Aktivitet
Samtalesalon: Fællesskab trods forskelle
Eleverne deltager i en samtalesalon med mennesker, der er anderledes, eksempelvis beboere på et plejehjem, børn/unge fra andre uddannelsesinstitutioner, skoler eller børnehaver.
Aktiviteten er henvendt til udskolingen.
Anslået tidsforbrug: 3-4 lektioner.
Eleverne reflekterer over, hvilke fordomme/forestillinger de har om dem, de skal have samtalesalon med. Formålet er, at de oplever ligheder og forskelle i samtale med andre.
Tilrettelæggelse og opbygning
I nedenstående er der taget udgangspunkt i, at I besøger ældre på et plejehjem. Spørgsmålene tilpasses afhængig af, hvilke andre mennesker I har valgt at samtale med.
Del 1) Eleverne forbereder sig til samtalesalon (45 min)
Fortæl eleverne om, hvem I skal mødes med til samtalesalonen, eksempelvis:
I dag skal vi til noget, der hedder en samtalesalon. Det er, hvor man taler sammen med nogle, man ikke kender. Man kan tale om alle mulige ting. Vi skal hen på et plejehjem og tale med dem, der bor der. Vi kommer til at sidde ved nogle borde, så vi sidder sammen med nogle fra klassen og nogle af de ældre fra plejehjemmet, og så skal vi snakke med dem.
Fortæl eleverne, hvad ideen med dagen er: Man tror, at andre mennesker er på en bestemt måde, men når man møder dem og lærer dem at kende, så er de helt anderledes. Nogle gange kan man også tænke, at man ikke har noget til fælles med dem, men når man så møder dem, så har man måske alligevel noget til fælles med dem.
Tal om, hvilke ældre mennesker (hvis det er ældre, I skal mødes med) eleverne kender.
Inden eleverne skal afsted, skal de forberede nogle spørgsmål til dem, de skal mødes med. Del klassen op i grupper. Hver gruppe skal nu tale om, hvad de vil spørge de ældre (eller hvem de nu skal mødes med) om på samtalesalonen.
Saml op på, hvad eleverne har forberedt/talt om af spørgsmål.
Skriv elevernes spørgsmål ned på spørgsmålskortene og medbring dem til samtalesalonen. Ud over jeres egne spørgsmål kan I også medbringe kort med spørgsmål, som I kan tale med de ældre om.
Del 2 Samtalesalon (1,5-2 timer + transporttid)
Tag med eleverne hen til samtalesalonen og fordel dem ved borde sammen med dem, som eleverne skal snakke med.
Læg et sæt spørgsmålskort på hvert bord og gennemfør samtalerunder på denne måde:
- Byd velkommen, for eksempel ved at sige: I dag handler om, at vi skal lære en hel masse om hinanden. Vi er jo forskellige, men måske er vi også ens på nogle måder. Måske har vi en masse ideer om, hvordan de andre er – men måske er de helt anderledes, end vi tror.
- Spørgsmålsrunde 1 handler om, hvad der gør os glade. I har en bunke kort liggende på bordet. På hvert kort står der et spørgsmål.
- Nu går vi i gang med runde 1, så I skal tage de spørgsmålskort, hvor der står 1 bagpå. Tag et kort derfra, læs det højt og tal så om spørgsmålet.
- Når I har talt om spørgsmålet, kan I tage et nyt kort.
- Saml op på runden ved at spørge: Hvad har I talt om ved bordene? Hvad gør jer glade herovre ved det her bord? Bliver I glade over de samme ting?
Gennemgå de andre runder samme måde, temaerne kan eksempelvis være:
- Så gammel er jeg
- Det kan jeg med min krop
- Hvad vil du spørge mig om? (Her kan eleverne stille de spørgsmål, de har forberedt hjemmefra, eller hvad de nu har lyst til at spørge om).
Del 3 Opsamling på samtalesalon (20-45 min.)
Saml op på samtalesalonen og på temaugen ved at tale med eleverne i plenum om, hvad de har lært.
Spørg, hvad der overraskede dem, og hvad der var nyt for dem. Hvis de havde nogle forestillinger eller fordomme på forhånd, blev de så bekræftet eller afkræftet? På hvilke områder er de ældre forskellige fra dem selv? Hvad har de til fælles med de ældre?
Del eleverne ind i grupper og bed hver gruppe lave en planche, der viser, hvad de har lært, hvad der overraskede dem osv., eller sæt eleverne til at skrive en historie, hvor de selv og de personer, der sad ved deres borde på samtalesalonen, indgår. Temaet kan være ´Det der gør os glade´, ´Os og vores krop ´eller andet, som eleverne har talt om på samtalesalonen.
Bilag til: Samtalesalon - fællesskab trods forskelle
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.