Hvad nu hvis? Omsorgsfulde eksperimenter med bæredygtighed og design

I faget design har vi en mulighed for at invitere de unge til at engagere sig med bæredygtighed på en særlig måde. Hvis vi bruger deres indføring i designkultur og designtradition som afsæt for omsorgsfulde, prøvende og spekulative eksperimenter med hverdagslivets materialitet og de forestillinger om andre måder at leve på, som de kan give anledning til. Det kan lære dem om, hvordan design kan stille spørgsmål uden at være fokuseret alene på løsninger.

Det åbne engagement med et broget her-og-nu

For de unge er design ofte forbundet med forestillinger om ’det nye’, der i en nær eller fjernere fremtid sætter rammerne for det gode liv. I lyset af designhistorien bliver designere tit set som avantgarden, der giver form til et moderne hverdagsliv. Men blikket på de formmæssige svar, design har leveret, kan skygge for den åbne undersøgelse, som i stadig højere grad karakteriserer designengagementet.

Klimatruslen og den økologiske krise har flyttet meget på forståelsen af, hvad design er og kan. Unge designere har fulgt Victor Papaneks opfordring fra 70’erne (Papanek, 1971) om at designe for og med den virkelige verdens brogede mangfoldighed. Med designkritikeren John Thackara’s ord er design ikke et spørgsmål om at skabe ’det nye’ men om at finde, samle og forstærke de svar på krisen, som allerede findes rundt omkring os (Thackara, 2006). Det handler om at få øje på brogetheden og at forpligte sig på det Norman Potter (1980) kalder det særlige her-og-nu hvor den kommer til syne.

Design kommer stadig med bud på løsninger, men ideerne om at design kan ’viske tavlen ren’ og designeren på egen hånd kan give radikale forslag til andre måder at leve på, er for en ny generation af designere afløst af en besindelse på åbne og involverende processer, der ikke nøjes med at sætte mennesket i centrum, men vedgår og drager omsorg for vores komplekse forbundethed med alt levende.

Designengagementet er blevet omsorgsfuldt på en måde, der ikke stiller sig udenfor de forhold som designløsningerne taler ind i. En ofte anvendt definition på omsorg er ”alt det vi gør for at bevare, fortsætte og reparere ’vores verden’ så vi kan leve i den så godt som muligt” (Tronto & Fisher, 1990). Den definition passer godt på hvordan design i dag bestræber sig på at skabe nye begyndelser ved at bygge videre på de ’verdener’ vi er i. Her er løsningerne på én gang påvirkede af, forpligtede på og forbundne til de relationer designengagementet spænder ud. Haraway (2013) taler om at denne forpligtelse må komme med en genuin nysgerrighed på ’de andre’ vi bliver forbundne til og de La Bellacasa (2012) ser i det omsorgsfulde engagement en mulighed for at være kritisk ’indefra’ på en måde, der tillader alle der tager del i engagementet at tænke med.

Netop spørgsmålene om begyndelser, forpligtelser og vedvarende forbundethed kan vi invitere de unge til at prøve livtag med gennem en omsorgsfuld, prøvende og spekulativ spørgen til, hvordan det selvfølgelige kan leves på andre måder.

Det handler ikke bare om mig

Både på designskolerne og designfag i ungdomsuddannelserne har vi traditionelt ville skærme de unge, når de skal øve den omhu og nysgerrighed som karakteriserer designengagementet. Når de unge skal få øje på de særlige greb, der kan få dem til at se det kendte som en åbning for noget nyt, ender vi ofte med at give dem et beskyttet rum at udfolde sig i. Det holder dem tilbage fra at forstå, hvordan design først og sidst er en forpligtelse på at se muligheder i det konkrete sammen med andre.  Netop med klimakrise og bæredygtighedsdiskussion er der hos mange unge et stærkt ønske om at tage stilling og gøre en forskel. Alligevel bliver de alt for ofte i skolens beskyttede rum fanget mellem at ville forandre sig selv og forandre verden uden at få mulighed for at møde krise- og bæredygtighedsudfordringer med andre som faktisk står midt i dem.

Designeren Daniel Charny er en af de mest markante fortalere for design, som bygger konkrete svar på hverdagens problemer for de mennesker som designeren møder. Med en skepsis over for en designtænkning som slipper taget i håndværk og genstande, har han nytænkt toneangivende designmuseer, på en måde der involverer og inspirerer publikum til at samtænke design med håndværk og maker-kultur.

Samtidig har Charny over mere end ti år stået bag fixperts platformen, hvor både designstuderende og elever i grundskole og ungdomsuddannelser, deler deres erfaringer med at bruge design til helt konkret at løse hverdagsproblemer sammen med dem, der har problemet. Ifølge Charny kan vi med design som omdrejningspunkt, give de unge et formål og et samarbejde, hvor de omsorgsfuldt kan engagere sig med at ’reparere’ det, som er gået i stykker for deres samarbejdspartner, hvad enten det er evnen til selv at knappe sine skjorter eller muligheden for at holde høns i gården.

I faget design, kan de unge gøre det samme, hvis vi hjælper dem til at finde og reparere de ting, der er itu i den verden de færdes i. De kan prøve kræfter med at nyindrette familiens affaldssortering, re-designe det tøj, der er gået i stykker hjemme hos dem selv eller hjælpe bedsteforældrenes seniorklub med at organisere et loppemarked. Gør de det, kan de trække på de forståelser af designprocessen, som faget design giver dem, samtidig med at de får mulighed for at prøve kræfter med en forpligtende relation til dem det vedrører. Det dybe engagement med et her-og-nu bliver konkret, og de unges bud på, hvordan dette her-og-nu kan åbne for nye muligheder, får lov at udfolde sig i en dialog med mennesker de kender.

Blik for skønheden i de materialer, vi helst vil glemme

Forpligtelsen på ’den anden’ er et af de særlige træk ved designengagementet, som gør at de unge med det kan se ud over sig selv uden at fortabe sig i spørgsmål, der bliver for store og overvældende. Lidt på samme måde er forpligtelsen på det materielle et anker i designtraditionen, som i stadig højere grad bliver et omdrejningspunkt for designprocessen. Hvor vi tidligere inden for f.eks. industriel design eller arkitektur så udvælgelsen og bearbejdningen af materialer som et middel til at realisere designideer, er materialer i dag for mange designere noget, vi må spørge til og undersøge på en langt mere fundamental måde end tidligere.

Maria Viftrup Cramer er et godt eksempel på en designer, der tager undersøgelsen af materialer helt ud til kanten af den klassiske designproces. Hun indsamler, rengør og sorterer kasserede plastikgenstande, hun har fundet i almindeligt husholdningsaffald. Hun ordner genstandene efter former og farver og viser dem frem for os, renset for alt andet end en nøgtern registrering af hvor de er fundet. Dermed skaber hun overraskende eller tankevækkende konstellationer, hvor vi kan opleve og tage stilling til en overvældende og uventet skønhed i de meget konkrete strømme af affald og spild som genstandene stiller til skue. Hun giver os formater til at fastholde denne stillingtagen og med tekstildesignerens registre for farvepaletter og taktile slægtskaber støtter hun os i at give det sete en form vi kan dele med andre.

Den opmærksomhed designere, som Maria Viftrup Cramer giver til de glemte materialer omkring os, er nysgerrig og undrende snarere end docerende og fordømmende. Materialiteten bliver synlig gennem dens konkrete gestalt af farver, form og taktilitet og vi får øje på, hvad vi kan gøre med den. Dermed lærer vi at opdage og tilegne os det oversete, glemte eller fortrængte, på måder vi også kan gøre tilgængelige for de unge i faget design.

De unge kan bruge elementer fra designanalysen på de brogede stofstrømme de står midt i hvad enten det er husholdningsaffaldet de sorterer, garderobeskabet, de har deres tøj i, genbrugsstationens sammenstilling af lokalområdets spild eller køleskabets vindue ind til maden de spiser. På den måde kan de øve et æstetisk blik på alt det brogede de har omkring sig, der inviterer til at arbejde videre med den materialitet, vi ellers ofte lukker øjnene for.

Hvad-nu-hvis?

Designengagementet rummer altid et element af spekulation. I en dialog med andre må designeren ikke alene adressere problemer og få øje på stofstrømme og materialer, men også sætte et ’hvad-nu-hvis’ i spil, der forbinder engagementets her-og-nu til forestillinger om andre muligheder. Det bliver ofte fremhævet at mange har svært ved at forestille sig en bæredygtig fremtid hvor miljøkriserne er overvundet, men faktisk ser vi i disse år at designengagementer netop ved at åbne for spekulation skaber billeder af en bæredygtig fremtid indenfor rækkevidde.

Designforskeren Amy Twigger Holroyd har med projektet ’Fashion Fictions’ udfordret forestillingerne om hvad mode kan være ved at invitere interesserede til at komme med deres bud på hvad hun kalder alternative verdener. En alternativ verden giver et bud på modesystem og modekultur, som det kunne tage sig ud, hvis bæredygtighed for alvor var sat på dagsordenen.  Hun har samlet mere en 100 verdener. De rækker fra en verden hvor køb og salg af tøj længe har været forbudt til en verden hvor en mode med at bære blomster i lommen er spredt som en løbeild. Verdenerne er i sig selv spekulationer over andre modekulturer og -systemer, men de bliver for alvor interessante, når de bliver udgangspunkt for udforskning med materielle prototyper og senere bliver bragt til live i fuld skala eksperimenter.

For unge i faget design er en tilsvarende ’leg’ med spekulative universer ikke nødvendigvis langt fra den måde mange af dem allerede udforsker andre identiteter på f.eks. sociale medier. Som afsæt for et designengagement med bæredygtighed tilbyder formuleringen af fiktive verdener en ramme, der kan udforskes. Målet er ikke i sig selv at nå til sandsynlige, provokerende eller foretrukne verdner, men derimod at igangsætte omsorgsfulde og prøvende eksperimenter der legende udforsker, hvordan det kan være at leve på andre måder.

Kreditering

Artiklen er skrevet af Thomas Binder, der er tilknyttet Center for Bæredygtighed og Design ved Aalborg Universitet, og tidligere professor ved Designskolen Kolding.