Den faglige anbefaling

Kast jer ud i at øve musik på nye måder

Peter Holme er læringskonsulent i musik og kommer her med sine anbefalinger til dig, der underviser i musik. Anbefalingerne går på tværs af årgange.

Min første anbefaling er at læse artiklen inspiration til sammenspil på emu.dk af Signe Adrian, lektor i musik på Københavns Professionshøjskole.

 

Mere end et nummer fra sangbogen

Peter Holme er læringskonsulent i STUK for faget musik.
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Artiklen minder os nemlig om, at sammenspil er mere end ’bare’ at spille et nummer fra sangbogen. Du kan bruge så mange af ideerne direkte i din undervisning.

Du kan springe ud i at give eleverne medbestemmelse i fx valg af instrumenter, lyde, stemninger, loops og arrangementer.

Måske har du undervist i mange år, måske er du nyuddannet – uanset hvad kan du finde inspiration til dit næste forløb.

 

Bare kast jer ud i det! Man kan øve musik på mange måder.

 

Det vigtigste budskab er, at man kan øve musik på mange måder, for eksempel kan eleverne øve rytmer, breaks og træne motorik ved at klappe på lår eller hænder, spille ”trommer” med kinesiske spisepinde eller ”luftspille”. Elever kan også finde greb på tangentark (papir med klavertangenter) og få overblik over antallet af toner, og hvor de ligger.

 

Ryk undervisningen udenfor, mens vejret er til det

Læs artiklen Musik 1.-4. klasse: Undervisning udendørs på emu.dk.

Også efter sommerferien er der rig lejlighed til at nyde de lune temperaturer og arbejde med musikfagets forskellige dimensioner med undervisning udendørs. I den kunstneriske dimension er der fokus på oplevelsen, æstetikken, udtrykket og det sanselige.

Selvom artiklen er skrevet til en særlig situation under corona, er det stadig gode tips, som du kan bruge i den udendørs undervisning. I den musikvidenskabelige dimension er der fokus på at undersøge og analysere, og i den praktisk/håndværksmæssige dimension er der fokus på, at eleverne selv skal være aktive, udøvende og skabende.

Man kan sætte faget i spil på nye måder, når undervisningen rykkes udendørs, og måske kan det endda være med til at nuancere og perspektivere, hvad musikfaget også indeholder.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.