Hvad kan studerende lære af autentiske lærere?

Af Per Fibæk Laursen

Ser man på den aktuelle offentlige debat, står det slemt til i den danske skole. Eleverne er dårlige til at læse, urolige i timerne, de mobber hinanden og ved ikke, hvor Nakskov ligger. Meget bedre er det ikke med lærerne. De er dårligt uddannede, praktiserer en blødsøden rundkredspædagogik, alt imens de overvejer, om ikke de kan finde sig et andet job.

Selv om skolens kritikere skulle have ret i alt dette, hvad de ikke har, må man huske, at den danske skole også rummer virkeligt dygtige lærere, som praktiserer en fremragende undervisning. De føler sig på rette hylde, er lærere med krop og sjæl, hud og hår. Det er sådanne lærere og deres undervisning, jeg skildrer i bogen: ”Den autentiske lærer”, som udkom på Gyldendal den 12. februar 2004.

Bogen er en opfordring til, at lærere og lærerstuderende lader sig inspirere af disse autentiske lærere. Den er et forsøg på at analysere undervisningens uhåndgribelige personlige kvaliteter: at læreren er engageret, at hun respekterer børn og holder af at arbejde sammen med dem, at hun kan se mening og værdi i sit eget arbejde og kan realisere sine værdier i klasseværelset.

Bogen bygger på en undersøgelse af 30 danske lærere, som jeg har observeret en skoledag igennem og interviewet om deres arbejde og personlige udvikling som lærere. To tredjedele af lærerne var kvinder, og de spændte aldersmæssigt fra sidst i 20’erne til begyndelsen af 60’erne. Navnene på lærerne har jeg fået af folk som professionelt kender mange lærere, og jeg bad dem pege på lærere som er kendt for kvaliteter som ægthed, arbejdsglæde og gennemslagskraft.

Nye lærere er sårbare

En autentisk lærer er en mester i lærerfaget. En person med en afklaret professionel intention, som hun har sine værdier og sin person med i, og som hun kan realisere i klasseværelset. Hun ved, at hun kan lykkes med sit arbejde, og det giver overskud og sikkerhed.

Lærerstuderende og nye lærere er naturligvis i en anden situation. De føler sig udsatte og sårbare i deres møde med praksis. De er nervøse, føler sig på prøve og under vurdering. De er først og fremmest optaget af deres relationer til eleverne – eller rettere til børnene, for sådan kalder de dem og sådan betragter de dem, altså som børn mere end som elever.

Hvis man beder lærerstuderende beskrive en god lærer, handler deres svar overvejende om relationen mellem lærer og elever og kun i meget ringe grad om, hvad læreren skal kunne fagligt, og hvad hun skal kunne lære eleverne. En god lærer skal efter de studerendes opfattelse først og fremmest kunne skabe et gensidigt tillidsforhold mellem eleverne og læreren.

De lærerstuderende er nervøse for, om de kan skabe ro og disciplin i klassen. De er ikke så meget optaget af selve undervisningen, men mere af om de overhovedet kan skabe forudsætninger for undervisning. De har svært ved at se sig selv i lærerrollen, især har de svært ved at forestille sig, at de på en gang kan leve op til deres ideal om den tillidsfulde lærer og samtidig skabe tilstrækkelig ro og disciplin i klassen.

Denne grundholdning til lærerarbejdet og til lærerrollen ændres tilsyneladende ikke nævneværdigt i løbet af læreruddannelsen. I hvert fald gælder det også for nyuddannede lærere, at de først og fremmest er optaget af deres personlige relationer til eleverne. Relationerne, især til de store elever, er præget af identifikation med børnene – de unge lærere har i frisk erindring, hvordan det er at være elev i skolen. Først efterhånden får deres forhold til eleverne et mere professionelt præg, og relationen til eleverne aftager en smule i betydning.

Nyudannede lærere mener – igen ligesom lærerstuderende – at engagement er lærerens vigtigste kvalitet, men vel at mærke engagement i eleverne og i relationerne til dem.

Ovenstående er det billede, nogle aktuelle danske undersøgelser af lærerstuderende og nyuddannede lærere, tegner af holdningen til elever og undervisning[1] Set i lyset heraf har min bog et budskab til nye og vordende lærere:

Man må ville noget

Nye og vordende lærere kan næppe uden videre være autentiske. Man skal have tid til at finde sig selv i rollen som lærer. Men de kan lære noget af de autentiske lærere. Først og fremmest at man må ville noget som lærer, og vel at mærke noget mere end at have det godt med eleverne. Man må ville lære dem noget, simpelthen.

Danske lærere og ikke mindst nye lærere og lærerstuderende er meget optaget af, at man først må skabe forudsætningerne for at undervise, inden man rigtigt kan gå i gang med det. Der må skabes et tillidsfuldt forhold mellem lærer og elever, der må være gode relationer også eleverne imellem, og der må være en god og positiv stemning i klassen. Først derefter kan man lave god undervisning.

Jeg tror, at man kommer lettere ind i lærergerningen, hvis man vender denne rækkefølge om: Læreren skal lave god undervisning med solidt og vigtigt fagligt indhold og derigennem skabe god stemning og positive relationer både mellem lærer og elever og mellem elever indbyrdes.

Meningen med, at eleverne er i skolen, er, at de skal lære noget. Lærer og elever er samlet om det faglige indhold, og det er lærerens intention om at ville føre eleverne ind i den verden af viden og kunnen, som hun selv lever i, der skal give undervisningen mening. Og det er denne helhjertede bestræbelse, der skal overbevise eleverne om, at læreren er værd at have tillid til. Man skal møde eleverne med respekt, men man kan ikke forvente, at de vil vise en tillid, før man har vist, at man er værd at have tillid til. Det gør en lærer værd at have tillid til, at hun kan noget, som hun gerne vil lære eleverne. Ligesom det gør en læge værd at have tillid til, at han kan noget medicinsk, som han gerne vil bruge til at helbrede patienterne.

Som ny lærer er man meget optaget af sig selv: hvordan funger jeg som lærer, og kan jeg overhovedet udfylde rollen? Og kan jeg holde fast i mig selv samtidig? Man skal øve sig for at kunne flytte opmærksomheden væk fra sig selv og over på det faglige indhold og elevernes forhold til det. Hvis det lykkes, kan man blive autentisk. Man er mest autentisk – og mest lykkelig – som lærer, når man glemmer sig selv. Ligesom eleverne er lykkeligst, hvis de glemmer både sig selv, kammeraterne og læreren af bar interesse for det faglige indhold.

Man skal også prøve at interessere sig lidt mere for skolen og kollegerne. På lang sigt er ens relationer til kolleger og skoler lige så vigtige som relationerne til eleverne.

Livsbekræftende

Efter at have interviewet en af de lærere, der medvirker i min undersøgelse, satte jeg mig ud i min bil og skrev i min notesbog. ”Dette er det mest livsbekræftende projekt, jeg nogensinde har lavet”. Det har været en stor oplevelse at møde 30 dygtige og engagerede lærere og se dem i aktion i deres klasser. Der er mening i at være lærer, det er muligt at blive virkelig god til jobbet og at trives og udvikles ved det.

[1] Martin Bayer & Ulf Brinkkjær: Professionslæring i praksis. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, 2003.

Lotte Bendtsen m. fl.: Praktikken – et indblik i lærerpraksis? Roskilde: RUC, 2003.

Lone Jensen m. fl.: Praktik i læreruddannelsen. København: N. Zahles Seminarium, 2003.)