske fag. Til trods for, at de er dobbelt så store som de øvrige liniefag, er den studerende efterfølgende kun kvalificeret til at undervise i halvdelen af skoletiden med mindre, der vælges dobbeltspecialisering i faget. Fagene: historie, engelsk og idræt, som også er tildelt 1,2 årsværk, har ikke den samme forpligtelse til et tæt samarbejde med uddannelsens øvrige fag, men i disse fag kvalificeres den studerende til at undervise i hele skoleforløbet.

Derudover er der en lang række andre liniefag, der har fået så lidt ekstra ressourcer, at det ikke vil betyde, at de studerende vil blive bedre uddannet end under den gældende lov. Samtidig bliver disse liniefag af strukturelle bindinger presset ud i periferien af uddannelsen, eventuelt afviklet på et enkelt år og på nogle seminarier måske slet ikke oprettet. Der vil være mange fagkombinationer, der ikke kan vælges, fordi "de store" liniefag fylder for meget på skemaet. Det kan komme til at koste lærerstillinger, og på sigt resultere i ret små faglige miljøer i flere liniefag.
Samlet set giver det ikke de muligheder reduktionen i antallet af liniefag kunne have åbnet for. Jeg kan ikke forstå, man forestiller sig, at det eksempelvis kun kræver halvt så mange timer at uddanne en musiklærer, som at uddanne en idrætslærer. Jeg kan ikke finde en eneste god begrundelse for den konstruktion. Det virker ikke ordentligt gennemtænkt, og det er ærgerligt."

Så du siger, at det kommer ikke til at fungere?

"Forventningen om samspillet mellem fagene og muligheden for øget fordybelse i alle liniefag bliver svær at realisere. De pædagogiske fag er selvstændigt atter beskåret og kommer på de fleste seminarier til at ligge i starten af uddannelsen. De vil da ikke være på skemaet i resten af uddannelsesforløbet, så man reelt kan udvikle et godt samarbejde. Formentlig kun i begrænset omfang i de obligatoriske liniefag, hvor der fremover skal indgå pædagogiske elementer - som i øvrigt vil komme til at se meget forskelligt ud fra seminarium til seminarium i og med, der ikke er udstukket nogle overordnede principper for samarbejdet. Det bliver derfor allerede nu tolket og tilrettelagt vidt forskelligt."

Er det for svært at koble specialisering og alsidighed? Hele den nye læreruddannelse er udtryk for en specialisering, men du taler også for en alsidighed. Er det svært at kombinere?

"Det er et spørgsmål om vilje og ressourcer. Så langt, jeg vil give Jens Rasmussen ret, er, at han har ret i, at en lærer er en ekspert i det at undervise. Jo bedre fagligt, pædagogisk funderet man er som lærer, jo bedre og mere interessant en underviser må man være i både iht. den faglige undervisning og til skolens overordnede formål.

Min tidligere undervisningserfaring fra bla. danskundervisningen i folkeskolen gør, at jeg er af den overbevisning, at hvis man er en dygtig underviser og for alvor har indsigt og overblik i sit fag, så er man også den bedste underviser til både de små og de store. Det kun en fordel, at man som lærer i indskolingen ved, hvad eleverne skal ende med at kunne; ved hvad perspektivet og kursen er. Jeg ved, der eksempelvis på indskolingsområdet er rigtig meget nyt at forholde sig til, men jeg tror, det at sætte sig ind i ny faglig viden kun vil styrke den samlede indsigt og interesse i faget. 

Jeg er personligt meget optaget af den etiske dannelse i grundskolen - den etiske, demokratiske opdragelse. Den er ikke nødvendigvis aldersspecifik, selv om henvendelsen til eleven naturligvis må tage højde for individualiteten, men en overordnet skoleopgave, som al undervisning bør gennemtænkes i lyset af. Derfor synes jeg ikke, at aldersspecialiseringen er så væsentlig for grundskolen. Derimod er det af stor værdi at tage alsidigheden i grundskolen alvorligt."
Der er kommet meget mere fokus på at undervise - undervisningskompetence, klasserumsledelse er nogle af nøgleordene. Hvilke tendenser ser du i dette?

"Hvis undervisningskompetence bliver til metodik; jagten på metoder, der virker, så vil uddannelsen kun støtte en del af lærerens samlede virksomhed. Klasserumsledelse er en helt nødvendig kompetence, men må ikke alene blive et spørgsmål om at kunne styre en klasse. En lærers opgave er meget større end det. Den alment dannende skoleopgave er rettet både mod det kvalificerende, det fælles og den enkeltes livsprojekt; at få den enkelte elevs liv til at lykkes. Denne dobbelthed er i min forståelse lærerens opgave i samarbejde med forældrene, og det er klart, det forudsætter kompetence til at kunne håndtere selve undervisningssituation. Men hvis man kun interesserer sig for håndtering af eleverne, effektive undervisningsmetoder og elevens konkrete faglige udbytte, er kun den halve opgave løst. Skolen vil blive styret af nyttetænkning, som er en stærk reduktion af den dannelsesforståelse, jeg har, og som jeg ser, der er brug for i samtiden. Det er ikke givet, at børn og unge i dag selv finder ud af resten."

Hvordan er det i forhold til lærerstuderende? Da jeg selv startede på lærerseminariet, da sagde rektor, at I skal nu i gang med en personlig udvikling, der varer de næste fire år. Der er i den nye læreruddannelse meget større fokus på det faglige og det basisfaglige. Samtidig forsvinder faget skolen i samfundet.

"Det sidste er endnu en uforståelig del af den kommende bekendtgørelse. Jeg kender ingen instanser, der har talt for at det fag skulle nedlægges. Både aftagere, studerende og seminarielærere har tværtimod været rigtig begejstrede for faget.Vores faglige forening har i to omgange bedt om en begrundelse for, hvorfor faget skulle nedlægges. Men har ikke set nogen.

Hvis dannelse i skolen reduceres til personlig udvikling, så er det jo lige så forkert, som hvis opgaven reduceres til ren kvalificering til erhvervslivet. Hvis en læreruddannelse alene betoner den personlige udvikling, vil der jo tilsvarende mangle noget helt afgørende og kvalificerende. En lærer skal vide og kunne meget, men bliver også udfordret på sin person, og det skal man være klar til."

Der er også kommet større fokus på praktikken, hvor man nu skal vurderes bestået/ikke bestået efter hver praktik. Er det godt, at det er kommet?

"Umiddelbart har jeg ikke mange kommentarer til det. At seminarielærerne skal indgå som bedømmere, er måske den vanskeligste del af de nye initiativer ifb. med praktikken. Jeg synes, der er meget etik og jura i det, som jeg pt. ikke kan gennemskue. Ideelt set kunne det være fint at samarbejde også om bedømmelsen praktiklærerne og seminarielærerne imellem. Men hvis det skal gøres ordentligt bør seminarielæreren have ressourcer til at være til stede i praktikken."

Hvad kunne man ellers have gjort for at styrke praktikken efter din mening?

"Jeg synes, det der har betydet mest, hvis jeg tænker på egen undervisning ifb. med praktikken, er de situationer, hvor jeg ud over førvejledning og efterbehandling har valgt også at deltage i undervisningen på skolen. Det er en stor styrke i forhold til at analysere praksis, når de studererende kommer hjem. Man bliver som seminarielærer bl.a. mindet om den lange vej fra intentionerne til virkeligheden og bedre til at forstå de studerendes situation. Derfor ville det for mig være en styrke, såfremt enhver seminarielærer fik timer til at følge de studerende i bare mindre dele af deres praktik."

Hvor er læreruddannelsen på vej hen? Du siger for eksempel, at I venter på den næste læreruddannelse allerede?

"Den har bevæget sig hen mod en høj grad af akademisering i en årrække. Måske kan man tale om, at der nu er en tendens til, at det er lærerhåndværket, der er i fokus, om end den kommende lov fastholder bachelorgraden. Meget i skolen er blevet centraliseret, fx. målfastlæggelse og evaluering, hvilket på sigt kan gøre lærearbejdet til en forvaltningsopgave. I så fald vil der blive tale om de-professionalisering. Hvis eksterne parter sætter dagsordenen for læreren og eksterne parter skal evaluere, så forsvinder lærerens autonomi og idéen om professionalisering af lærerarbejdet. Det er en kurs, som jeg i hvert fald ikke kan stå inde for som seminarielærer. Det vil komme til at ligne et uddannelsessystem, der er båret langt mere af kontrol end tillid, og det har for mig at se kun begrænset holdbarhed, og er slet ikke et miljø, jeg finder frugtbart for nogen eller noget."