Når du skal til samtale

Hvert fag har sin egen kultur og ansætter også elever på forskellige måder. Undersøg kulturen inden for dit fag. Det er vigtigt at forberede sig til ansættelsessamtalen, både den du er blevet indkaldt til, og når du skal ud og aflevere en uopfordret ansøgning.

Før samtalen

1. Undersøg lidt om virksomheden

Tal med nogle der kender det fag, du søger praktikplads inden for, eller søg på nettet. Du kan også spørge på den praktikpladsansvarlige på din skole. Hvis du har afsluttet grundforløb på en teknisk skole, kan du tale med faglærerne på skolen.

2. Hvad vil du gerne vide?

Forbered dig på at stille spørgsmål som er vigtige for dig og skriv dem ned. Hvordan er arbejdstiderne, lønnen, skal jeg arbejde på flere adresser o.s.v.

3. Tænk over din påklædning

Tag ikke det snavsede tøj op ad vaskekurven. Find noget som du føler dig tilpas i og som passer til den arbejdsplads, du søger praktik i.

4. Forbered din præsentation

Forbered hvad du vil fortælle om dig selv og øv dig eventuelt sammen med en kammerat. Specielt til den uopfordrede samtale er det vigtigt, at du ved hvordan du vil præsentere dig. Det første indtryk har stor betydning for dine chancer.

5. Vær interesseret

Hvis du er indkaldt til en samtale, vil den personaleansvarlige typisk begynde med at fortælle om arbejdspladsen. Du skal ikke buldre frem med spørgsmål som et lyntog, men heller ikke sidde og se uinteresseret ud. Lyt interesseret, stil spørgsmål og svar høfligt på det du bliver spurgt om. Vær ærlig. Hvis du ikke kan svare, så sig det. Undlad at digte eller overdrive.

6. Afslut

Fik du svar på det, du skulle? Hvornår og hvordan får du svar på din ansøgning?  Ved du hvornår du eventuelt kan begynde? Hvis du er i tvivl, så spørg igen.

Forbered dig til jobsamtalen

Nedenfor kan du læse typiske spørgsmål til jobsamtalen

  • Hvor gammel er du?
  • Bor du hjemme?
  • Fortæl lidt om dig selv
  • Hvorfor vil du arbejde hos os?
  • Hvordan klarer du dig i skolen?
  • Hvad er dine stærke og svage sider?
  • Er du god til at samarbejde?
  • Hvad kan du fortælle om dit seneste job?
  • Hvad kan du lide at lave i din fritid?
  • Beskriv din største succes
  • Beskriv din største fiasko
  • Hvad er en god chef for dig?
  • Hvor er du om tre år?

Generelt vil virksomheden gerne finde ud af om du er:

  • Stabil
  • Kommer til tiden
  • Pligtopfyldende og engageret
  • Interesseret
  • God til at samarbejde
  • Velsoigneret og præsentabel for virksomheden.

For mere inspiration læs hvad Avisen.dk siger om emnet

Relaterede filer

Når du er til samtale i en virksomhed, bliver du bedt om at præsentere dig selv. Dette skema hjælper dig med at forberede din præsentation. Skriv stikord under hvert emne så du ved, hvad du vil fokusere på. En mundtlig præsentation bør vare 3-4 minutter. Øv dig sammen med en ven i at præsentere dig selv mundtligt ud fra stikordslisten.

Relaterede links

Praktikpladsen - mødested for elever og virksomheder
Sitet er udarbejdet til praktikpladssøgende elever, men er også velegnet til at indgå som undervisningsmateriale i fx faget praktikpladssøgning, som valgfag eller tilvalg i erhvervsuddannelsernes grundforløb