Artikel

Designtænkning i skolen

Innovative og kreative arbejdsformer er ikke nyt i skolen. Mange elever og lærere er allerede godt i gang; andre er mere tøvende og forsigtige. FUTE-projektet sætter fokus på at arbejde innovativt og kreativt.

FUTE-projektet startede med en stor portion nysgerrighed i forhold til spørgsmålene:

  • Hvad kan lærere og elever i folkeskolen lære af designere?
  • Hvordan kan designtænkning bruges i skolen?

Resultatet af nysgerrigheden over for disse spørgsmål er et læremiddel, hvor den tilgang og de metoder, der er udviklet i designverdenen, er omsat til skolebrug.
 

Designtilgangen omfatter – omsat til skolebrug – i korte træk:

  • Problemorientering: Der arbejdes med ’ægte’ problemer. Et ægte problem vil typisk være et problem, som elever – og lærere – oplever som et relevant og vedkommende problem.
     
  • Værdiskabelse: At skabe værdi for andre er en grundidé i designtankegangen. Det betyder, at eleverne skal gå efter rigtige løsninger, altså løsninger der sættes i værk. En løsning på en designudfordring skal ideelt set ”ud at gå”.
     
  • Samarbejde og samskabelse: At løse ægte problemer og skabe værdi for andre kræver samarbejde. I FUTE-materialet indgår der en række metoder, der understøtter kreative samarbejdsformer.

 

Formålet med FUTE-materialet

FUTE-materialet har til hensigt at hjælpe lærere og elever i gang med at arbejde kreativt og innovativt med udgangspunkt i designtankegangen. Formålet er derfor:

at overføre designtænkning og co-creation-metoder til klasseværelset. Det er en tilgang til undervisning, hvor problemformulering, innovativ tænkning og evnen til at løse problemer sættes i front. FUTE-materialet kan hjælpe med at rammesætte komplekse tværfaglige spørgsmål, som for eksempel klimaforandringer eller hjemløshed. Målet er at hjælpe lærere og elever med at formulere problemer og skabe løsninger gennem undersøgelse og analyse. Det kunne for eksempel være en ny legeplads, hvor børn kan lære om klima-forandringer, eller et “Hjem i en rygsæk” til hjemløse.
-
Fra http://www.fute-project.eu/

 

Innovative arbejdsformer

Kernen i FUTE-materialet er 42 metodekort, som fordeler sig i tre hovedkategorier:

  • Undersøgelsesmetoder, der igen omfatter metoder til informationsindsamling og analysemetoder.
  • Løsningsmetoder, der igen er omfatter idé-genereringsmetoder og metoder til udvikling af løsninger.
  • Procesmetoder, der omfatter samarbejdsmetoder, metoder til at rammesætte og evaluere, samt kommunikationsmetoder.  

Metoderne og designtankegangen kan anvendes i forskellige kontekster i skolen. Lærere og ledelse kan anvende metoden til at håndtere udfordringer, der har at gøre med strukturelle forhold på skolen, som eksempelvis organiseringen af lærersamarbejde og lærerteams. Metoden kan også bruges af lærere, der ønsker at fremme en kreativ og elevaktiverende tilgang i undervisningen – uanset om det sker i forbindelse med tværfaglige projektforløb eller som led i undervisningen i de enkelte fag.  

 

Didaktisk tilgang

FUTE-materialet tager afsæt i fire didaktiske grundværdier: opmærksomhed, nysgerrighed, fantasi og virkelyst.   

Problemorientering

OPMÆRKOMSHED

Opmærksomheden søges fremmet gennem den problemorienterede tilgang.

Undersøgende

NYSGERRIGHED

Nysgerrigheden søges fremmet gennem udvalget af undersøgelsesmetoder.

Problemløsende

FANTASI

Fantasien søges fremmet gennem for eksempel udvalget af idé-generingsmetoder.

Virkeliggørende

VIRKELYST

Virkelysten søges fremmet gennem blandt andet materialets insisteren på at arbejde med ægte problemer, og at løsninger skal virkeliggøres, altså omsættes i praksis.

 

 

Tre gode regler til opstart

FUTE-materialet kan bruges på mange måder, men uanset om det bruges i forbindelse med egentlige projektforløb eller blot til at skabe variation i undervisningen, vil det være en god idé at være opmærksom på de tre op-starts-regler:

1) Start langsomt med kun få metodekort, og sørg for, at eleverne er fortrolige med metoderne, før de begynder at arbejde.

2) Start med udfordringer, der er lette at arbejde med, og vent med de mere komplekse udfordringer og problemer, til eleverne er fortrolige med metoderne og tilgangen.

3) Insistér på at være kritiske. Det vil sige, at en god designløsning ikke kun er en god idé, men noget håndgribeligt, der kan fremvises, forklares og i sidste ende bruges i konkrete sammenhænge.

FUTE-materialet kan findes her

 

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af Per Holst-Hansen, lektor ved UC SYD, i samarbejde med de øvrige danske projekt-medarbejdere: Anne Katrine Gelting (Designskolen i Kolding) Rasmus Henrik Jensen (UC SYD).

Materialet i FUTE-projektet er blevet til i et samarbejde mellem Designskolen i Kolding og læreruddannelsesinstitutioner i og uden for Danmark.

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.