Analysestrategier

I bekendtgørelsen for såvel Mediefag C - som Mediefag B - niveau gør det sig gældende, at eleverne skal kunne "anvende film- og tv-sprogets terminologi i forbindelse med analyse af film og tv-produktioner".

Shot-to-shot-analysen knytter sig til det rent tekniske niveau i en visuel produktion. Eleverne skal kunne beherske de filmiske termer for at kunne analysere en films brug af virkemidler. Nedenstående er en kort oversigt over, hvilke begreber der skal arbejdes med. Desuden kan man Power Pointen her til højre.

Indstilling: Filmens mindste analyserbare enhed. Fra klip til klip

Scene: En række indstillinger samlet i en afgrænset handling, der udspilles i et samlet tidsrum og sted.

Sekvens: en række scener, der tilsammen danner et sammenhængende handlingsforløb

Beskæringer: Supertotal, total, halvtotal, halvnær, nær og ultranær.

Perspektiv: kameraets placering i forhold til det filmede. Normal-, frø - og fugleperspektiv.

Billedkomposition: Fordeling af motiver og elementer i billedet. Man skelner mellem harmoni og disharmoni. Symmetri og lige linier giver ro, kælkede linier giver uro.

Det gyldne snit: Skaber ligevægt og harmoni i billedet.

Forgrund, mellemgrund og baggrund: Hvor ligger fokus? Og er der tale om en dybde i billedet?

Lys og farver: Low-key belysning giver mørke, dystre billeder. High-key giver lyse, muligvis endda overbelyste, billeder.

Farver skaber effekter og stemning. Modsætningsfarver skaber uro. Valg af farve rummer en symbolik (Rød  =  lidenskab, aggression. Blålige = køligt, kynisk)

Kamerabevægelser: Der skelnes mellem stationære på stativ, kan bevæge sig vertikalt (tiltning) eller horisontalt (panorering) og bevægelige (steadicam, håndholdt, travellings).

Vertikale bevægelser laves ofte med kran. Steadicam skaber frie bevægelse uden rystelser. Håndholdt kendes fra Dogmefilm.

Mise en scéne: Den samlede opsætning af dekoration, skuespil, billedkomposition, kamerabevægelser m. v. Det samlede hele.

Klipning: Bestemmer filmens tempo og fortællestil.

1) Kontinuitetsklipning: Den usynlige klipning. Bygger på logisk sammenhæng mellem de enkelte indstillinger. (klip på bevægelse, klip på blikretning (POV) og match-cut. (To næsten ens billeder klippes sammen).

2) Montageklipning: to usammenhængende billeder klippes sammen og skaber en ny mening.

Lyd: Bruges der real- eller effektlyd. Hvad gør musikken? Underbygger eller skaber kontrast?

Et af de faglige mål for begge niveauer i Mediefag er, at eleven skal kunne redegøre for forskellige dramaturgiske modeller og fortælleforhold. Nedenstående er en kort gennemgang af forskellige tilgange til dramaturgien i en visuel produktion. Se desuden Power Pointen her til højre.

Fortælleren:

Den alvidende (kan optræde som stemme, være skjult, benyttet tekst eller en egentlig person) har overblik over filmens forløb.
En personalfortæller: Lader som om, han/hun kun kender én person i fortællingen.
Denne person og dennes karakteristika afsløres løbende for publikum.
Der skelnes mellem OBJEKTIV og SUBJEKTIV synsvinkel

Objektiv: Nøgternt registrerende.
Subjektiv: Benytter underlægningsmusik, håndholdt kamera, nærbilleder, indre monolog til at beskrive en persons følelser.
Disse synsvinkler vil oftest veksle undervejs i filmen.
Husk at filmens sprog er konkret! Personerne afsløres og synliggøres gennem HANDLINGER!

Filmens præmis: Filmens budskab udtrykt på en kortfattet måde.

HUSK! Drama er konflikt og konflikt skaber fremdrift!

Kendte fremdriftselementer: Forhindringer, tidsfrister, forventninger og varsler.

Set up og pay-off: Der plantes information, som får betydning senere. Eksempel: Vi ser et køkkenbord med et knivsæt (set-up). Kvinde dræber monster/bad guy med kniv (pay-off)

Dramaturgiske Strukturer:

Berettermodellen:

Anslag = appetitvækker. Fanger publikums interesse og sår forventninger til filmen. Konflikt skabes.
Præsentation = introducerer hovedpersoner, tid, sted, miljø.
Uddybning = Godt og ondt sættes i spil. Hvem synes vi skal "vinde". Her bruges ofte hjælpekonflikt.
P.o.n.r (Point of no return) = Den afgørende fase. Hovedpersonen tager beslutning, som ændrer alt.
Konfliktoptrapning = Hjælpekonflikter afhjælpes. Hovedkonflikt optrappes. Vi kender dog stadig ikke udfaldet.
Konfliktløsning (klimaks): Hovedkonflikten får sin afklaring.
Udtoning (Kartharsis) = Vi lærer at fordøje det sete. Eksempel den kriseramte familie, som har mistet barn får håb i form af graviditet.

Plot-Point-Modellen:

1. akt = Set up: konflikt, intro til personer, miljø mm, fremdriftselementer.
Plot-point 1: Første akts vendepunkt. Orden skrider. Karakterer må handle.
2. akt: Konflikten, bygger videre på stof fra akt 1. Afgørende vendepunkt.
Plot-point 2: Konfliktens kulmination, filmens andet vendepunkt.
3. akt = Pay-off og udfaldet: Konsekvenser af plot-point 2. Eventuelt ny orden og filmen udtones.

Bølgemodellen:

Bruges ofte i forbindelse med faktaprogrammer. Fortælling på en spændende, men TROVÆRDIG måde. Bygger på årsag-virkning sammenhænge.

Den Cirkulære Dramaturgi:

Ingen kontinuerlig fremadskridende handling. Ingen identifikation. Ses ofte i musikvideoer og eksperimentelle film.

< /strong >  

Fortælleren og publikum ved mere end filmens personer:
SUSPENSE: Hitchcock = mesteren. Scenen spændes til det yderste. Tilskueren ved mere. "Gå ikke op ad trappen, der ligger morderen på lur, dumme tøs".

Fortælleren og personerne ved mere end tilskueren:
Vi tror, at manden i dagligstuen, der sidder i mørke, er en skruptosset seriemorder, men i virkeligheden er det kvindens kæreste.

Fortælleren ved mere end personerne og publikum:
Oplysninger tilbageholdes. Først til allersidst skabes klarhed.

Orkestrering og karaktererne:

Hovedkarakter: Bærer af filmens budskab. Forveksl ej med hovedrollen.
Helte-og-skurkekarakterer. Bygger på modsætninger. Good cop, bad cop.
Skyggeroller/hjælperoller. Mindre udvikling. Sidekick til hovedkarakteren. Belyser denne.
Kontrastroller: Hvordan går det dem., der ikke tager de rigtige valg. (Eksempelvis alkoholiker, der mister sin familie)
Den fortrolige: Mulighed for at kommunikere tanker og følelser til tilskueren.
Fem-minutter-entreen: Kan fungere som lignelse. Eller et muligt åndehul/komisk indslag

Auteur er det franske ord for forfatter, og denne analysestrategi giver sig i kast med instruktøren som instans.

Hvad er kendetegnene ved instruktørens arbejde? Og hvilke ligheder og forskelle er der tale om værkerne imellem?

Af interessante instruktører kan nævnes så forskellige navne som Hitchcock, Von Trier, Lynch og Tarantino. Desuden er en instruktør som Stanley Kubrick givende, da han på det nærmeste har arbejdet med alle genrer.

Her arbejder man med to værker, som man stiller op over for hinanden. Oplagte eksempler kunne være de mange genindspilninger, som har præget de sidste årtier. Eksempelvis The Hills Have Eyes, Get Carter og Cape Fear er alle oplagte bud, der på det nærmeste kalder på en komparativ analyse.

Ud over at sammenligne det rent visuelle, kan man se på filmene i en historisk kontekst. Der er for eksempel stor forskel på, hvordan familien fremstilles som en helhed i Thompsons version af Cape Fear fra 1962, og hvordan den er mere splittet i Scorseses fortolkning af værket fra 1991.

Genreanalysen ser på de forventninger, man som seer har til et pågældende værk. Bliver forventningerne indfriet og hvordan?

En gyser skulle gerne give indtil flere choks, mens en komedie gerne skulle få os til at grine. Gør filmen ikke det, så bryder den med forventningerne til genren.

Her må man så kigge på, hvorvidt det er intenderede genrebrud, der har en effekt.

Igen er et historisk øje på genrens udvikling interessant. Hvad er der sket med genren gennem årene? Eksempelvis har film som trilogien Ringenes Herre og Harry Potter-filmene givet nyt liv til Fantasygenren.

Vedlagt et forslag til epokale nedslag i filmhistorien. Disse værker kan benyttes til at belyse såvel den tekniske og dermed visuelle som den indholdsmæssige udvikling fra filmhistoriens begyndelse til i dag.

Desuden kan stort set enhver historisk begivenhed visualiseres gennem en filmatisering. Hvad enten der er tale om Babylons erobring (Intolerance, D.W. Griffith, 1916) eller Hitlers sidste dage (Der Untergang, O.Hirschbiegel, 2004), vil man kunne se historien fortolket gennem levende billeder.

Dette giver også rig mulighed for flerfagligt samarbejde mellem eksempelvis mediefag, historie, samfundsfag, religion og filosofi.

Den tematiske analyses omdrejningspunkt er de emner, som et givent værk behandler. Det kan være enkeltstående værker eller en samling af værker, som er udvalgt efter forskellige kriterier.

Man kan eksempelvis se på tematiske lag i en instruktørs værksamling. David Lynchs værker er ofte blevet anskuet som labyrintstrukturer, hvor al tid og rum ophæves. Ligeledes er menneskelige ondskab et tilbagevendende fænomen i det Lynchske univers.

En anden måde at angribe en samling værker på kunne være at se på de temaer, som optræder i krigsfilm efter angrebet på World Trade Center d. 11. september 2001. Man kunne forestille sig, at USA har opbygget en stærkere nationalfølelse efter angrebet, som eksempelvis er udtrykt gennem Oliver Stones’ World Trade Center (2006) eller Paul Greengrass’ United 93 (2006).

Denne analysestrategi fordrer, at man kigger på bestemte værker, hvis man vil have fuldt udbytte. For med denne strategi går man på jagt efter henvisninger i et værk, som netop henviser til andre værker.

Det vil næppe give ret meget mening, hvis man ser på en film fra 1910, men i værker fra specielt 1970’erne og opefter kan der være et rent festfyrværkeri af intertekstualitet i film.

I Georg A. Romeros zombiefilm Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978), Day of the Dead (1985) og Land of the Dead (2005) myldrer det med små indforståede henvisninger til de andre film om de blodtørstige zombier.

Det er naturligvis ikke nødvendigt at forstå hver og en af disse referencer, hvis man skal forstå filmens handling, men det giver et ekstra betydningsmæssigt lag, hvis man fanger de indlagte spor. Desuden er effekten af disse referencer og allusioner ofte med til at lede filmen i en bestemt betydningsmæssig retning.