Verden handler

Verden handler med alt muligt. Nogle af de største varer er kaffe, våben, narkotika og mennesker. Inspiration til at arbejde med verdenshandel i undervisningen.

 

Kaffe

Kaffe er verdens næstmest værdifulde handlede vare - næstefter olie. I 2010 blev eksporten anslået til at være på 15,4 milliarder US dollars. 

Der er cirka 70 lande, der producerer kaffe. Mindst 26 millioner mennesker er beskæftiget med kaffeproduktion.

ToughRoad

ToughRoad er er en ”interaktiv event” med det globale handelssystem som omdrejningspunkt. Det viser hvordan den globale handelskæde for kaffe fungerer. Mellem bonde og forbruger skifter kaffen hænder mange gange og alle skal have en bid af kagen – fra bønder og til de firmaer, der markedsfører de kendte kaffemærker. ToughRoad demonstrerer i løbet af en enkelt dag, hvordan forbrugere i nord hænger sammen med de fattige samfund i syd gennem global handel. En uoverskuelig og abstrakt problemstilling kommer ned på jorden.

Den globale handelsplads

Målet med Den Globale Handelsplads er at give emner om global handel og udviklingsspørgsmål en mere fremtrædende plads i undervisningen i folkeskolens ældste klasser og i ungdomsuddannelserne. Målgruppe: fra 8. klasse og til højniveau i STX, HHX og HTX.

Etisk handel

Ofte får den rige part mest ud af det, når verden handler. Bog og websted fra COOP om etisk handel, bæredygtighed, socialt ansvar og økologi. Med lærervejledning og arbejdshæfte til elever. Velegnet for de ældste klasser i samfundsfag og geografi samt for de yngste klasser i gymnasieuddannelser.

Burkina Bawfora

Målgruppen er de gymnasiale uddannelser. Film og opgaver lægger op til arbejdet med ulig konkurrence på verdensplan. Udgangspunktet er bomuldsdyrkning i Burkina Faso og landbrugsstøtte til bomuldsdyrkere i USA.

Våben

Omkring 2,5 % af verdens bruttonationalprodukt bliver anvendt til at handle våben. Det anslås, at verden har brugt 1.756 milliarder US dollars på militær i 2012.

International våbenhandel 2.0

Alle industrier har et handelsshow. Biler, tegneserier, blomster... og våben. Jordans Kong Abdullah II er USAs allierede i Mellemøsten, og han har hvert år den tvivlsomme ære af at invitere lande, som har sluttet sig til den globale kamp mod terror, til SOFEX - Special Operations Forces Exhibition & Conference. Med 349 udstillere og alverdens generaler på tilskuerpladserne er konferencen omdrejningspunkt i den internationale våbenhandel.

Mennesker

Årsagerne til menneskehandel er seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, tiggeri, småkriminalitet, organhandel og andre udnyttende formål. Det er meget vanskeligt at anslå, hvor stort problemet er, fordi det foregår i mange lande og i det skjulte. Et forsigtigt skøn sætter antallet af ofre for menneskehandel til 2,5 millioner. Disse mange mennesker genererer milliarder af dollars i overskud til deres kriminelle bagmænd. 

Den Transatlantiske Slavehandel

Den Transatlantiske Slavehandel udgør det økonomiske grundlag for den florissante periode omkring slutningen af 1700-tallet. Der blev skabt enorme formuer på trekantshandelen, og en tur rundt i København og Nordsjælland lader ingen i tvivl om, at der var tale om store fortjenester. Undervisningsforløb til gymnasieuddannelserne.

Et liv efter trafficking – film

Joy bliver solgt til prostitution i Danmark. I lufthavnen bliver hun anholdt, fordi hendes pas er falsk. Så bliver hun sendt tilbage til Nigeria. Filmen beskriver Joys liv efter at have været handlet.

Vejledning til undervisningen i samfundsfag i udskolingen og gymnasiale uddannelser.

Fra bordel til bryllup – film

Solgt til bordel af sin mor, far eller onkel. Film og webside om handel med piger i Indien. Brug materialet på grundskolens ældste klassetrin og i de gymnasiale uddannelser.

Narkotika

Internettet bliver i stigende grad anvendt til salg af illegale stoffer - det foregår på det "mørke net", dvs. en virtuel markedsplads, som er svært tilgængelig og som benytter sig af forskellige sofistikerede metoder, der holder den skjult i almindelige søgninger. Hvor meget der sælges via det "mørke net" er naturligvis uklart, men værdien anses for at være i stigning. Fx har et enkelt "mørkt" websted solgt for 1,2 milliarder US dollars på 2-5 år.

"Kohvioad suurelt"
© Licensed under Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 via Wikimedia Commons
Nærbillede af Joy fra filmen "Et liv efter trafficking".
© Danish Doc Production

Produceret i samarbejde med

DANIDA

Danidas Oplysningsbevilling yder støtte til dansk u-landsoplysning. Oplysningsbevillingen kan søges af alle, der vil formidle om forholdene i verdens fattigste lande. Støtten går blandt meget andet til undervisningsmaterialer, udstillinger, film til landsdækkende tv og rejsestipendier. På EMU’s tema Global Undervisning finder du mange af de støttede oplysningsprojekter.

Danida