Evaluering i praksis
Evaluering kan defineres som "Evaluering er en systematisk retrospektiv vurdering af gennemførelse, præstationer og udfald af offentlig virksomhed, som tiltænkes at spille en rolle i praktiske handlingssituationer." (Evert Vedung i UVM, 2014, s. 2).
Evaluering består grundlæggende i, at noget faktisk foreliggende bliver værdisat ved at blive sammenholdt med tilstræbte mål eller opstillede kriterier.
To evalueringsformer
- Den summative evaluering - den enkelte evalueres mhp. at opsummere resultatet af en pågældende læringsproces. Evaluering sker typisk gennem eksaminer og afsluttende prøver.
- Den formative evaluering - Den enkelte bliver evalueret mhp., hvordan vedkommende kan videreudvikle sine kompetencer. Evalueringen sker løbende i undervisningen.
Den formative evaluering
I undervisningssammenhæng hænger den formative evaluering nøje sammen med undervisningsdifferentiering.
Pointen er, at en formativ tilgang kan forbedre og identificere, hvor eleverne har en manglende forståelse for stoffet, har udviklet misforståelser eller har behov for størrer udfordringer. Undersøgelser har vist, at det er en af de mest effektive metoder til at fremme gode elevresultater (se Fx OECD. (2004) "Formative Assessment: Improving Learning in Secondary Classrooms").
Den løbende evaluering (formativ evaluering) blev med folkeskoleloven i 1993 et lovkrav, som et fælles anliggende mellem lærer og elever. Evalueringen leder til en handling, og danner dermed baggrund for tilrettelæggelsen af undervisningen for klassen, og evt. en tilpasning ift. den enkelte elevs læringsudbytte. Den formative evaluering kan derfor støtte udbygningen af en differentieret undervisningen.
Den formative evaluering kunne basere sig på:
- Observationer af elevernes arbejde fastholdt med lærernoter.
- Samtaler med klasse, grupper, enkelte elever i undervisningssituationen.
- Elevfremstillet produkt – evt. i form af et elevoplæg
- Videooptagelser – til elevens egen evaluering.