Aktivitet

Vejen Hjem – Gratis brætspil

Vejen Hjem er et brætspil om dansk realkredit, der kan bruges i faget finansiering. Spillet understøtter undervisningens faglige mål ved at skabe forståelse for den danske realkreditmodels centrale dele.

Målgruppe: Finansiering niveau C, hhx, eud, eux
Omfang: 90 minutter inkl. opsætning og opsamling.

 

Om spillet

Spillets formål er at understøtte de faglige mål for faget finansiering på landets handelsskoler, herunder at give eleverne mulighed for at analysere, vurdere og formidle det særlige ved dansk boligfinansiering.

I spillet ”Vejen Hjem” skal eleverne tjene deres egne penge, købe fast ejendom samt optage og omlægge lån – alt sammen med det formål at sætte refleksion og dialog i gang hos eleverne – især når der skal tages vigtige beslutninger om finansiering af bolig.

 

Spil i undervisningen

Spil i undervisningen kan være sjovt, motiverende og lærerigt for eleverne. Det er særligt den aktive deltagerrolle, hvor eleverne får mulighed for at sætte viden i spil ved at vende, dreje, udfolde og diskutere faglige problemstillinger, der øger forståelsen og samtidig sikrer, at eleverne bedre kan huske det, de har lært.

I spillet Vejen Hjem møder eleverne fx Louise og Frederik og andre personer, der skal træffes vigtige beslutninger om finansiering af egen bolig gennem tre livsfaser (25 år, 35 år og 55 år). Spillet giver eleverne mulighed for at anvende deres viden om realkredit i virkelighedsnære situationer, hvor de får skabt forbindelse mellem teori og praksis.

 

Planlægning / overvejelser

Spillet kan indgå som en afsluttende del af det teoretiske forløb omkring realkredit. Eleverne får bedst udbytte af spillet, hvis de på forhånd har kendskab til de grundlæggende aspekter af den danske realkreditmodel, herunder realkreditobligationer, obligationslån, fastforrentede lån, forrentede variable lån, afdragsfrihed, bidragssats, indfrielse og konvertering af realkreditlån. Dertil ligeledes en grundlæggende forståelse for rentedannelse og påvirkningerne af hhv. korte og lange renter.

 

Aktivitetens opbygning

  • Eleverne inddeles i grupper med 3-6 personer i hver gruppe.
  • Spillet indeholder spilleplade, værdiplade, personabøger, actionkort, eventkort, personakort, brikker og spilmaual.
  • Hver runde varer 15 minutter. sammenlagt 90 minutter.
  • Når den første i klassen når at optage realkreditlån, bliver spille sat på pause. Fælles gennemgang af, hvordan et lån optages.

 

Evaluering og refleksion

Det er afgørende at lave en god opsamling. Dette gør oplevelsen med spillet bedre, og er med til at hjælpe eleverne med at reflektere over valg og erfaringer fra spiloplevelsen.

Afsæt evt. 10 minutter og få grupperne til at præsentere deres samlede score. Spørg, hvad de gjorde for at klare sig godt og mindre godt.

Tal med eleverne om, hvilke oplevelser de havde med spillet. Hvad lærte de? Fik de viden, de ikke havde i forvejen? Har de fået en større forståelse for, hvordan realkredit fungerer? Hvilke muligheder giver realkredit? Hvilke risici er der forbundet med realkreditlån?

Efterfølgende vil elevernes forståelse for realkreditmarkedet kunne overføres til markedet for virksomheder.

 

Bestil spillet

Du kan som underviser bestille spillet her.
Et klassesæt indeholder 5 spil og kan spilles af op til 30 elever.
Lærervejledning, PowerPoint og spilmaual kan også hentes på siden.

Se video om spillet.

© Forenet Kredit

Kreditering

Spillet er udviklet af Forenet Kredit i samarbejde med GameTools.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.