Videndelingens slør

Af Lars-Henrik Schmidt.

       Når en lærer behandler elever i en klasse forskelligt, mener de, han er uretfærdig, fordi de forventer at blive behandlet ens. Samtidig vil en lærer fornemme, at eleverne mener, at det er uretfærdigt, når han ikke tager hensyn til den enkelte elevs særlige forudsætninger. Ensartede tilfælde må behandles ens. Forskelligartede tilfælde forskelligt. Lighed for loven lyder det på jurasprog. Let at praktisere er det langt fra. Heller ikke ved eksamensbordene. Selv om vi næppe før har været mere opmærksomme på at udmærke os ved personlige tilkendegivelser, så organiserer vi samtidig arbejds- og læreprocesser i grupper, der går til eksamen sammen for at få samme bedømmelse for det samlede produkt. Men burde bedømmelsen være langt mere individualiseret for at give et retvisende billede af, hvad den enkelte elevperson kan? Ifølge regeringsgrundlaget er svaret ja! Derfor afskaffer regeringen gruppeeksamener.

       Alligevel tror jeg, at gruppearbejde – og nok også gruppeeksamen – er kommet for at blive. Hvis ikke i uddannelsessystemet, så omkring det. Årsagen er, at det er kommet så vidt, at det ’at videndele’ er blevet et absolut gode. Videndeling betyder en tendens til at opfatte viden som noget, der tilhører alle og derfor i præcis forstand ingen. Et symptom på denne forestilling er, at stort set alle foretrækker at stave viden(s)deling uden ’s’. ”S’et” som endelse på ordet viden leder tanken hen på et ejefald. I vidensamfundet er at tage sin viden som et ejendomsforhold imidlertid at tage sig selv for forfængeligt.

       Såkaldt tankevirksomhed kan være købt og betalt, for eksempel af private tænketanke: Det er blot udtryk for, at nogle får penge for ikke at tage deres tanker for forfængeligt. Tanker tilhører individer, der tænker dem hver for sig. Selvfølgelig bliver vi inspireret af hinanden til at tænke, men det er hin enkelte individ, der i en slags fraværende nærvær tænker. Imidlertid tilhører individet i dag teams, som igen tilhører virksomheden, der igen tilhører koncernen. Skolen er et spejl af et vidensamfund, der ikke vil vide af viden som individuel ejendom. Af samme grund evaluerer vi grupper i såvel evnen til at præsentere det samlede resultatet som i at gøre det sammen – og som oftest får de samme karakter for det.

       I sit hovedværk Two Treatises of Government fra 1689 taler den engelske filosof John Locke om ’property’ som samlebetegnelse for individets ret og pligt til liv, frihed og ejendom. Ordret betyder ’property’: Hvad der tilkommer det enkelte individ. For Locke handler det mest om den enkeltes ret til at værge for sin fysiske ejendom. I vidensamfundet handler det om den enkeltes mulighed for at værge sine tanker som udtryk for intellektuel ejendomsret. Det er der regler for administreret af uvildige myndigheder. Myndighederne hører hjemme i en samfundstilstand, ikke i en naturtilstand, hvor den enkelte må værge for sig selv efter bedste evne.

       Et vidensamfunds problem er, hvordan det udveksler viden uden at udviske – også de mest værgeløse – ophavsmænd til denne. Kærlighed bliver der som bekendt mere af ved at blive delt. Ligeså med viden. Men nogle har mere viden at dele ud af end andre. Men andre kan være personligt og socialt bedre rustet til at dele den viden, som andre står bag. Det er her den egentlig problematik ligger, når vi taler om retfærdig bedømmelse.

       Retfærdighedsfilosoffen par excellence John Rawls udgav i 1971 sit hovedværk A Theory of Justice, hvor modellen for et retfærdigt samfund begynder med en idé om en oprindelig position, hvor frie, lige og rationelle personer er sat under et uvidenhedens slør i forhold til konkret viden om deres position i det konkrete samfund. Uvidenheden gjaldt deres naturlige forhold, helbred, intelligens og andre talenter. Resultatet er Rawls berømte differensprincip, der tilsiger, at goder skal fordeles sådan, at de bliver til størst fordel for de mindst begunstigede.

       Når videndelingen, teamarbejde og gruppeeksaminer bliver et gode, hvordan sørger vi så for, at denne organisation bliver til størst fordel for de mindst begunstigede? Den mindst begunstigede er de personer, der ikke magter den æstetisk-etisk genre som en mundtlig gruppeeksamen er. En genert person er et eksempel, der ikke performer, altså ikke performer som andet end genert person: Han og andre må uddannes æstetisk-etisk i kommunikation med henblik på den nøglekompetence det er at gøre sig kommunikativt gældende i en videndeling. Gør vi det? Nej! Gør det noget? Ja – når vi ikke gør det, så truer videndeling med at ophæve tænkningens ophav. At mestre gruppearbejde og gruppeeksamener er vigtige for vidensamfundet. Derfor er det vigtigt at lære elever, hvordan de i en gruppesammenhæng æstetisk-etisk supplerer hinanden. Bedømmernes opgave er at organisere gruppens videndeling ved eksamen, så den ikke slører billedet. Det er ikke en klog tanke at ville opgive gruppeeksaminer til fordel for individuelle bedømmelser ved en individuel eksamen. Gad vide hvem tanken tilhører?