Forskning og viden
Forskningskortlægning og vidensspredning
Denne undersøgelse giver et overblik over dansk uddannelsesforskning inden for ungdomsuddannelserne.
Formål
Undersøgelsen har til formål at skabe viden om:
- Hvordan den producerede viden spredes
- Hvordan undervisere og lærere på ungdomsuddannelserne anvender viden via forskellige kanaler
- Hvordan forskningsbaseret viden skabes, remedieres og deles mellem producenter, brugere og katalysatorer.
Hovedpointer
Både traditionelle og nye digitaliserede kilder er favoritter hos underviserne
Underviserne på ungdomsuddannelserne anvender både traditionelle kilder (eksempelvis bøger) og nye digitaliserede kilder (eksempelvis YouTube og Facebook), når de søger og modtager ny didaktisk og pædagogisk viden.
Viden skal være direkte anvendelig i undervisningen
Undervisere benytter primært de formater, som de mener, er lettest at omsætte til praksis i deres undervisning. 80 % henter viden fra bøger, mens 56 % bruger konferencer og kurser. Hele 60 % bruger forskningsartikler, men kun 38 % finder dem lette at omsætte i undervisningen.
Underviserne finder forskningsbaseret viden interessant, da det kan give dem sikker viden om valg af metoder. Dog er forskningsbaseret viden sjældent direkte omsættelig i undervisningen, hvorfor denne type viden generelt ikke prioriteres.
Undervisere er optaget af at opsøge ny viden
Underviserne er generelt optaget af at søge viden – særligt i forbindelse med ny lovgivning eller andre ændringer af deres uddannelsesområde.
Fagdidaktisk viden er populær
Underviserer søger i høj grad fagdidaktisk viden og i mindre grad andre former for didaktisk viden. Viden, der er praksisnær i form af konkrete undervisningsaktiviteter og/eller metodiske tilgange, er i høj kurs, da den type viden er direkte anvendelig i undervisningen.
Find rapporten
Faktaoplysninger
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) står bag undersøgelsen, som er udgivet i 2018.
Resultaterne bygger på en systematisk kortlægning kombineret med et casestudie med 28 ungdomsuddannelsesinstitutioner. Der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse og interviews med undervisere på skolerne.