Aktivitet

Frihedsjagt i byen

Med inspiration fra en video, hvor forskellige mennesker definerer frihed, skal eleverne finde tegn og symboler i bybilledet, som viser frihed eller ikke-frihed, og fotografere dem.

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling.  Kan også anvendes til: Kristendomskundskab, samfundsfag, historie, demokrati og dannelse
Anslået tidsforbrug: 4-6 lektioner

Denne aktivitet rummer flere muligheder, men kan skærper elevernes blik for frihedsbegrebet og kan berøre temaer som viljens frihed, muligheder, begrænsninger, valg, livsverden og tegn/symboler.

 

Materialer:

  • Videoen ”What is freedom – People from around the world”
  • Et kamera (evt. i telefon) til hver gruppe
  • Elevadgang til computer
  • Evt. papir, saks og limstift til planche

Inspirationsvideoen What is Freedom | People from Around the World kan ses på Youtube (Engelsk)

 

Forudsætninger, form og indhold

Aktiviteterne under feltarbejde og mini-projekter er designet, så de inddrager fx byrummet i elevernes læring. De vil således typisk foregå uden for skolen, uden underviser, og vil kræve en vis selvstændighed fra elevernes side. De kan dog med fordel kombineres til et forløb med aktiviteter i form af undervisning eller oplæg ved lærer. Forslag til relaterede aktiviteter følger nedenfor.

Sværhedsgrad: høj

Egnet til antal personer: 2 elever eller flere

Se mere i de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden

Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet

 

Tilrettelæggelse

  • Planlæg aktiviteten ift. den tid, der er til rådighed (den kan evt. deles op over flere gange)
     
  • Tjek med eleverne, at de har forstået opgaven, og at de har mulighed for at tage billeder, fx med telefon – hvis ikke, må man aftale anden dokumentationsform (fx i form af feltnoter)
     
  • Fortæl eleverne, hvor de må gå hen, og hvornår de skal være tilbage
     
  • Tal med eleverne om, hvordan man opfører sig respektfuldt (fx ift. at tage billeder af folk)
     
  • Aftal med eleverne, hvilken form for opsamling de skal lave, og hvornår den skal være klar
     
  • Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til præsentation af refleksion og tid til evaluering)

 

Aktivitetens opbygning

Opgaven

Eleverne begynder med at se videoen ”What is freedom – People from around the world” (ca. 9 minutter), hvor forskellige mennesker (forsøger) at definere frihed. Eleverne kan bruge videoen som inspiration til, hvordan frihed/ikke-frihed figurerer i vores hverdag, i tænkning og i bybilledet.

Herefter sendes eleverne ud i byen for at finde og fotografere så mange tegn på frihed eller ikke-frihed som muligt – det kunne fx være en avis (ytringsfrihed), en bilist (frihed til selv at transportere sig), fængsel (fratagelse af bevægelsesfrihed), skolen (frihed til læring eller fravær af selvbestemmelse), eller et ”ingen rygning” (frihed fra røg eller fravær af frihed til at gøre, som man vil).

Tilbage på skolen skal eleverne forberede en præsentation af deres billeder.

 

Afrapportering

Som opsamling på aktiviteten kan vælges mellem forskellige præsentationsformater, fx:

  1. I næstkommende undervisningsgang viser eleverne deres billeder frem på storskærm for lærer og andre elever og fortæller, hvorfor de mener, at billedet er et tegn på frihed eller ikke-frihed. Øvrige elever inviteres til at kommentere undervejs, så længe de gør det respektfuldt.
  2. Eleverne organiserer billederne på en planche (på papir eller elektronisk), hvor de markerer, hvad der hører under frihed og under ikke-frihed. Planchen kan hænges op i klassen (hvis den er fysisk) eller sendes til læreren (hvis den er elektronisk). Planchen kan kombineres med en oplæg, hvor billeder og kategorisering præsenteres og diskuteres.

Hvis eleverne har taget noter i stedet for billeder, kan opsamlingen i stedet være vha. tekst.

 

Variationsmulighed

Aktiviteten kan varieres eller udvides med ”frihedsjagt i avisen” eller ”frihedsjagt på nettet” efter samme princip.

 

Evaluering

Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

 

Kreditering

Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen,version: marts 2020

 

Relaterede aktiviteter:

 

Referencer

Inspirationsvideoen What is Freedom | People from Around the World kan ses på Youtube (Engelsk)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.