Forskning og viden

PISA Etnisk 2018

Elever med indvandrerbaggrund klarer sig fortsat dårligere end etnisk danske elever i både læsning, matematik og naturfag. Det viser PISA Etnisk 2018.

Forskellen mellem elever med og uden indvandrerbaggrund mindskes imidlertid markant, når der tages højde for elevernes forskellige sociale baggrund.

Formål

Data for elever med indvandrerbaggrund bliver indhentet som led i PISA-undersøgelsen. Siden 2009 er der i Danmark indsamlet ekstra data for elever med indvandrerbaggrund. Formålet er at få mere detaljeret viden om, hvordan denne gruppe af elever klarer sig i det danske uddannelsessystemet. 

Læs mere om PISA Etnisk 2018 på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her

Hovedpointer

  • Elever med indvandrerbaggrund scorer - ligesom i tidligere undersøgelser - i gennemsnit signifikant lavere end elever uden indvandrerbaggrund i alle tre fagområder (læsning, matematik og naturfag). Den samme tendens gør sig gældende i de øvrige nordiske lande.
  • Dog er forskellen mellem elever med indvandrerbaggrund og elever uden indvandrerbaggrund reduceret med ca. 20 pct. fra 2009 til 2018 i både naturfag og matematik. Det er særligt førstegenerationsindvandrer, der er blevet bedre i de to fag. I læsning er forskellen uændret.
  • En tredjedel (35 pct.) af indvandrereleverne er lavt præsterende (under niveau 2) i læsning mod 13 pct. af eleverne uden indvandrerbaggrund. Det betyder, at mere end hver tredje elev med indvandrerbaggrund vurderes at have relativt svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.
  • Elever med indvandrerbaggrund har generelt lav socioøkonomisk status. Næsten tre ud af fem kommer fra ressourcesvage hjem. Det er den største andel i hele OECD.
  • Forskellen i kompetencer hos elever med og uden indvandrerbaggrund reduceres med op mod to tredjedele, når der tages højde for forskelle i elevens og skolens socioøkonomiske baggrund.
  • 80 pct. af alle elever med indvandrerbaggrund går på en skole, hvor de udgør en minoritet. Desto større andelen af elever med indvandrerbaggrund er på skolen, desto dårligere klarer eleverne med indvandrerbaggrund sig fagligt. Betydningen af andelen af elever med indvandrerbaggrund reduceres imidlertid stort set fuldstændigt, når der tages højde for forskelle i elevens og særligt skolens socioøkonomiske baggrund.
  • Elever med indvandrerbaggrund har generelt en positiv oplevelse af deres skoleliv. Oplevelsen adskiller sig på flere parametre signifikant fra danske elever uden indvandrerbaggrund. Eksempelvis oplever elever med indvandrerbaggrund en signifikant mindre grad af støtte fra deres lærer, mens de udtrykker en højere grad af motivation og ambition for læring end deres klassekammerater uden indvandrerbaggrund. 

 

Find rapporten

Find rapporten på vive.dk

 

Faktaoplysninger

  • PISA Etnisk er gennemført i forbindelse med PISA 2009, PISA 2012, PISA 2015 og PISA 2018.
  • I forbindelse med hovedundersøgelsen i PISA 2018 er en ekstra stor gruppe elever med indvandrerbaggrund blevet testet. Det gør det muligt at gennemføre detaljerede undersøgelser om målgruppens baggrund og kompetencer.
  • I PISA 2018 deltog i alt 7.657 danske 15-årige unge fordelt på 344 uddannelsesinstitutioner, hvoraf 1.551 elever havde indvandrerbaggrund. Gennem en særlig udtræksmetode og vægtning af elevbesvarelser sikres det, at hovedundersøgelsen er repræsentativ for hele den danske population.
  • Elever med indvandrerbaggrund har forældre, der begge er født uden for Danmark. Førstegenerationselever er også selv født i et andet land, mens andengenerationselever er født i Danmark. Elever uden indvandrerbaggrund har mindst én forældre, der er født i Danmark.

 

Kreditering

PISA Etnisk 2018 er udarbejdet af VIVE og publiceret i juni 2020. 

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.