Brug Kahoot til evaluering af din undervisning

Kahoot er et netbaseret program, som bl.a. kan bruges til at generere online quizzer. Disse kan bruges til evaluering af undervisningen.

Anvendelse i undervisningen:

Kahoot er et gratis online program. Man skal som lærer oprette sig som bruger, når man skal lave en quiz. Eleverne kan tilgå programmet direkte fra nettet uden at skulle oprette sig først. Se relaterede links.

Programmet er godt til evaluering, af emner eleverne har arbejdet med. Her kan man meget hurtigt finde ud af, hvor meget klassen og den enkelte kan. Spørgsmålene laves som multible choice, med flere svarmuligheder. Man kan sætte billeder ind, som kan understøtte spørgsmålene eller, at eleverne skal gætte, hvad der er på billedet. Man kan dele sine kahoots med andre lærere, som så kan tilrette dem til deres egen undervisning.

Eleverne kommer på ved at skrive den kode, som kommer frem på lærerens skærm, når spillet startes op. Når alle eleverne har skrevet deres navn og tilkoblet sig spillet, kan man starte. Eleverne kan bruge både telefoner, Ipads og computere, bare de kan gå på nettet. På lærerens skærm vil spørgsmålet komme frem og lidt efter svarmulighederne. Når alle har svaret på et spørgsmål, kan alle se, hvad eleverne har svaret. Der bliver efter hvert spørgsmål vist, hvilke elever der ligger i toppen ud fra hurtighed og rigtighed. Læreren kan efterfølgende få en statistik over hver enkelt elevs besvarelser.

Ud over at man selv kan lave quizzer på kahoot, kan man også anvende den meget store mængde quizzer, der ligger derinde i forvejen.

Det er et program, eleverne er meget optagede af, og gør dem meget engagerede i emnet.

 

Kahoot i undervisningen.
© Lise Augustesen

Elever der er meget optagede af spørgsmålene i Kahoot.

Kahoot til undervisning.
© Lise Augustesen

Et eksempel på et spørgsmål i Kahoot. Elevernes skærm ses til højre, det er sådan de vælger deres svar.