Artikel

Den sammenhængende plan i Thisted: ”En god måde at gøre sig bred i døren”

I Thisted kommune bliver den sammenhængende plan for vejledning i udskolingen revideret med input fra lærerne. Det øger kvaliteten, fortæller afdelingsleder Lotte Dahlgaard Andersen.

”Vi havde egentlig lavet et stort stykke arbejde forud for den sammenhængende plan.”

 

I Thisted kommune er idéen bag den sammenhængende plan ikke helt ny.

Det fortæller Lotte Dahlgaard Andersen, der er afdelingsleder for KUI-Vejledning i kommunen

Lotte Dahlgaard Andersen er afdelingsleder for KUI-Vejledning i Thisted kommune.
© Privatfoto

”Det første, vi gjorde, da vi skulle lave planen, var at tage udgangspunkt i det, vi så mundret har kaldt kvalitetsstandarder i KUI-vejledning i Thisted. Det var et katalog over vores ydelser, kerneområder, målgrupper og ansvarsområder fordelt på hvert klassetrin.”

Herefter blev planen fremlagt for alle skoleledere, som så videreformidlede den til skolernes lærere.

”Det var en god vej at gå, at vi startede med et opgavekatalog. Det kan måske lyde banalt, men det er et stort arbejde, for vi sidder med mange forskelligartede opgaver. Og det blev klart for os, at vi mangler det fulde kendskab til hinandens praksisser,” siger Lotte Dalsgaard Andersen og forklarer:

”Når man laver den sammenhængende plan bliver både vores styrker og svagheder fremhævet. Det kan være en udfordring at skulle sætte fingeren ind dér, hvor det gør lidt ondt, men det er nødvendigt for, at vi lykkes.”

 

Samme vejleder hele vejen

Thisted kommunes sammenhængende plan kan både findes fysisk på tryk og online på kommunens hjemmeside.

Den bliver bredt ud til samarbejdspartnerne, og så er den tilgængelig for alle elever og forældre i udskolingen.

”Vi ville gerne gøre både de unge og forældrene opmærksomme på, hvornår og hvordan uddannelsesvejlederne kommer ind i billedet, og hvilket serviceniveau, de har.”

I Thisted er der en dedikeret uddannelsesvejleder tilknyttet hver skole. Det er også vejlederne, der underviser i det obligatoriske emne Uddannelse og job.

Det er en af grundene til, at vejlederne havde en stor rolle i at udarbejde den sammenhængende plan, siger Lotte Dahlgaard Andersen:

”De unge mennesker bliver fulgt af den samme vejleder hele vejen fra 7. klasse til ungdomsuddannelse. Derfor har vejlederne et godt kendskab til både den enkelte elev og elevgruppen på tværs, og på den måde kan de bedre få aktiviteterne i den sammenhængende plan ud at leve.”

 

Ny revidering på vej

Selvom den sammenhængende plan er kommet ud at leve, stopper arbejdet ikke her.

Lotte Dahlgaard Andersen sørger nemlig for at revidere planen fast en gang om året.

”Den skal også revideres politisk i Børne- og Familieudvalget. Det er vigtigt for os, at vi også synliggør aktiviteterne over for politikerne,” siger hun.

I 2024 står planen også over for et større eftersyn, hvor kommunen inddrager samarbejdspartnerne igen.

Og denne gang skal også udskolingslærerne med i arbejdet.

”Set i bakspejlet havde den optimale løsning været at udarbejde planen i tæt samarbejde med udskolingslærerne. Det samarbejde rummer potentiale og kvalitet”, siger Lotte Dahlgaard Andersen og fortsætter:

”Derfor inviterer vi nu både vejledere og udskolingslærere til at kvalificere planen yderligere og se på, hvor vi har potentiale for at udvide samarbejdet og øge kvaliteten. Vi vil også se på, hvordan vi bedst muligt forbereder os på de kommende ændringer i forbindelse med afskaffelsen af uddannelsesparathedsvurderingen.”

Arbejdet med at lave den sammenhængende plan er generelt blevet en god måde at synliggøre vejledningsopgaverne i egne rækker, slutter Lotte Dahlgaard Andersen:

"Den sammenhængende plan gør det tydeligt for vores samarbejdspartnere, hvor stor og kompleks en opgaveportefølje, vi har – og hvor stor en betydning vores vejledningsindsatser har for de unge mennesker. Det er en god måde at gøre sig bred i døren."

 

Kommunens sammenhængende plan for vejledning

Her kan du læse Thisted kommunes sammenhængende plan for vejledning (kuithy.dk)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.