Uran i undergrunden

Grønlands undergrund har et betydeligt potentiale i forhold til udvinding af sjældne mineraler. Her kan du læse om udvinding af uran i Grønland og hvordan det har givet anledning til diskussioner om rammerne for selvstyrets beslutningskompetence. Artiklen kan bruges som inspiration til planlægning af et tværfagligt forløb om Grønland, miljø og Rigsfællesskabet.  

Grønlands rigdom af mineralske råstoffer samt eventuelle olieressourcer under havbunden er kommet i fokus de seneste år. Selvstyret har fået lagt råstofforvaltningen ind under sig, og der træffes nu beslutninger i Grønland på området. Et eksempel er Storskalaloven, der på den ene side kan medføre flere arbejdspladser i Grønland, men også indebærer miljørisici og sikkerhedspolitiske implikationer. Storskalaloven blev således genstand for debat også på politisk niveau.

Skal / skal ikke?

I efteråret 2013 besluttede Inatsisartut med én stemmes flertal at ophæve den såkaldte nultolerance overfor uran. Dermed syntes der at være fri bane for Grønland for at efterforske, udvinde og eksportere uran. Ikke desto mindre viste der sig at være forskellige opfattelser af det, der ellers tegnede lyst.

Uenighed og en aftale

Ophævelsen af nultolerancen medførte indsigelser fra den danske regering, som hævdede, at uraneksport var et anliggende for rigsfællesskabet og derfor skulle afgøres af Folketinget. Ved et møde i januar 2014 fremlagde daværende formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond (Siumut), et juridisk responsum, som konkluderer, at det er indenfor det grønlandske selvstyres kompetencer at træffe den slags afgørelser. Et besøg i januar 2014 hos daværende statsminister Helle Thorning Schmidt løste ikke uenigheden.

Det blev altså en prøvesag for, hvor langt Grønlands selvstyre rækker, der fandt sin afgørelse i januar 2016. Daværende udenrigsminister Kristian Jensen, Venstre, beskrev sagen således til dagbladet Sermitsiaq: ”Vi har skullet enes om, hvordan vi håndterer det forhold, at Grønland har retten til at udvinde uran, mens Danmark har ansvaret for, hvad der sker med det, når det er udvundet og skal eksporteres.”

Miljø

Udvinding af uranmalm og andre radioaktive bjergarter indebærer miljøproblemer, og det er meget omkostningstungt. Således har Grønland et stort kapitalbehov i forhold til at etablere en uranmine. Og da uran kan misbruges, hvis det kommer i de forkerte hænder, så kan Grønland heller ikke bruge et hvilket som helst privat firma til at forestå udvindingen.

1 kilogram uran og 3 tons affald

Uranmalm indeholder ikke ret meget uran. I den mest lovende forekomst i Grønland i Kvanefjeldet nær Narsaq i Sydgrønland vurderes det, at der kan udvindes cirka 20.000 tons uran. Men der skal brydes 56.000.000 tons uranmalm for at få fat i uranen. Lødigheden er gennemsnitligt 365 g uran per ton malm. For hvert kilo uran, der udvindes, står man med andre ord med ca. tre tons affald.

Sjældne jordarter

Retfærdigvis er der "bifangster" ved uranudvinding. Man forventer for eksempel at kunne udvinde sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Disse sjældne jordarter har fået stigende betydning fordi de anvendes i industrien til fremstilling af smartphones, magnetiske komponenter i nye energibesparende teknologier, computere eller fx batteriteknologi.

Perspektiver i undervisningen

Udvinding af uran i Grønland er et emne, der rummer en række interessante perspektiver i forhold til planlægningen af et undervisningsforløb, der inddrager flere fag. Emner som rammerne for det moderne Grønlands selvstyre og internationale aftaler om ikke-spredning af atomvåben i samfundsfag og historie kunne suppleres med naturgeografiske vinkler som malmdannelse og efterforskningsteknikker. Undervisning i biologi og kemi om stråling og levende organismer samt miljøproblematikker vil også kunne skabe dybde i elevernes forståelse af en kompleks problemstilling.