Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i fransk - juni 2022

I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om censormøde, mundtlig prøve og udvekslingspulje til Frankrig. 

Kære kolleger

Jeg ønsker jer alle en dejlig og velfortjent sommerferie efter et skoleår fyldt med fransk og Covid19. Endnu et år, der har krævet særlig indsats. Det kan vi godt være stolte af!

På gensyn i det nye skoleår, et skoleår, der forhåbentlig bliver præget af normal fysisk skolegang og franskundervisning!

I dette nyhedsbrev kommer jeg ind på

  • Censormøde 2022
  • Skriftlig censur og opmærksomhedspunkter 2022
  • Det kan vi tage med i vores undervisning frem mod den skriftlige prøve i delprøve 1 og 2
  • Opfriskningskursus til evaluering af skriftlige besvarelser 2023
  • Mundtlig prøve sommer 2022
  • FIP 2023
  • Udvekslingspulje til Frankrig
  • Nyhedsbreve
  • Spørgsmål, henvendelser og bidrag

 

Censormøde 2022

Censormødet var i år virtuelt, og teknikken fungerede perfekt. Tak til censorerne for den store indsats.

 

Skriftlig censur 2022 og opmærksomhedspunkter

Som bekendt var der igen i år meget få eksaminander til skriftlig prøve: i alt 198 på stx og 0 på hhx. De eksaminander, der var til prøve, var hovedsagligt selvstuderende, gsk-elever og elever på særlige vilkår, hvilket har givet en forventet klar polarisering i karakterne. Prøvesættene fra maj/juni ligger nu i prøvebanken til fri afbenyttelse. I forbindelse med prøvesættene kan jeg præcisere følgende, som er godt at have for øje, inden man lader sine elever kaste sig over opgaverne.

 

Det kan vi tage med i vores undervisning frem mod den skriftlige prøve i delprøve 1

Frie opgaver skal have relevans til emnet. Det er således ikke nok blot at skrive Salut, salut, ca va ? oui, ca va, on va au restaurant après ?  etc. i frie dialogopgaver. Sætningsindledere såsom on voit que har mange eksaminander svært ved, så det kan derfor anbefales fortsat at træne den og de andre sætningsindledere, som findes i årets prøvesæt.

 

Det kan vi tage med i vores undervisning frem mod den skriftlige prøve i delprøve 2

Eleverne skal følge instruksen-hvis instruksen fx siger, at man har været på udveksling, skal det indføjes i besvarelsen.  Og der skal vises indholdsmæssige genretræk: Besvarelsen skal ikke blot være en fristil om emnet uden tydelig afsender og modtager, og der ønskes ligeledes konsekvent stil og toneleje jf. genren. Eleverne skal desuden henvise til teksterne via parentes eller fodnote, ligesom de skal inddrage teksterne indholdsmæssigt. I forbindelse med delprøve 2 er det en god ide (igen!) at lade eleverne træne faste udtryk såsom Dans le texte/Dans l’article il s’agit de , selon…., etc. Jean, osv. Mange af årets besvarelser indeholder danismer fx le texte parle autour de.., hvilket ikke vurderes positivt i den samlede besvarelse.  Verbalsyntaks er også et område, vi kan arbejde videre med i undervisningen (igen og igen). Refleksive verber såsom se marier og andre verber såsom manquer, divorcer kan trænes. Verberne divorcer og se marier er specielt relevante i begge fortsættersæt og gode at have styr på inden opgaven besvares.

Som tidligere nævnt, er det altid en god ide at orientere sig i evalueringen af et opgavesæt, inden man uddeler det til sine elever, så man kan klæde dem på inden jf. specielle opgaver, faldgrupper, relevant ordforåd og eller verbalsyntaks, jf. ovenstående. Se mere grundig gennemgang hvad angår specifikke aspekter omkring de enkelte opgavesæt og hensyn til vurdering heraf i min samlede evaluering: Evaluering af prøver | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)

 

Opfriskningskursus til evaluering af skriftlige besvarelser 2023

Jeg planlægger, hvilket jeg også nævnte på FIP, at afholde opfriskningskurser for skriftlige censorer og andre interesserede i evaluering af elevernes skriftlige besvarelser af eksamenssæt forår 2023. Der kommer info ud senere.

Opfølgende skriv om genrer er også i støbeskeen.

 

Mundtlig prøve sommer 2022

Vi har efterhånden fået god erfaring med at afholde mundtlig prøve i fransk, og mange elever har været oppe igen i år. Som bekendt foregår den mundtlige prøve udelukkende på fransk, hvilket lægger op til, at eleverne skal mestre et basalt færdighedssprog både om almene og kendte emner. Til prøven skal de jf. læreplan og vejledning præsentere den ukendte tekst, herunder forholde sig til teksten jf. instrukser, ligesom de skal perspektivere teksten til de emner, som de har arbejdet med og fået gennemgået i undervisningen.

Det er således ikke nok blot at tale om den ukendte tekst, men eleverne skal også vise, at de har styr på de emner, de har arbejdet med i undervisningen jf. undervisningsbeskrivelsen. Eleverne skal ligeledes på begyndersprog A og B og fortsættersprog B samtale på fransk med udgangspunkt i et ukendt billedmateriale. Her er det vigtigt, at samtalen løfter sig og ikke blot er en billedbeskrivelse men jf. 4.2 i vejledning til læreplanerne, ….at eksaminanden får brug for at inddrage viden om kulturelle, samfundsmæssige, historiske og/eller almenmenneskelige forhold. En billedbeskrivelse i sig selv er altså ikke tilstrækkeligt. Eleverne kan starte med at beskrive billedet herunder hvem, hvad, hvor og situation, hvorefter billedet danner udgangspunkt for samtale. Som altid er der fokus på, hvad eleverne kan, når der voteres og afgives karakter.

Eleverne trækker både billed- og tekstmateriale, som de forbereder i forberedelsestiden. Jf. eksamensbekendtgørelsen:  Eleverne må medbringe alt tilladt materiale både til forberedelse og eksamination. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at direkte oplæsning ikke medtæller i præstationen i eksaminationen.

På EMU findes en info-video om eksamenstekster. Det er desuden min klare fornemmelse, at vi efterhånden har godt styr på både eksamenstekster og den nye mundtlige prøveform jf. læreplan 2017.

 

FIP 2023

I kan allerede nu tilmelde jer FIP via jeres skole og GL. Fip-tema 2023 bliver som nævnt overgange fra grundskole til gymnasium og fra gymnasium til videregående uddannelse. Kontakt mig endelig, hvis I ønsker at byde ind.

Udveksling: endnu en pulje til udvekslingsophold i Frankrig med kort tilmeldingsfrist

Se her og ansøg! Pulje til udvekslingsophold i Frankrig, Spanien og Tyskland for elever på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne (uvm.dk).

Da der efter første ansøgningsrunde i foråret fortsat er en stor del af puljemidlerne tilbage, har vi besluttet at genudmelde puljen. Ansøgningsfrist: 31/8 2022.

 

Nyhedsbreve

Mine nyhedsbreve udkommer i Fransk Nyt og på EMU. Husk, at I kan abonnere på nyhedsbreve på EMU. Tilmelding nederst på EMU-siden hvor der kan vælges interesseområder såsom fransk.

 

Spørgsmål, henvendelser og bidrag

Tak for jeres spørgsmål og henvendelser. Fortsæt endelig med at kontakte mig, hvis I har spørgsmål eller kommentarer, for det er med til at styrke vores fag, da jeg ofte indskriver svar og præcisioner i vejledning til læreplan og i supplerende materiale, så flere kolleger kan have glæde af det.

I er også meget velkomne til at kontakte mig, hvis I ønsker at bidrage med ideer og oplæg til fx FIP, og komme med ønsker til materiale på EMU.

Afslutningsvis ønsker jeg alle en god skolestart og et godt skoleår. Jeg ser frem til at møde jer både online og forhåbentlig også fysisk rundt i landet på FIP-kurser og i anden faglig sammenhæng.

 

Bedste hilsner Tine Brandt

Fagkonsulent, Tine.Brandt@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.