Månedens profil oktober 2004

Den virkelighed børn lever i

Per Schultz Jørgensen

 

 

For omkring 35 år skrev Svend Heinild en bog medtitlen ”Den virkelighed barnet lever i”. Svend Heinild var socialoverlægen med den kritiske og ikke mindst sociale synsvinkel på sin samtid. Allerede i forordet sætter han fokus på det, der bliver en rød tråd i bogen: på den ene side er vi vidne til utrolige fremskridt, materielt og medicinsk – på den anden side problematiserer han udviklingen og ser den ikke uden videre som fremskridt. Heinild siger det på denne måde:

Det ville være en naiv og tåbelig illusion at forestille sig, at mennesket i velfærdssamfundet, trods lægevidenskabens, økonomiske og sociale fremskridt, i og for sig skulle være mere lykkeligt….Hvad er i øvrigt lykke? (1967, 9)

 

Ingen kan benægte betydningen af kontante og brede sociale fremskridt. Det gør Heinild heller ikke. Han fremmaner billedet af børn, der lever under svære sociale kår, børn, der tugtes, børn, der slider og slæber, børn, der dør af epidemiske sygdomme – børn med en tung social og materiel virkelighed omkring sig. Historisk set er der tale om lysår fra den barske verden for bare hundrede år siden – til vores humane verden omkring årtusindskiftet.

Men hvorfor så problematisere denne udvikling? Hvorfor ikke bare klappe i hænderne og erkende fremskridtene, som en revolution i sig selv? Og dermed erkende, at børn har fået en langt bedre virkelighed at vokse op i - og erkende, at barndommen  har fået både et andet og et langt mere positivt indhold?

 

Et langt sejt træk

Heinild pointe er ikke at se bort fra udvikling og fremskridt. Han vil prøve at forstå, hvad en overgang fra mangelsamfund til overflodssamfund gør ved mennesker – og hvorfor det er svært at omsætte det i lykke eller hvilket udtryk vi nu vil anvende.

Også i dag er der fattigdom i den danske befolkning. Men hvor det for 100 år siden velsagtens drejede sig om 20-25 pct. af befolkningen, der levede nær eller under et eksistens minimum, så er andelen af fattige i den danske befolkning i dag omkring 3 pct., som det er dokumenteret i undersøgelser af levekår og fattigdom igennem 1980´erne. Altså en materiel fremgang, som er imponerende – og som kan illustreres på mangfoldige måder. Også medicinsk: i den smalle gyde med navnet Peder Madsens Gang, der lå bag det nuværende hotel d´Ángleterre, blev der over nogle år i  1870´erne født 80 børn – kun 35 af dem nåede 7 års alderen.

                      Vi ved det – og det kan til stadighed dokumenteres: børns sociale og materielle virkelighed er i dag så langt fra fortidens nød og elendighed, at vi ikke kan fatte hvordan det var – dengang.

Den engelske sociolog Colin Heywood (2004) dokumenterer denne fremgang i sin beskrivelse af barndommens historie i perioden efter middelalderen. Et karakteristisk træk i denne udvikling er, at barndommen har været kort. For nogle børn rigtigt kort. De overlever slet ikke de første måneder. Børnedødeligheden er massiv helt op mod vores tid. Et sted mellem 150 og 300 børn - afhængig af tid og sted - af hver fødte 1000 børn får aldrig begyndt på en barndom. Men hvis de gør, får de ofte lov til mere eller mindre at passe sig selv til de er op mod 6-7 år. Så kan de nemlig begynde at gå til hånde- inde og ude. Og når de kommer hen mod 10-12 års alderen indgår de reelt i arbejdsstyrken. Sådan er det indtil slutningen af 1800-tallet. Registeroplysninger fra England for 1851 viser dramatiske andele af børn i arbejdsstyrken – blandt landarbejdere udgjorde andelen af drenge under 15 år 28 pct. og i industrien omkring 45 pct. Pigerne var hovedsagelig i tekstilindustrien (41 pct.) eller i husarbejdet som tjenestefolk (30 pct.). Og børn blev behandlet strengt, med afstraffelser og hårde reglementer. For et barn kunne en arbejdsdag strække sig fra kl. 5 om morgenen til klokken 18 om aftenen. I bomuldsindustrien kunne en arbejdsdag være på 13½ time. Intet under, at børns livsbane ofte blev kort.

Hårdhændethed, tugtelse, viljen der skulle knækkes. Selvfølgelig var man klar over, at børn var små og ikke voksne. Men der var ikke en særlig begrebsmæssig dyb idé om barndom – som en periode for dannelse og oplæring. Da forestillingen vinder indpas er den præget af religiøse forestillinger: børn skal tugtes og være gudfrygtige. Puritanerne mente, at børn skulle arbejde, og hvis det blev for hårdt og de bukkede under, måtte man sikre sig, at de i det mindste kom i paradis i kraft af deres gudfrygtighed. Barndommen var ikke en dans på roser i nogen henseender

Skridt for skridt bliver barndom til som den realitet, vi kender i dag: den bliver længere, den bliver præget af skolegang, børn bliver holdt ude af de voksnes arbejdsverden – og almindelige sanitære forhold forbedres, så stadig flere børn overlever. Men mange grove træk i børns liv holder ved højt op mod vores tid, fx problemet med de illegitime børn – børn født uden for ægteskab. Løsningen er at bortskaffe barnet fx ved at slå det ihjel – i England i 1863 blev der registret 5.314 mord, heraf var de 3.355 på børn under 1 år. Altså en andel på 63 pct. af drabene drejer sig om spædbørn (i 1977 var denne andel i England 6,1 pct.). Det vil sige, at spædbørn havde den højeste risiko for at blive udsat for mord overhovedet! Der bliver sat ind over for dette rædselsregimente i slutningen af 1800-tallet, med blandt andet lovgivning og hjælpearbejde. Men traditionen drejes langsomt. Bliver børnene ikke slået ihjel bliver de ofte efterladt – på gaden eller på tærskelen til et fremmed hus. Skæbnen for barnet er herefter ofte at vokse op på en mere eller mindre umenneskelig institution. Som det blev udtrykt af en London-præst i 1620: En der elskede sin hund ville ikke lade den leve under de betingelser – som man bød de efterladte børn. Store institutioner, med meget sparsomme kår, høj dødelighed – i Reims overlevede 46 pct. af disse institutionsbørn ikke deres første år i midten af 1800-tallet.

Men hvad ændrer i slutningen af 1800-tallet mere grundlæggende ved opfattelsen af barndommen – i retning af et positivt, beskyttende syn? Det gør den opfattelse, at børn skal uddannes og oplæres, hvis de skal kunne gå ind i de voksnes verden. Skolen bliver murbrækkeren for et nyt syn på barndom, som for alvor rykker ved tingene. Derfor bliver barndommen længere, børn og unge holdes adskilt fra de voksnes arbejdsverden – og som et resultat af forbedringen af de sanitære anlæg bliver børnedødeligheden reduceret. Hertil kommer de børnevenlige organisationer og deres humanitære indsats.

Derfor står vi i 1900 tallet med et nyt syn på børn – barndommens århundrede, som svenskeren Ellen Key sagde. Det var måske ingen revolution engang i middelalderen, som hævdet af Philippe Aries, det var mere et langt sejt træk, der var dybt afhængig både af de sociale forhold og kritiske reformatorer. Barndommen konstrueres skridt for skridt – af faktorer som ændrede materielle vilkår, både teknisk og økonomisk, et nyt menneskesyn skabt i oplysningstiden og en stærkt forbedret sundhedstilstand. Barndommen kommer til at strække sig over mange år i opvæksten og den får et indhold af både systematisk påvirkning, beskyttelse og human omsorg.

Det er den virkelighed, som børn vokser op i – og ind i – i perioden op gennem 1900 tallet. Og her er der sket ændringer, der går langt ud over en ren materiel og social-økonomisk fremgang. Det er ændringer, der handler om livssammenhænge og familieliv og lægger nye dimensioner til det at være barn – samtidig med at gamle perspektiver forsvinder.

 

Det moderne velfærdssamfund

To afgørende træk i perioden efter 1950´erne sætter en ny dagsorden for børn – det er det kulturelle opbrud, som sætter sig igennem overalt i den vestlige verden og det er familiens ændring. Disse to træk definerer en ny periode, der er kaldt modernitet, det senmoderne samfund for dermed at angive, at der er tale om en ændring også af måden at opfatte tilværelsen på – eller sommetider blot ”det moderne samfund”.

Det kulturelle opbrud drejer sig om et bortfald af traditionelle livssammenhænge og en ny vægt på individualisering. De store fortællinger står ikke mere uden videre til rådighed for mennesker som en ramme om tilværelsen, i stedet en ”frisættelse” (Ziehe) eller en sprængning af de tidligere etablerede livssammenhænge: en ”udlejring” (”disembedding” jvnf. Giddens). Det enkelte menneske kan – og skal - vælge, har flere åbne muligheder – og færre fællesnormer at bygge på. Det er her i dette åbne kulturelle rum, at en ny mennesketype bliver til: det udadvendte og søgende menneske, der selv må finde frem til den røde tråd og dermed mening og identitet.

Den norske psykiater  Finn Skårderud udtrykker dilemmaet således: Vi er grænseløse og nyder mulighederne – vi er grænseløse og lider under det (1999). For ham er det ”psykologiske menneske” et resultat af dette opbrud. Det er et menneske, der er følsomt og selvcentreret og refleksivt – i en anden type af dannelsesproces:

”Vores kultur er langt mere flygtig, og det er vanskeligt at opretholde stabile sociale identiteter. Derfor må vi selv mere aktivt skrive vores biografier og knytte forbindelserne mellem personlige og sociale ændringer. Kroppen er trukket ind i det refleksive projekt. Hvordan kan jeg bedst forme den?” (Skårderud, 1999, 22).

 

Dette opbrud bliver til på grundlag af de enorme tekniske fremskridt, de sociale livssammenhænge er befriet for de begrænsninger, der uundgåeligt var knyttet til et mangelsamfund. Derfor er nødvendigheden afløst af valg – og konformitet af individualitet.

Dette viser sig tydeligt på familieområdet, hvor en lang række ændringer, ikke mindst i perioden efter 1960´erne, demonstrerer opbruddet. Statistikken fortæller om småbørnsmødrene på arbejdsmarkedet – hvor Danmark og Sverige ligger foran alle andre lande i den vestlige verden. Mere end 9 ud af 10 småbørnsmødre er knyttet til arbejdsmarkedet – og de arbejder længere end for 10 år siden: halvt så mange er på deltid. Et nyt familiemønster ser for alvor dagens lys i de sidste årtier af 1900 tallet: erhvervsarbejdende forældre, familier med velstand, børns i dagpasning, høj forekomst af familieopløsning og mange nydannede familier. Det er en familie, der er kaldt ”aftalefamilien”, fordi den lægger vægt på de daglige aftaler – hvem bringer i børnehaven – og hvem henter, hvem køber ind, hvem …., familien med opslagstavlen, familien med vægt på følelser, trivsel og samvær. Der er lang afstand til den gamle autoritære og rolle-strukturerede familie, vi befinder os i en periode med understregning af forhandlinger og gensidig forståelse.

Vigtigt i denne åbne familie med den mindre autoritære opdragelse er, at børnene i en stor del af deres virkelighed er henvist til selv at finde ud sammenhæng og pejling. De lever i et ”opvækstnetværk ” indkredset af mange sociale og kulturelle ”arenaer” – fra daginstitutioner og skoler til kulturelle, sportslige og mediemæssige sammenhænge. Her modtager de mange signaler, her vælger og forholder de sig – her sker der en vigtig socialisering, som i masser af henseender udkonkurrerer den hjemlige opdragelse. Den amerikanske psykolog og forfatter Judith Rich Harris siger i sin bestseller: ”Myten om børns opdragelse. Hvorfor børn bliver som de bliver” (2000), at opdragelse, socialisation og videregivelse af kultur sker et og samme sted, nemlig i kammeratgruppen:

”Den verden børn deler med deres kammerater, er det, der skaber deres adfærd og former de karaktertræk, de fødes med, og bestemmer således, hvilken type mennesker, de bliver, når de vokser op” (Harris, 2000).

 

Derfor er identitet et nøglebegreb – og derfor er social kompetence et af de nye begreber, der i dag er nødvendige for at forstå børn og deres virkelighed.

Sammenfattende står det klart, at de enorme materielle og sociale fremskridt over flere århundreder i dag i vores del af verden er nået til et nyt turning point, der i langt højere grad fokuserer på individet, dets muligheder – og egen indsats med hensyn til  dannelsesprocessen. Hvor barndommen i 4-500 år af europæisk historie var indlejret i fattigdom – så er barndomme i dag forstået på andre præmisser. Den konstrueres af andre byggesten.

 

 

Barndommen konstrueres

Den historiske udvikling er gået fra en bundethed i nød og elendighed – til en langt større grad af valg, overflod og ubundethed. Dette afspejler sig i børns hverdagsliv – omkring familien, de sociale arenaer og kammeratnetværket. Børn har en anden placering i vores kultur og vores reaktioner på begrebet barndom er ændret dramatisk i forhold til for 100 år siden.

Byggestenene i en sådan moderne konstruktion af> barndommen, som den kan ses i vores hjørne af verden, kan måske på en kort formel siges at være følgende tre:

• Udskillelsen af barndommen
• Professionaliseringen af opdragelsen
• Den erklærede børnevenlighed

 

Et slående punkt i et historisk perspektiv er, at hvor børn engang var dybt integreret i de voksnes verden – fx arbejdsmæssigt – så er børn i dag nærmest udskilt fra de voksnes verden. Børn var engang fra en tidlig alder nødvendige, de var produktive, de bidrog – og blev slidt op. I dag er børn ikke produktive, de er i vejen, de koster penge, de udgør tunge poster på de sociale budgetter. De bliver ikke slidt op, men de lever deres egen barndom i områder, som af nogen betegnes som børneghettoer. Her nyder de en vis omsorg, de stimuleres – og gradvis får de også rettigheder, fx med hensyn til at blive hørt og inddraget. Men de er i bund og grund udenfor. Et forhold, der blev stillet skarpt på af Børnekommissionen i dens hovedrapport fra 1981: børn lever deres eget afsondrede liv udenfor den fælles kultur – med alt for mange overfladiske voksenkontakter.

Professionaliseringen er i den grad noget, vi tager for givet, at vores bekymring hvad angår daginstitutioner mere går på pladser, tilbud og økonomiske modeller end på indhold. Vi ved godt, at vi overlader børnene i deres vigtige dagtimer til masser af professionelle personer – spændende fra pædagoger til reklamefolk, medieunderholdere, popstjerner og markedsøkonomer. Vi er til en vis grad optaget af kvalitet, men vi stiller ikke særlig mange og afgørende spørgsmål til indholdet og rammerne. Vi har affundet os med tilstanden – fordi familien nu engang ikke fungerer som tidligere - og erkender, at der er tale om en udstrakt uddelegering af opdragelsen, der rækker ind i familiens allerhelligste. Selv er vi i vores erklærede børneopdragelse temmelig pragmatiske: vi stiler mod, at børnene kan administrere deres opdelte hverdag i mange sociale arenaer som de små selvstændige børn, de er - og bliver gjort til.

Børn er meget synlige i vores samfund og ofte på en meget børnevenlig måde. Denne børnevenlighed er iklædt en retorik, der både taler om omsorg, udvikling og rettigheder. Børn er genstand for en stadig opmærksomhed, hvor vi tilsyneladende søger at imødekomme deres behov – samtidig med at vi er usikre på vores egen rolle i forhold til dem. Børnevenligheden rummer både ægte kærlighed til børn og en faglig begrundet forståelse af, hvordan de udvikler sig. Den rummer også anstrøg af en umådelig iscenesættelse af børn, der arrangerer børnevenligheden som en til lejligheden skabt dekoration: Se, hvor gode vi er! Eller som det udtrykkes af den amerikanske psykologi-professor Roger Hart: ”Børn er utvivlsomt de mest fotograferede i samfundet – men også dem, man mindst lytter til”.

Barndommens udgrænsning, dens professionalisering og dens børnevenlige iscenesættelse – det giver en anden barndom end tidligere. Derfor har Heinild ret et langt stykke ad vejen: de enorme materielle forbedringer har også ændret på grundlæggende strukturelle forhold omkring børn. Og dermed er deres dannelsesproces ændret i forhold til tidligere.

Den moderne barndom kan nyde frugterne af et langt historisk slid – op ad bakken til den olympiske sejrskammel. Og der er virkelig langt fra os i dag – til børnene i Peder Madsens Gang. Vi har vundet over nød og elendighed, men må samtidig erkende, at vi på nogle vigtige punkter er kommet et andet sted hen, end vi regnede med. Derfor kan vi ikke bare fremskrive fortiden og sige tak til. Vi har fået nye udfordringer – det har børnene også.

Men lever vi så i den bedste af alle børneverdener? På nogen punkter ja, på andre nej. Det er denne ambivalens, vi skal ind i og forstå dybden af – før vi kan ændre både ved vores forestilling om barndommen og det, vi gør ved børn.

 

Børn er anderledes

Det er lettere at være barn – og det er sværere. Sammenlignet med for 100 år siden. I dette paradoks er der måske i virkeligheden sat fokus på den moderne barndoms essens: børn skal i dag i langt højere grad selv finde frem til, hvem de er – og hvad det hele handler om. Derfor er børn i dag selvcentrerede og eftertænksomme - og bliver nødt til at være det. Bag lurer spørgsmålet om identitet, et spørgsmål, der historisk altid bliver stillet, når man for alvor er i tvivl. Og det er børn i dag.

Davis Riesman (1961) beskriver børn som udadvendte og søgende. De er radarbørn, siger han, og henviser til den kendsgerning, at det er gruppen af jævnaldrende, der sætter dagsordenen for børn – ved siden af de mange signaler fra nær og fjern: markedet, medierne, moden, sporten, idolerne, reklamen, filmen og videoen, spillene og computeren. De er ”gruppeorienterede” i deres stadige søgeprocesser, hvor det helt centrale er, at de ikke – som tidligere – var indrestyrede og sat på sporet allerede i den allertidligste barndom. I dag er de i gang med en art selv-dannelse, der kan vare både barndom og ungdom og langt op i voksenalderen. En konstruktion af en identitet – baseret på frihed og valg mellem muligheder. De konstruerer deres egen biografi, som det er udtrykt (jvnf. Skårderud), de vælger sig selv – eller som det siges i en rapport om unge: de er

”… frisatte, frie til at være forskellige – og frie til at vælge selv. Det gør de så. Men de gør mere end det: de vælger selv – og vælger sig selv… Det personlige projekt. Den individualiserede livsstil. Den skræddersyede identitet” (Mandag Morgen, 2001).

 

Der skal nye begreber til for at fange disse udadvendte børn og unge: selvcentrerede, selvstændige, kompetente, søgende – og reflekterede. Ofte også en række etiketter: selvoptagede, overfladiske, forkælede, zappere og medlemmer af ”mig-generationen”. De er anderledes, fordi de er i gang med et projekt, der handler om dem selv.

Det kan gøre det pædagogiske noget besværligt – hvad enhver tydeligt bliver klar over efter en dag i børnehaveklassen eller i 1. klasse. Det er her i de yngste årgange, at problemerne er mest iøjnefaldende, og her der kræves mere end undervisning: det handler også om opdragelse og i videre forstand om dannelse.

Men børnene midt i barndommen er anderledes, og det er de, fordi barndommen er noget helt andet end for 100 år siden – og menneske bliver man nu engang i et tæt samspil med den tid og den sociale og kulturelle realitet, som man reagerer op imod og sammen med.

 

De stærke – og de udsatte børn

Forældre lægger vægt på selvstændighed i deres opdragelse. Det er, hvad de oplyser i forskellige undersøgelser om opdragelse. Og det er naturligt nok – hvis familien skal skabe en koordineret sammenhæng i en hverdag, der er splittet op på mange ledder og kanter. De selvstændige børn: de sociale, de udadvendte – eller de kompetente børn.

De stærke børn er netop de børn, der kan navigere i det store sociale og kulturelle marked, de kan indgå i grupperinger, de kan samle indtryk og budskaber – de kan håndtere fragmenteringen og skabe den selvforståelse, der udgør identiteten. Kompetence forstået som ikke alene en række nødvendige færdigheder – socialt, sprogligt, kommunikativt,fysisk - men også de nødvendige tolkninger af de mange sociale kontekster og så ikke mindst: selvværdet. Troen på, at man har styrken og kan stå distancen. Denne ”myndighed” skal udvikles af den enkelte og det skal ske i de sociale arenaer – her bliver kompetencen styrket, den bliver bekræftet. De stærke bliver stærkere: de, der har skal mere gives (jvnf. Mathæus-effekten). Og det er virkelig stærke og selv-orienterede børn og unge, der kommer ud af disse dannelsesprocesser. Som det udtrykkes af en af dem:

”De fleste af min generation er meget målbevidste. Det gælder nok i højere grad for pigerne end for os drenge. Selvom nutidens unge er så målbevidste, så bruger vi alligevel tid på fritidsinteresser, på job og på at være sammen med hinanden. Unge på min alder lægger vægt på at de er individualister. Vi har hver i sær vore egne interesser – sport, musik, påklædning – men alligevel spiller fællesskabet en stor rolle for os. Individualisme er ikke ensbetydende med egoisme, i hvert fald ikke i min generation” (Hoppe, 1994).

 

De stærke og kompetente. Men over for dem de udsatte, der ikke får tilbagemeldinger – og slet ikke konstruktive tilbagemeldinger, de står mere famlende og uden den ballast, der er nødvendig for at kunne starte opbygningen. Børn i forskellige typer af risikogrupper – familiemæssigt og med karakter af negativ social arv. Det centrale for en betydelig del af disse børnegrupper er opvækst med sociale belastninger, svækkede forældreroller og ophobning af risikofaktorer i familien. Vurderinger baseret på empiriske undersøgelser antyder, at omkring 10-15 pct. af børnene vokser op med varierede grader af risiko. De udvikler en usikker social kompetence og står uden et konstruktivt netværk, der kan bekræfte og videreudvikle kompetencerne.

Det åbne samfund og de åbne dannelsesprocesser. Af nogle omtalt som selv-dannelse, fordi det i stor udstrækning er op til den enkelte. Men det er en sandhed med betydelige modifikationer, fordi der altid er en kontekst – i familien, i de sociale arenaer, i grupperingerne. Og denne kontekst er styrende for både kompetence og de kategoriseringer af verden, som den enkelte foretager. Derfor bliver det åbne samfund også et samfund med betydelig risiko for marginalisering: én gang uden for så med betydelig svagere muligheder for igen at tilkæmpe sig en plads inden for. Det har bl.a. de konsekvenser for børn, at deres sociale livsforløb i barndommen bliver svær at komme uden om i den fortsatte tilværelse: at blive ramt på følelsen af selvværd kan vanskeligt kompenseres. Som det udtrykkes af Rich Harris:

”Jeg tror, at høj eller lav status i at kammeratgruppen har varig indflydelse på personligheden. Børn, der er upopulære blandt deres jævnaldrende har typisk lav selvagtelse, og jeg tror aldrig, at følelsen af utryghed nogensinde helt går væk – den varer resten af livet. Man er blevet vejet af en jury bestående af ens egne jævnaldrende og fundet for let. Det kommer man aldrig over. Jeg gjorde i hvert fald ikke” (Harris, ibid, 204).

 

Så det åbne samfund og de åbne muligheder er strukturerede af de muligheder og den sociale ”kapital”, som det enkelte menneske bringer med sig. Man er herre over sin egen skæbne, men på de betingelser, som er skabt af det hidtidige livsforløb – og de betingelser, som til stadighed udgøres af de faktiske livssammenhænge.

 

Afslutning

Heinilds spørgsmål og ikke mindst hans problematisering af de materielle og medicinske fremskridt er relevant. Velstanden er dokumenterbar, men det er den kvalitativt ændrede virkelighed også – om end på en anden måde. Der blev stillet skarpt på denne modsætning af dagbladet Aktuelts redaktør Bent Hansen i hans bog fra 1969: ”Velstand uden velfærd”. På den ene side den digitale verden med de målbare resultater – på den anden side den analoge verden, med livssammenhænge, perspektiver og noget at tro på. Der er næppe tvivl om, at problematiseringen, som Heinild talte om som svigtende lykke, i virkeligheden er en henvisning til den type af livskvalitet, der er indkredset af de livssammenhænge, der handler om det eksistentielle i tilværelsen: meningen.

Denne modsætning kan vi ikke uden videre ophæve. Vi må leve med den som vi må leve med et grundlæggende dilemma. Men dette dilemma påvirker børns virkelighed i dyb og fundamental forstand. Og ikke mindst forpligter det vi voksne – forældre og professionelle – til at indgå i børns verden og sammen med dem skabe perspektiverne og noget at tro på.

                      Jo, børn har fået det bedre. De har også fået det sværere.

 

Litteratur

 

Harris, J. R. (2000) Myten om børns opdragelse. Hvorfor bliver børn   som de bliver? København: Gyldendal.

Heinild, S. (1967) Den virkelighed barnet lever i. København: Rhodos.

Heywood, C. (2004) Barndom. Hans Reitzels Forlag.

Hoppe, L. (1994) Generationen uden illusioner. Politikens kronik, 23. april 1994.

Huset Mandag Morgen (2001) Hvem vinder kampen om kompetencerne? ’Tillæg til Ugebrevet Mandag Morgen.

Riesman, D. (1961) Det ensomme massemenneske. København: Gyldendal.

Skårderud, F. (1999)Uro. En rejse i det moderne selv. København: Samlerens Bogklub.