Forskning og viden
En længere og mere varieret skoledag
Denne rapport fra 2015 er første afrapportering af et flerårigt projekt, hvor der er fokus på effekterne af den længere og mere varierede skoledag i folkeskolen.
Formål
I juni 2013 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om et fagligt løft af folkeskolen. Reformen indeholder tre overordnede mål for udviklingen af folkeskolen:
- Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
- Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
- Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal bl.a. styrkes gennem respekt for professionel viden og praksis.
Til at realisere disse mål er folkeskolereformen baseret på tre overordnede og gensidigt understøttende indsatsområder:
- En længere og varieret skoledag med mere og bedre undervisning og læring.
- Et kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere.
- Få, klare mål og regelforenklinger.
Den evaluering, som denne rapport er en del af, sætter kun fokus på den del af folkeskolereformen, der består af ”Den længere og mere varierede skoledag”. Disse elementer er: Ro og klasseledelse, brug af Fælles Mål, undervisningsformer, undervisningsfokus, feedback til eleverne samt teamsamarbejde og pædagogisk faglig sparring.
De øvrige dele af reformen berøres ikke her.
Find rapporten
Kreditering
Rapporten er udarbejdet af KORA Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning i 2015.