eTwinning-seminar - Bratislava 2018

eTwinning-ambassadør for erhvervsskolerne i Danmark, Niels Landrock, deltog sammen med 4 andre erhvervsskolelærere i et eTwinningseminar arrangeret for erhvervsskoler i Europa.

60 personer fra 12 lande deltog i et veltilrettelagt og interessant seminar i Slovakiets hovedstad Bratislava, som bestemt også er et besøg værd. Mange nye eTwinnere deltog og mange gode kontakter blev skabt.

Kenneth Brandborg, SOSU-Nord:

“Jeg skal til eTwinning-seminar i Bratislava” - “Hvor ligger Bratislava?”

Sådan har det lydt en del gange, inden jeg rejste afsted til Slovakiet. For der ligger Bratislava, og det kunne jeg godt svare på. Heldigvis har ingen spurgt om, hvad eTwinning er. Så havde jeg nemlig ikke kunne give et godt svar.

Inden afrejse mod Slovakiet havde jeg læst programmet igennem og oprettet mig sombruger på platformen eTwinning.net.
Nu skulle jeg til Bratislava og mødes med erhvervsskoleundervisere fra hele Europa og lære meget mere om eTwinning.
60 erhvervsskoleundervisere fra 12 europæiske lande var samlet til dette seminar. Efter en kort velkomst blev vi placeret i mindre grupper, hvor vi præsenterede os selv, og her begyndte allerede de første idéer til projektsamarbejder at opstå. Sproget kan være lidt af en udfordring. Jeg var i gruppe med en belgisk underviser, hvis engelsk ikke var så stærkt, men heldigvis kunne mit skolefransk fra 20 år tilbage blive støvet af. Første aften gik med at spise sammen, hvor der blev plads til en mere uformel snak. Da nogle af os ikke havde fået nok af denne uformelle snak, ja så måtte vi finde et lille værtshus og snakke videre på.

Næste dag bestod af 4 forskellige workshops:

  •  Første workshop var en grundig gennemgang af platformen eTwinning.
  • Anden workshop var et oplæg om, hvordan eTwinning sættes i en erhvervsskolekontekst.
  • Tredje workshop var en indføring i, hvordan man kan arbejde med entreprenørskab i undervisningen.
  • Fjerde workshop var et oplæg om hvordan der kan arbejdes med online magasiner i undervisningen.

Aftenen sluttede med, at vi alle spiste sammen på en fin gammel traditionel slovakisk restaurant. Således fyldt med indtryk og masser af ny viden kunne jeg lukke mine øjne på hotelværelset.

Sidste dag startede med at høre tre europæiske eTwinning-ambassadører give eksempler på tidligere projekter, de havde gennemført. Efterfølgende var der tid til selv at networke og blive mere konkrete i egne projekter.

Tre spændende dage med eTwinning i Bratislava er ovre. eTwinning er muligheden for at lave projekter mellem skoler i Europa. 60 erhvervsskoleundervisere fra 12 europæiske lande deltog i dette seminar, som havde til formål at få startet nogle tværeuropæiske erhvervsskoleprojekter. Jeg fik ikke startet nogle projekter, men der blev skabt et netværk og grobund for fremtidige projekter. Nu skal jeg tilbage til SOSU Nord og udbrede kendskabet-og mulighederne i eTwinning og forhåbentlig skal der laves nogle spændende eTwinning projekter.

 Og her et bidrag fra en anden deltager fra TECHCOLLEGE i Nordjylland:

Fra TECHCOLLEGE har vi været tre afsted. To undervisere og en pædagogisk udviklingskonsulent. Vi har ikke tidligere deltaget i eTwinning-samarbejde. På seminaret opstod der imidlertid hurtig og løbende dialog med undervisere fra andre lande, som delte vores interesse for at fremme elevers læring gennem international sparring og ditto læringsmiljøer. Vi rejser hjem uden at have etableret nogle konkrete projekter, men med ny opbyggede relationer til flere potentielle kommende partner. Projekter, der er i støbeskeen, er fx et engelsk forløb mellem mekanikere i Belgien og Danmark, et samarbejde omkring arbejdsmarkedsparathed med en finsk skole og muligt samarbejde med en høj dame med blomster omkring erhvervspædagogiske refleksioner blandt lærere. Udover det opstod der flere kontakter med skoler, som vi efterfølgende skal hjem og præsentere for kolleger, der dækker andre fag end os, der var afsted, repræsenterer.

Netop det, at vi har været tre afsted, har ellers vist sig meget givtigt. Selv om vi er kolleger, har turen givet et nyttigt indblik i vores respektive arbejdsopgaver og arbejdsvilkår. Således har turen også styrket vores blik for fremtidige interne samarbejder, hvilket vi konkret forventer at høste af i et kommende projekt omkring digitale erhvervsskoler i Nordjylland.

 eg selv havde et vældig godt og udbytterigt seminar, hvor jeg skabt kontakt til 3 slovakiske, 1 tjekkisk og 1 finsk erhvervsskole, som vi kan eTwinne med. Det var meget givende at deltage i et seminar målrettet erhvervsskoler.

Et lignende, nationalt seminar ville være meget givtigt i forhold til udbredelse af eTwinning blandt erhvervsskoler i Danmark.

 

Produceret i samarbejde med

Centre for Undervisningsmidler

Centre for Undervisningsmidler har ansat 30 fagredaktører med solidt kendskab til pædagogik og undervisning til at udvikle fagsiderne til de gymnasiale uddannelser på EMU (STX/HF). Fagsiderne udvikles og vedligeholdes i samarbejde med de faglige foreninger og Undervisningsministeriet.

Se mere om samarbejdet her.

CFU findes også på EMUen. Siderne vedligeholdes af CFU selv - se her. Her kan skolerne søge information om landsdækkende aktiviteter, ligesom man kan finde CFU-centrenes lokale websites.

cfu-v1.png

Tema