Redskab
Redskabspakke til faglig selvrefleksion og praksisudvikling
Redskabspakken støtter ledere, lærere og pædagogers faglige selvrefleksion og praksisudvikling i arbejdet med at fremme aktivt medborgerskab.
Demokrati er ikke kun et politisk begreb og en styreform. Det er også en livsform, som bygger på dialog, forhandling og evnen til at indgå kompromisser. Demokrati som livsform kan også kaldes for et hverdagsdemokrati, som handler om den måde vi omgås hinanden i hverdagen.
Det demokratiske formål i grundskole og fritidstilbud
Dette kommer bl.a. til udtryk i grundskolens formål om at ”forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati” (Folkeskoleloven). Det samme gør sig gældende for de frie skoler; "Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene." (Friskoleloven)
Ligeledes skal fritidstilbud ”give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati”, og klubtilbud ”skal i samarbejde med børnene og de unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling, selvstændighed og forståelse for demokrati” (Dagtilbudsloven).
Lærere og pædagogisk personale spiller en væsentlig rolle i udviklingen af demokrati og aktivt medborgerskab blandt alle børn og unge.
Tendenser som globalisering, digitalisering og øget individualisering stiller nye krav til, hvordan man som lærer og pædagogisk personale tilrettelægger og giver næring til det aktive medborgerskab i undervisningen og i den pædagogiske praksis. Derfor er det vigtigt, at man en gang imellem tager pulsen på den demokratiske kultur i skolen og fritidstilbuddet.
Redskabspakkens indhold
Denne redskabspakke kan støtte ledere, lærere og pædagogiske personale i deres faglige selvrefleksion over det didaktiske og pædagogiske arbejde med at fremme aktivt medborgerskab blandt alle børn og unge.
Redskabspakken består af fem redskaber:
1. Pulsmåling af hverdagsdemokratiet (et selvevalueringsredskab)
2. 5F-modellen (et anerkendende udviklingsredskab)
3. Fagligt interview (et levende vidensdelingsværktøj)
4. Vejen tilbage fra målet (en anderledes planlægningsmetode)
5. Prøvehandlinger (et redskab til systematisk praksisudvikling i hverdagen).
Kreditering
Materialerne er udviklet i samarbejde med VUDA, der består Via University College, Københavns Professionshøjskole, Dansk Flygtningehjælp og Als Research og publiceret i 2019.
Fakta
Inspirationsmaterialerne er udviklet som led i et satspuljeprojekt, der har til formål at forebygge radikalisering og social kontrol i dagtilbud, grundskole, fritidstilbud og ungdomsuddannelser. Udover inspirationsmaterialer tilbydes der som led i initiativet vejledning ved ministeriets læringskonsulenter, kompetenceudvikling og konferencer til landets dagtilbud og skoler. Læs mere om initiativet og dets tilbud på uvm.dk.