Nu kan lærere hjælpe elever, der skader sig selv

Her kan du finde inspiration og gode råd til, hvordan du som lærer kan gribe det an, hvis du har en elev, der skader sig selv.

Lærerne spiller en vigtig rolle, når det drejer sig om at spotte selvskade - og ikke mindst handle, når det opdages. Men ofte kommer lærerne til kort, for hvad skal man sige til eleven, forældrene og de andre elever i klassen? Kan man komme til at gøre det værre, og hvor mange skal vide noget? Det er svære spørgsmål at stå med, når man har en elev, der skader sig selv.

 

Derfor SelvskadeABC

”Det kan være svært at spotte selvskade, for på overfladen kan tingene ofte se ud til at være i orden. Det er helt almindeligt, at de unge gør meget ud af at holde facaden, og tilsyneladende er de glade og har styr på tingene. Men under overfladen ser det helt anderledes ud, for der gemmer alle de svære følelser sig. Følelser, der er for svære at bære og håndtere og derfor resulterer i selvskade. Så det kan være svært at få øje på”, siger Anne Minor Christensen, formand for LMS, og fortsætter: ”Dernæst er der jo spørgsmålet om, hvad man så gør, når man opdager det, eller en ung henvender sig med problemet. Vi får mange henvendelser fra lærere, som er i tvivl om, hvordan de skal håndtere det. Det er derfor, vi har udviklet SelvskadeABC.”

 

Nu er der hjælp at hente

Det værste man kan gøre, når man opdager selvskade hos en elev, er ikke at gøre noget. SelvskadeABC fører lærere og andre brugere igennem fire moduler, der informerer via tekst, quizzer, lydoptagelser og videoer. Man får grundlæggende viden om forskellige former for selvskade, viden om årsager til selvskade og indblik i forskellige måder at håndtere den svære samtale med eleven og elevens forældre. Der er gode råd til, hvordan man håndterer selvskaden sammen med klassen, og sidste del giver inspiration til, hvordan skolen kan udarbejde et beredskab og en handleplan, så man er forberedt, hvis der opstår tilfælde af selvskade på skolen.

Kreditering: 

Materialet er udarbejdet af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade i samarbejde med sektionen for læringsteknologi i Region Hovedstaden med støtte fra Trygfonden.

Relaterede links

Her kan du finde læse mere om selvskade og finde e-læringsprogrammet
Du kan læse mere om spiseforstyrrelser og selvskade på Landsforeningens hjemmeside.

Emneord