Danmarks Læringsfestival 13. og 14. marts 2019

Vil du inspireres af dygtige oplægsholdere, skabe netværk med folk fra hele uddannelsessektoren og blive opdateret på den nyeste viden og erfaringer inden for læring, teknologi i undervisningen og teknologiforståelse?

Konferencen

Vi glæder os til at se dig og mindst 2500 andre konferencedeltagere til Danmarks Læringsfestival 2019. Her kan du høre danske og internationale keynotes på den store scene, deltage i en række spændende konferencespor og suge til dig af den nyeste viden og praksiserfaring i krydsfeltet it, læring, data og brug af teknologi i undervisningen.

Hvad enten du vil høre debatter om mobilfrie skoler, se praktisknære eksempler på god brug af teknologi i undervisningen, lære om implementering af digitale strategier eller få de nyeste forskningsresultater for netop dit uddannelsesområde, så vil der være en masse for dig.

I 2019 er der særligt fokus på teknologiforståelse. Det er et forholdsvis nyt begreb i en dansk kontekst, men flere af uddannelsesområderne er allerede i gang med at indarbejde teknologiforståelse som en del af undervisningen. Teknologiforståelse handler bl.a. om designprocesser, kompleks problemløsning, programmering, netværk og teknologiens betydning for samfundet.

I konferenceprogrammet vil der også være fokus på brug af teknologi i undervisningen, præsentation af den nyeste forskning, debatter og mulighed for at netværke med andre undervisere, ledere, konsulenter m.m.

Konferencen er opdelt i spor for: Dagtilbud, grundskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser, voksen- og efteruddannelser, et tværgående ledelsesspor og et nyt og eksperimenterende spor på tværs af uddannelsesområderne. Derudover er der et særarrangement om ordblindhed.

Det endelige program for konferencens spor præsenteres i slutningen af året.

Udstillingen

På udstillingen kan du møde 250 forlag, organisationer og producenter. Vi fortsætter med det særlige område for kommuner. Her kan du høre, hvad kommunerne arbejder med, og hvad de gerne vil med deres børn og unge. Besøg også Undervisningsministeriet og CRAFT-netværket, der afholder DM i Digitale Skills. Kom og se kulminationen på hele årets arbejde i det nationale netværk.

 

Tilmelding åbner den 1. december

Fra den 1. december kan du og dine kollegaer tilmelde jer til både konference og udstilling på www.danmarkslæringsfestival.dk