Artikel

Arabisk filosofi i gymnasieskolen

Globale kompetencer er en del af gymnasiereformen, og denne artikel er et forsøg på at vise, hvordan arabisk filosofi kan åbne dele af de traditionelle filosofiemner.

Blandt mange udfordringer i disse år er ønsket om at gøre humanistiske fag mere globale eller – for at udtrykke det mere konkret – at gøre dem mindre afhængige af fx vestlige traditioner og perspektiver. Sejrherrerne skriver, som man siger, historien, og dette gælder jo inden for alle kulturfag. Men i en globaliseret verden er vi alle langt mere afhængige af hinanden, og det er nu i højere grad humanioras rolle at understøtte denne samhørighed end at danne fx nationalistiske fortællinger eller kultursiloer.

Ser vi på den mest udbredte filosofihistorie, kunne man godt fristes til at mene, at der ikke er sket så meget på dette område. Her indtager grækere og romere fx en central plads, men stort set kun som udgangspunkt og forløbere for en vestlig tradition. Men Aristoteles og Platon var i nogle århundreder i middelalderen mere læst på arabisk end på græsk eller i latinsk oversættelse. Man taler gerne om en gylden periode for arabisk (eller islamisk) filosofi i årene 800-1200 evt. Her blomstrede ikke kun en filosofisk aktivitet, der på mange måder ligner den skolastiske som vi kender fra den vestlige middelalder. Der blev også tænkt og skrevet en masse, som det kan være interessant at tage op i dag, både i filosofisk debat generelt og i pædagogisk sammenhæng.

Den arabiske filosofi afspejler på mange måder en alternativ tradition til den vestlige/latinske, med samme udgangspunkt i græsk tænkning. Blandt interessante aspekter i en pædagogisk sammenhæng kan nævnes, at filosofiske tekster fra den arabiske tradition ofte benyttede lidt andre fremstillingsformer (fx en filosofisk roman, eller afsæt i dyrefabler). Man udviklede tanker inden for politisk filosofi, erkendelsesteori, etik, teologi og meget andet, som på mange måder taler til vores nutidige overvejelser. Dertil kommer at mange elever i gymnasiet har baggrund i Mellemøsten, og inddragelse af den arabiske filosofiske tradition vil kunne vise at systematisk tænkning ikke blot er et vestligt fænomen. Det er derfor på høje tid at vi inkluderer noget fra denne tradition i vores almindelige – nu globale – filosofiske udsyn.

Den arabiske filosofi byder på mange spændende og relevante diskussioner og emner. Politisk filosofi blev lanceret af filosoffen al-Farabi (levede 872-950), der fra Bagdad åbnede for den filosofiske diskussion af statsformer. Med udgangspunkt i Platons Staten diskuterede al-Farabi betingelserne for den gode – eller dydige – stat. Helt ud fra den almindelige græske debatform så han på fordele og ulemper ved de tre statsformer (monarki, aristokrati, demokrati), og i sit værk om Den retskafne stat (eller by) opstiller al-Farabi en række krav for de kvaliteter den ideelle hersker skal have.

Al-Farabis politiske tænkning gennemsyrer arabisk filosofisk tænkning i den følgende tid, og dele af tankesættet af gen genkendes hos bl.a. historikeren Ibn Khaldun (1332-1406), der ofte kaldes sociologiens fader. Ibn Khaldun analyserer imperiers overlevelse ud fra deres evne til at danne sammenhold (på arabisk aṣabiyya). Når sammenholdet i den herskende klasse ophører, opkaster nye grupper sig til herskere – i Ibn Khalduns tid gerne beduiner, hvis historie han derfor inkluderede i sit store historieværk. Men alle grene af filosofien, som den var kendt fra den græske verden, blev dyrket i den arabiske, inkl. naturvidenskab.

Store fremskridt blev gjort på matematikkens og astronomiens områder, og det måske mest indlysende naturvidenskabelige gennembrud skete inden for optikken, dvs. læren om synet. Her gjorde den andalusiske videnskabsmand al-Haytham (960-1040) nye opdagelser gennem forsøg med et camera obscura, der bl.a. viste at lysbaner uhindret kunne krydse hinanden og meget mere. Erkendelsesteoretisk havde man overtaget grækernes advarsler mod altid at stole på sanserne. Alligevel kunne filosoffen Ibn Tufayl (1105-1185) skrive sin filosofiske roman Hayy Ibn Yaqzan, hvori han viste hvordan naturbarnet Hayy – som en anden Mowgli – kunne vokse op på en ellers mennesketom ø blandt dyrene og på egen hånd nå frem til erkendelse om både verden og det guddommelige – helt uden sprog. Sproget lærer han nemlig først da den sandhedssøgende Absal kommer til øen. Alt dette kan man tilmed læse om i den danske oversættelse af romanen (af Henrik Kaufmann Sørensen, Vandkunsten 2006).

Arabiske filosoffer opstillede gerne sådanne allegoriske eller teoretiske tankeeksperimenter. Den store arabiske filosof Ibn Sina (980-1037), der senere i Europa mest var kendt for sit store medicinske værk Qanun, forestiller sig i flere værker en svævende mand, en pludselig skabt person der svæver i luften helt uden at modtage nogen sanseindtryk. Selv denne person ville, skriver Ibn Sina, være i stand til at erkende at han tænker, at han har bevidsthed. Uanset tankeeksperimentets gyldighed er det nemt at se det som en slags forløber for Descartes’ cogito.

Vi har et stort efterslæb med at gøre arabisk filosofi, ikke mindst den fra middelalderen, tilgængelig for offentlighed og uddannelse i Danmark og Vesten. Arabernes indsats kom ikke rigtigt med, da man i 1600-tallet og frem først udformede den store fortælling om filosofiens historie frem til samtiden. Det arabiske bidrag kom til at fremstå som blot et bindeled tilbage til den græske tradition. Men meget mere kan siges om dette, og i disse tider med globalt udsyn er det afgørende at vi ser os omkring og forsøger at se hvad alle traditioner kan bidrage med til vores moderne diskussion. Og ikke mindst fordi mange danske gymnasieelever har en baggrund i Mellemøsten, bør vi se inddrage den rige arabiske filosofiske tradition og se hvilke nye perspektiver deres bidrag kan give os, og hvilke nye deltagere vi dermed kan inkludere i vores tænkning.

 

Kreditering

Artiklen er skrevet af professor Christian Høgel Klassiske studier, SDU og er udarbejdet i forlængelse af hans oplæg på FIP i filosofi, februar 2022.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.