Artikel

Simulation som det tredje læringsrum i social- og sundhedsuddannelsen

For elever på SOSU-uddannelsen, der for første gang skal ud og udøve pleje og omsorg for ældre borgere i forbindelse med deres oplæring, kan der opstå utryghed og usikkerhed om, hvordan de griber det an. 

Hvordan etablerer man en professionel relation til en borger første gang man træder ind i deres hjem? Hvordan henvender man sig til et ældre menneske, der har brug for hjælp til personlig pleje? Hvordan sikrer man korrekt håndhygiejne? Hvilke teknikker, skal man bruge, og hvordan hindrer man smittespredning m.v.?

Disse og mange andre usikkerheder hjælper et simulantionsprojekt med til at minimere.

I en tryg ramme har eleverne nu mulighed for at øve forskellige scenarier igennem, hvor forskellige realistiske plejesituationer gennemspilles og trænes med en oplæringsvejleder og underviser fra skolen på sidelinjen.

I et trygt rum, hvor eleverne må begå fejl uden at det har menneskelige eller økonomiske konsekvenser, træner eleverne på denne måde, hvordan de korrekt hjælper et ældre, plejekrævende menneske.

"Simulation anvendes som en metode til at efterligne dele af eller alle aspekter af en situation, så den lærende oplever denne som troværdig og realistisk - gennem anvendelse af viden, handling, refleksion og øver teoretisk forståelse og sammenhæng" (Helleshøj, 2015)

Projektet

12 SOSU-skoler og 12 kommuner, Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark og Videnscenter for Velfærdsteknologi Østdanmark har indgået et ambitiøst samarbejde om udvikling af simulationsforløb i social- og sundhedsuddannelsen.

Projektet ”Simulation som det tredje læringsrum i social- og sundhedsuddannelsen” er finansieret af Børne – og Undervisningsministeriets forsøgs- og udviklingsmidler.

Der har været en pilotafprøvning i efteråret 2021 og på baggrund af erfaringer herfra, gennemføres den endelige afprøvning i efteråret 2022.

 

Målgruppe

Den primære målgruppe er elever på erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, der er under 25 år, og social- og sundhedsassistentelever (euv3), der er over 25 år, og som skal påbegynde deres første oplæringsophold i en kommune.

Den primære målgruppe er valgt, da de ikke har tidligere erfaring fra praksis.

”Simulationsugen har gavnet mig meget med at føle mig mere sikker i faget og ude i praktikken”
 (Social- og sundhedsassistentelev).

 

Simulationsforløbet

Simulationsforløbet varer fem dage og gennemføres på elevernes oplæringsvirksomhed. Simulationerne faciliteres af en oplæringsvejleder fra oplæringsvirksomheden i samarbejde med en underviser fra den lokale SOSU–skole.

Oplæringsvejledere og undervisere deltager i et kompetenceudviklingsforløb inden simulationsugen, hvor de bliver klædt teoretisk og praktisk på til at kunne facilitere simulation som en pædagogisk metode.

 

Ramme for simulationsforløb
  • Forløbet gennemføres i starten af elevernes første oplæringsperiode på hovedforløbet
  • Simulationsforløbet foregår på elevernes oplæringssted
  • Oplæringsvejleder/oplæringsvejledere og underviser afholder sammen simulationsforløbet
  • Kompetenceudvikling af oplæringsvejledere i brug af simulation som pædagogisk metode

Det tredje læringsrums muligheder

Pilotafprøvningen er gennemført efteråret 2021 og har tydeliggjort det tredje læringsrums potentialer for henholdsvis elev, oplæringsvejleder og underviser, herunder til:

  • At skabe en kobling mellem teori fra skolen over i praksis.
  • At styrke samarbejdet mellem oplæringsvejledere og undervisere gennem udvikling af et fælles sprog.
  • At styrke elevernes evne til at reflektere.

 

 

© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Oplæringsvejlederne og deltagere i pilotafprøvningen, Vinni Schubert Mouritzen og Arunpirasath Sivasundralingam fra Holstebro Kommune giver udtryk for, at elevernes deltagelse i simulationsforløbet har indvirket positivt på elevernes motivation og overgang fra skole til praktik på følgende måde: 

"Metoden, som vi arbejder med, giver eleverne en tryghed. Eleverne arbejder med scenarierne, uden at det koster noget. De tør prøve noget af – gøre fejl. Eleverne får en øget oplevelse af borgersikkerhed. De bliver klædt på til at løse opgaverne ude i den enhed, som de efterfølgende skal ud i"

Underviser fra SOSU Nord Helle Thrysøe Birkkjær sætter følgende ord på simulationsforløbet:

”Simulationsforløbet trækker eleverne væk fra det ansvar, som de kan opleve, når de møder praksis. Her får de mulighed for at handle, komme med forslag til handlinger og udføre dem omkostningsfrit. Det skaber rum for øget refleksion. Jeg hører ofte eleverne fortælle, at de lærer ét i skolen og noget andet i oplæringsperioden. Oversættelsesarbejdet mellem skole og oplæring ligger på nuværende tidspunkt primært hos den enkelte elev og for nogle elever kan det være svært. Med simulationsforløbet har oplæringsvejleder og jeg haft et direkte samarbejde om fælles handlinger, hvor vi arbejder hen imod et fælles sprog og en fælles forståelse. Eleverne har lyttet med til vores faglige kommunikation om faglige handlinger i debriefing, og det har hjulpet eleverne i oversættelsesarbejdet”.

De tre interviewede personer er enige om, at det ikke kun er eleverne, der får udbytte af forsøgsprojektet.

Begge oplæringsvejledere giver udtryk for, at den daglige sparring om simulationsforløbet har udviklet dem begge fagligt. Desuden fremhæver informanterne, at udviklingen af et fælles sprog fx centrale begreber som omsorg og omsorgsteorier har været givende og lærerigt.

Projektet har også givet anledning til en indholdsmæssig drøftelse af, hvordan taksonomien i præstationsstandarderne – begynder, rutineret og avanceret – skal forstås, herunder hvad eleven skal kunne for at blive vurderet på hhv. begynder- eller rutineret niveau.

Som forberedelse til den endelige afprøvning er der derfor igangsat et udviklingsarbejde, som skal bidrage til et fælles sprog omkring de tre niveauer, så eleverne bliver stillet over for de samme betingelser uanset oplæringssted. 

Indhold af simulationsforløbet
  • Der er udviklet 12 scenarier, som indeholder udvalgte dele fra fire prioriterede oplæringsmål.
  • Hvert scenarie indeholder en praksisnær situation, som eleverne gennemfører med mulighed for at tilegne sig viden om og færdigheder i disse inden mødet med borgerne på oplæringsstedet.
  • Simulation er den anvendte pædagogiske metode i elevernes arbejde med hvert scenarie.
  • Simulation indeholder faserne: Briefing (forberedelse af situationen), scenariet (den praktiske gennemførelse af en given situation) og debriefing (opfølgning på situationen, som bl.a. rummer refleksion, der understøtter elevernes handlekompetencer fremadrettet).
  • Simulationsforløbet foregår i et bedømmelsesfrit rum, hvor eleverne kan og må begå fejl uden at det har menneskelige eller økonomiske konsekvenser.

Følgeforskning

Lektor Vibe Aarkrog fra DPU/Aarhus Universitet forestår projektets følgeforskning. Følgeforskningen har til formål at undersøge, hvordan simulationsbaseret læring i udvalgte praktikmål på første praktikophold på social- og sundhedsassistentuddannelsen indvirker på elevernes overgang fra skole til praktik og deres motivation for at fortsætte på uddannelsen og deres læring.

 

Kontakt

For mere information, kontakt projektleder Emilie Butler (embu@sosunord.dk). 

Læs mere om projektet på Videnscentre for erhvervsuddannelser - Viden på tværs (videnscenterportalen.dk)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.