Produktionsgrunduddannelse (pgu)

Produktionsgrunduddannelsen (pgu) er bygget op omkring et fagligt tema med værkstedsundervisning.

Pgu er til den unge, der lærer bedst ved at bruge sine hænder. Undervisningen er bygget op omkring et fagligt tema med værkstedsundervisning, hvor formålet er, at gøre den unge klar til en erhvervsuddannelse, anden ungdomsuddannelse eller til ufaglært beskæftigelse. De faglige temaer er særligt udviklet til FGU, og undervisningen består af 2/3 produktion og 1/3 teori. Udover at vælge et fagligt tema, skal den unge også deltage i undervisningen i almene fag, som skal ske i tæt samspil med det værksted og den produktion, som eleven er en del af. Det praktiske arbejde i værkstederne skal derfor integreres med undervisningen i de almene fag, Dette sker eksempelvis ved, at eleven på træværkstedet lærer matematik, i forbindelse med at han/hun skal bygge et legehus. 

Elever i pgu skal som udgangspunkt have undervisning i:

  • Et fagligt tema
  • Dansk eller dansk som andetsprog
  • Matematik
  • PASE (Privatøkonomi, Arbejdslære, Samarbejdslære og Erhvervslære)
  • Evt. et eller flere valgfag.

Prøver

Eleven skal til prøve i tre almene fag, hvor af dansk eller dansk som andetsprog og matematik udgør to af dem. Det tredje prøvefag findes ved udtræk, hvis eleven både har PASE og et eller flere valgfag. Eleven går til prøve, når eleven afslutter det niveau, der står i hans/hendes forløbsplan. Prøverne i de almene fag bedømmes med en karakter efter 7-trinsskalaen. I alle almene fag pånær PASE er prøveformen portfolioprøve. Prøveformen i PASE er en praktisk prøve over flere arbejdsdage.

Hvis eleven afslutter sit faglige tema på FGU-niveau 3 skal eleven til prøve. Prøveformen i de faglige temaer fremgår af fagbilagene og varierer mellem portfolioprøve, praktisk prøve over én dag og praktisk prøve over flere dage. Prøven i det faglige tema bedømmes bestået/ikke bestået. Hvis eleven afslutter sit faglige tema på FGU-niveau 1 eller 2 modtager eleven en afsluttende standpunktsbedømmelse. Denne bedømmes ligeledes bestået/ikke bestået.

© Metal, Korsør ProduktionsHøjskole (nu FGU Vordingborg, Slagelse og Næstved)

Eleverne deltager på forskellige vis alt efter deres faglige niveauer. 
Videoen er tilknyttet følgende FGU-undervisningsforløb

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.