Arrangementer

Virtuel konference om kommunalt myndighedsansvar og betydningen af anbragte og udsatte børn og unges skolegang

Deltag i denne virtuelle konference og bliv klogere på det styrkede kommunale myndighedsansvar, der følger af Børnene Først-aftalen på undervisningsområdet.

En god skolegang er både essentiel for et godt børneliv og samtidig den stærkeste beskyttelsesfaktor for, at børn får et godt og velfungerende voksenliv. 

Derfor inviterer Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til denne konference, hvor der sættes fokus på:

  • Betydningen af kvalitet i undervisning og skolegang på behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem.
  • Det øgede kommunale myndighedsansvar, der følger af Børnene Først på undervisningsområdet.

På konferencen vil du møde relevante oplægsholdere, der har aktuel viden og konkrete erfaringer, som kan inspirere til at styrke den kommunale opgave med at løfte kvaliteten på specialundervisningstilbud. Du får derudover mulighed for at drøfte, hvordan vi lykkes med at understøtte udsatte børn og unge optimalt, så de trives i skolen og opnår fagligt udbytte af undervisningen.

 

Målgruppe

Konferencen er målrettet:

  • Kommuner: Ledelsesrepræsentanter og relevante medarbejdere i kommunen, som har ansvar for indgåelsen af kvalitetsaftaler, tilsynsfunktionen og for henvisning af børn og unge til denne type specialundervisningstilbud både i egen kommune og på tværs af kommunegrænsen.
     
  • Tilbud: Ledelsesrepræsentanter og relevante medarbejdere på behandlings- og specialundervisningstilbud samt specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem.

 

Praktisk information

  • Tid: Tirsdag den 4. juni 2024 kl. 12.00-15.00.
     
  • Sted: Online.
     
  • Pris: Gratis. 
     
  • Tilmeldingsfrist: Mandag den 3. juni 2024 kl. 12.00.
     
  • Program: Se yderligere informationer nederst på siden.

 

Sådan tilmelder du dig 

Du kan tilmelde dig her (åbner i Conference Manager).

Deltag gerne flere sammen, så I har mulighed for at drøfte oplægget og refleksionsspørgsmålene undervejs.
 

Program

12.00-12.15

Det styrkede kommunale myndighedsansvar

Velkomst v/ Cathrine Lindberg Bak, vicedirektør i STUK.

 

12.15-12.45

Vi kan, hvis I vil - vores drøm om en skolegang med forventninger, opbakning og fællesskab.

Oplæg v/ De Anbragtes Vilkår og Michael Barslund, tidligere elev på ”intern skole”

Ca. 45 % af børn og unge på børne- og ungehjem tager ikke afgangseksamen i 9. klasse. Mange anbragte børn og unge har store huller i skolegangen, oplever flere og bratte skoleskift og mangler voksenopbakning til at lykkes i skolen. Oplægget tager afsæt i DAV`s målrettede arbejde med at afdække viden og udvikle konkrete anbefalinger til at styrke skolegangen for anbragte børn og unge. Derudover tilbyder oplægget levede og egne erfaringer omkring skolegang fra en tidligere anbragt, som kan gøre os klogere på, hvad der kendetegner en god skolegang, hvad der kan blive bedre, og hvad der mangler.

 

12.45-12.55

Pause

 

12.55-13.20

En god skolegang for børn og unge i udsatte positioner betaler sig – også for kommunekassen

Oplæg v/ Marie Thorsager Bjerre, specialkonsulent, og Kathrine Ebbe Tertz, specialkonsulent, fra Social- og Boligstyrelsen.

Børn og unge i udsatte positioner er i langt større risiko for at få en mangelfuld skolegang. Det giver dem vanskeligere forudsæt­ninger for at klare sig godt senere i livet. Social- og Boligstyrelsen vil i deres oplæg pege på udfordringer, der for ofte spænder ben for, at vi lykkes med at give børn og unge i udsatte positioner en skolegang på lige fod med andre børn. Undervejs vil Social- og Boligstyrelsen komme ind på, hvad investeringer i skolegang betyder – ikke blot menneskeligt og socialt – men også økonomisk for kommunerne.

 

13.20-13.50

Karakteristik af specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem og af de anbragte børn og unge, der undervises der

Oplæg v/ Inge Bryderup, professor i socialt arbejde på AAU.

I oplægget formidles resultater fra en landsdækkende undersøgelse fra 2022, Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. Oplægget indeholder en karakteristik af de institutioner, der har specialundervisningstilbud. Der fokuseres særligt på en social og faglig karakteristik af de anbragte børn og unge, der undervises på specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem. Der formidles endvidere forskningsresultater om deres faglige udvikling og valg af uddannelser, som sammenlignes med andre anbragte børn og unge, der ikke undervises på specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem.

 

13.50-13.55

Pause 

 

13.55-14.25

Målgruppeanalyse af dagbehandlingsområdet 2023 i Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommune.

Oplæg v/ Iben Helena Dalgaard, cand.merc.psyk. og konsulent i flerkommunesamarbejdet.

Med formål om at højne kendskabet til dagbehandlingsområdet gennemførte man i 2023 en større målgruppeanalyse på tværs af Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommune. I oplægget præsenteres analysens væsentligste fund og tendenser, samt hvad disse har haft af betydning for tiltag i praksis, de fælles ambitioner og den organisatoriske selvrefleksion. 

 

14.25-14.50

Kvalitetssikring og -udvikling af tilsynet med tilbud

Oplæg v/ Århus Kommune

Med afsæt i Århus Kommunes arbejde med kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af tilsynet med et specialundervisningstilbud på et børne- og ungehjem, tilbyder oplægget et bud på, hvordan et tilsyn kan udføres helt konkret. Samtidig vil det blive belyst, hvordan Århus Kommune har udviklet deres tilsynspraksis med henblik på at sikre og udvikle kvaliteten i specialundervisningstilbuddet i tæt samarbejde med specialundervisningstilbuddet på børne- og ungehjemmet. Oplægget vil endvidere relatere sig til de fire temaer i kvalitetsaftalen; undervisningens organisering, undervisningens tilrettelæggelse, kompetencer hos medarbejdere og ledere, samt samarbejdet med det lokale skolevæsen.

 

14.50-15.00

Nyt fra STUK

Afrunding v/ Læringskonsulent

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.