Erfaringer og udbytte
Det har været en klar målsætning, at eleverne via TG News projektet har skullet tage ansvar for produktionen af deres eget arbejde, og det må man sige er lykkedes.
Elevaktiviteten har været markant, og arbejdsindsatsen har til tider været forbløffende. Selvfølgelig opstår der problemer og konflikter, når så mange mennesker skal arbejde sammen om et fælles projekt i en flad organisationsstruktur, men eleverne viser til stadighed vilje og evne til at overkomme forhindringerne ved egen kraft - derfor har vi som lærere bevidst forsøgt at holde os på sidelinjen i konsulentrollen.
Et væsentligt læringsaspekt ved projektet er bevidstheden om mediernes rolle.
Når man selv sidder som redaktør for et medie, så bliver spørgsmål om etik og objektivitet pludseligt ganske konkrete størrelser: Dækker man slåskampen ved weekendens gymnasiefest? Hvor langt kan man gå før noget uskyldigt humoristisk indslag bliver hånligt og sårende?
Det er spørgsmål som disse, eleverne må besvare i samarbejde med os som lærere og skolens ledelse.
Tekniske fordele og ulemper ved podcasting
I begyndelsen blev TG News alene distribueret via podcast, nu er der flere alternative muligheder for at se udsendelserne direkte som streamet video en i en internetbrowser.
Den store fordel ved podcastingen var - og er stadig - i vores øjne, at man som bruger kun skal lave ét klik, for at få tilmeldt alle fremtidige udsendelser på kanalen.
Der har kun været ganske få egentlige problemer med podcastingen. Den største hurdle ved brugen af mediet er dog, at det ikke er alment kendt blandt et bredt udsnit af brugerne. Dette må man regne med ændrer sig med tiden.
Eleverne er som regel hurtige til at tage nye medier til sig, og TG News har selvfølgelig givet et skub i den retning. En fordel ved dette er, at man herefter lettere vil kunne inddrage podcastede materialer i andre dele af undervisningen, fordi eleverne er bekendt med teknikken.
Men det er et ekstra led, at man skal have fx iTunes installeret på computeren, før man kan hente podcasten. Navnlig kunne vi ikke forvente, at folk der tilfældigvis besøgte skolens hjemmeside, ville gøre sig den ulejlighed at downloade og installere software for at se, hvad TG News gik ud.
Derfor var eleverne hurtige til at finde alternativer, og vi fik opsat en afspiller direkte på skolens hjemmeside, så udsendelserne også kunne streames derfra.
Juridiske hurdles
Når man arbejder med levende billeder på nettet, støder man hurtigt på problemer, der er relateret til ophavsretten og juridiske bestemmelser, omkring hvem og hvad man må vise.
Eleverne er vant til at færdes frit på nettet og anvende dets tilbud i alle mulige udformninger, derfor er der ikke altid den store forståelse for de kreative begrænsninger, som ophavsretten sætter på brugen af fx underlægningsmusik.
Men reglerne forbyder brugen af musik i materiale offentliggjort på nettet, medmindre der er indgået en speciel aftale med Copy-Dan.
Da dette er en kostbar affære, giver det god mening af undersøge alternative løsninger, fx musik der udgivet under den fleksible creative commons licens, som tillader brug af materialet, så længe det ikke er i en kommerciel sammenhæng.
Netstedet podsafeaudio.com var et eksempel på en samling af creative commons musik, som man frit kan benytte i en podcast, så længe man krediterer kunstneren.
En anden juridisk forhindring man må overkomme, er kravet om samtykke fra de elever der medvirker i udsendelserne. Ifølge skolejura kræver det i alle tilfælde et samtykke fra de medvirkende, i det øjeblik video offentliggøres på nettet, fordi materiale på nettet i praksis er umuligt at fjerne, når først det er offentliggjort.
Det er et væsentligt problem, når man vil skildre livets gang på gymnasiet. Praktisk kan det løses ved at fremstille en standardformular, som man kan bede alle, der filmes, om at skrive under på.
Podcast og fagene
TG News er tæt forbundet med mediefag, dels som en frivillig aktivitet inden for faget, dels som en egentlig del af undervisningstiden.
Samspillet mellem podcasting og mediefag er oplagt, da viden om videooptagelse og -redigering er en del af kernestoffet i mediefag. Dermed ikke sagt, at andre fag ikke kan give sig i kast med at udnytte videopodcasting som medium, men det er vigtigt at huske, at både optagelse- og redigeringsfasen er ganske tidskrævende.
Man kan derfor hurtigt havne i en situation, hvor man bruger uforholdsmæssigt meget tid på ting, som ikke er fagligt relevant.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
