Ich erzähle, du erzählst

Dette er det fjerde modul i serien af moduler, der beskriver et eTwinning-projekt, der har modtaget en dansk eTwinning-pris i slutningen af 2015.

Af Ann-Kristin Henriksen, Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole.

På en lille ø i nærheden af Afrika bor der franskmænd, som lærer tysk. Hvem skulle have troet det? Efterskolens tyskhold arbejdede sammen med en gymnasieklasse på denne tropeø gennem ca ½ år.  Sammen skrev de temmelig fantasifulde historier om Gandalf, Kim Possible, Putin, m fl. På en snedig måde passede de til et tema i pensum i det ret rigide franske skolesystem. Eleverne illustrerede historierne til hinanden. Ikke alt arbejde forløb ens; de franske elever læste de fleste historier hen over billederne, de danske elever lavede små film om vores hverdag.

Eleverne arbejdede i små grupper. De vil helst føle, at de har direkte kontakt med bestemte individer, men i praksis kan man sjældent sætte dem sammen én til én. Der er forskellige klassestørrelser, der er sygdom og slendrian (jo, det kan forekomme) så det er fint, hvis de er nogle stykker om at holde skruen i vandet. I dette projekt oplevede vi en stor tidsforskel og også forskel i adgang til it. Så vi kunne desværre ikke være on-line på én gang.
Sådan er jo: man må erkende, at noget ikke kan lade sig gøre helt, som man havde tænkt, at tiden skrider etc. Det er derfor vigtigt, at man planlægger sit projekt sådan at selvom det måske ikke helt lykkes, har man alligevel arbejdet med noget godt og meningsfuldt internt. Men i dette tilfælde lykkedes det meste. Vi gennemførte fortællingerne plus nogle andre aktiviteter mellem eleverne.

 Den bedste måde at lære et sprog på er at bruge det og meget gerne have det sjovt imens. Det kan godt være en udfordring, når eleverne arbejder med tysk. De anvender det sjældent aktivt og bliver frustrerede over, at det er tungt for dem, sammenlignet med engelsk. Det virkede motiverende for eleverne, at de kunne kommunikere med andre unge, som svarede tilbage med en lige så fjottet humor som deres egen – og i tilgift en charmerende fransk accent. 

Se herunder tre små videoer fra YouTube:

1. Unser Schulsystem

2. Bo & Bella

3. Putin und Hulk

Produceret i samarbejde med

Centre for Undervisningsmidler

Centre for Undervisningsmidler har ansat 30 fagredaktører med solidt kendskab til pædagogik og undervisning til at udvikle fagsiderne til de gymnasiale uddannelser på EMU (STX/HF). Fagsiderne udvikles og vedligeholdes i samarbejde med de faglige foreninger og Undervisningsministeriet.

Se mere om samarbejdet her.

CFU findes også på EMUen. Siderne vedligeholdes af CFU selv - se her. Her kan skolerne søge information om landsdækkende aktiviteter, ligesom man kan finde CFU-centrenes lokale websites.

cfu-v1.png

Tema