Centrale ændringer i de nye læreplaner og hvad det betyder for undervisningen

Fagkonsulenten præsenterer her en kort oversigt over væsentlige opmærksomhedspunkter i forhold til de nye læreplaner.

Af  Jette Hannibal, februar 2018.

 

  • Ændringer i forhold præcisering af faget som empirisk såvel som teoretisk funderet, hvilket kræver øget fokus på, at man løbende skal inddrage empiriske undersøgelser såvel som empiriske metoder i undervisningen. Dette er en præcisering af at faget bygger på den videnskabelige psykologis forskning, hvilket allerede blev fremhævet i de forrige læreplaner, men i de nye læreplaner ses en skærpelse i forhold til undersøgelser og metode på grund af kravet om at inddrage undersøgelser i prøvematerialet.
     
  • Øget fokus på at undervisningen skal tilrettelægges tematisk med udgangspunkt i kombination af relevant kernestof og faglige mål. Det betyder, at man går fra tilrettelæggelse på baggrund af lærebog til tematisk tilrettelæggelse med tydelige læringsmål og mulighed for at præcisere elevens standpunkt på baggrund af de faglige mål (formativ evaluering). Tematisk tilrettelæggelse af undervisningen var også et didaktisk princip i de gamle læreplaner, men der er et øget fokus på det nu. Det betyder bl.a. at det ikke giver mening, at læse små emner som 'psykoanalysen' eller 'behaviorisme', bl.a. fordi der ikke er tale om egentlige temaer men psykologiske paradigmer, men også fordi det er vanskeligt at lave eksamensspørgsmål, der kan honorere de faglige mål til eksamen.
      
  • Øget fokus på at faget skal udvikle elevernes evne til at formulere og undersøge konkrete og aktuelle psykologiske problemstillinger ved hjælp af fagets viden og metoder. Det betyder, at undervisningen skal lægge op til, at eleverne får mulighed for selv at identificere psykologiske problemstillinger i aktuelt stof (fx en artikel eller en såkaldt 'case'), og at de lærer at finde og anvende relevant psykologisk viden (fx undersøgelser, teori) fra et gennemgået tema til at undersøge (analysere) problemstillingerne.
      
  • Øget fokus på at udvikle elevernes evne til at forholde sig kritisk til psykologisk viden på et fagligt grundlag. Den kritiske tænkning er central i faget, og der skal løbende arbejdes med at udvikle den kritiske tænkning i faget.
      
  • Øget fokus på at udvikle elevernes kommunikative kompetencer, både skriftligt og mundtligt, gennem øvelser der kan styrke præcision i den faglige formidling.
      
  • Fokus på at feltarbejdet på psykologi B kan udføres i forbindelse med innovative projekter og i fagligt samspil med andre fag.
      
  • Nyt kernestof på psykologi C og B som nu skal integreres i diverse temaer er bl.a.
    • “Kommunikation i sociale sammenhænge og på digitale medier” samt “diskrimination” under socialpsykologi
    • “Køn” under udviklingspsykologi
    • “digitale” forholds betydning for bl.a. Læring og motivation under kognition og læring.

       

  • Nyt kernestof på psykologi B er endvidere bl.a.
    • “inklusion og eksklusion” under socialpsykologi
    • “Følelser og kognition” under kognition og læring
    • “Simpel analyse af data” under psykologisk metode. Dette vil især være relevant for feltarbejde.

       

  • Nyt stof under supplerende stof på psykologi , dels for at imødekomme ønsker fra sektoren, dels for at give mulighed for at tone psykologi i forhold til skolens profil) er bl.a.:
    • Reklamepsykologi
    • Økonomisk psykologi herunder adfærdsøkonomi
    • Produkt-og designpsykologi.

  

Eksamen bemærk især:

  • Der er nye krav til prøvematerialet: Hver opgave skal indeholde materiale af forskellig art, herunder aktuelt stof og undersøgelser. Det er en væsentlig ændring i forhold til de tidligere læreplaner, og det betyder, at undervisningen i de enkelte temaer skal inddrage undersøgelser og metoder, så eleverne kan får opbygget kompetencer i at anvende denne viden til eksamen.

  • Nyt krav om normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum) i prøvematerialet
    • C-niveau: 2-3 normalsider og B-niveau: 5-6 normalsider

  • Der er stadig mulighed for gruppeforberedelse på B-niveau. En gruppe (eksamensenhed) består af maksimalt tre eksaminander. Der kan som tidligere afleveres fælles eller individuel synopsis.

Emneord