Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i de klassiske fag - maj 2021

Om sommerens eksaminer, undervisningsbeskrivelse, årskarakterer og AP

Vi nærmer os nu en usædvanlig afslutning på et usædvanligt år. Heller ikke i år vil vi få hele 3.g-hold op i oldtidskundskab, men det kan udtrækkes for elever i 2.g.
I modsætning til sidste sommer skal ingen elever aflægge skriftlig eksamen (undtagen selvstuderende og elever på særlige vilkår), men derimod vil mange elever med græsk og/eller latin i studieretningen komme til mundtlig eksamen.

Fordi skoleåret har været præget af nedlukning og nødundervisning, vil også omstændighederne ved den mundtlige eksamen være anderledes i år.

Nedenfor har jeg forsøgt at beskrive nogle af de ændringer, der er vedtaget på nuværende tidspunkt (medio maj), men som I alle ved, kan virkeligheden hurtigt ændre sig. Det er derfor med forbehold, jeg skriver dette, og vigtigt, at I følger med i eventuelle nye tiltag og ændringer løbende.

De kursiverede afsnit er taget direkte fra vejledningen om gymnasiale prøver i sommerterminen 2021. Den kan findes her.

Undervisningsbeskrivelser og prøvemateriale

I år er det måske endnu vigtigere end tidligere at udfylde undervisningsbeskrivelserne, så de flugter med undervisningen på en tydelig og fyldestgørende måde.
Eksaminator skal sikre sig, at de prøvespørgsmål, der bygger på forløb, hvor undervisningen helt eller delvist er gennemført som nødundervisning, gør eksaminanden i stand til at demonstrere udtømmende opfyldelse de faglige mål. Hvis eksaminator vurderer, at dette ikke kan lade sig gøre, bør eksaminator udelade prøvematerialer, som ellers normalt ville skulle indgå i forhold til at leve op til den konkrete læreplans krav til materialer eller spørgsmål til prøven.
Det er altså ikke strengt nødvendigt, at der stilles spørgsmål i alle forløb, hvis blot eksaminator sørger for, at de mundtlige eksamensspørgsmål så vidt muligt dækker de faglige mål og kernestoffet så bredt som muligt.
Det skal dog understreges, at et undervisningsforløb ikke automatisk er uegnet til at indgå i prøvegrundlaget, fordi det helt eller delvist er gennemført som nødundervisning. Det skal fremgå eksplicit af undervisningsbeskrivelsen, hvilke temaer, emner eller forløb, der eventuelt er udeladt af prøvegrundlaget, og som eksaminator og censor dermed ikke kan afprøve eleverne i ved prøven.
Hvis et forløb eller dele af et forløb udelades som prøvemateriale, må det alligevel i de fleste tilfælde forventes, at eleverne kan perspektivere til stoffet som en del af den mundtlige eksamen.
Det er derfor som sagt vigtigt, at undervisningsbeskrivelsen giver et overskueligt billede af dette til gavn for både censor og eksaminanderne.
Helt ekstraordinært kan det samme prøvemateriale i år gå igen højst fem gange og altså ikke to gange, som der står i læreplanerne.

Bedømmelse

I forhold til bedømmelsen skal elevernes præstationer vurderes efter de faglige mål i læreplanerne som sædvanligt. Her er der ingen ændringer, forbehold eller undtagelser. Både eksaminator og censor skal som altid være med til at sikre, at eleverne får en retfærdig og saglig bedømmelse. Netop i år vil det derfor være ekstra vigtigt, at eksaminator og censor taler sammen om eventuelle udeladte prøvematerialer, nødundervisningen og den forventelige betydning for afprøvningen af de faglige mål.

SRP

Heldigvis får eleverne også i år mulighed for at fremlægge deres SRP til en mundtlig eksamen. Erfaringerne fra sidste sommer viste, at eleverne generelt havde arbejdet godt med fagene og fundet meningsfulde projekter, hvor fagene indgik på en naturlig måde. Ved bedømmelsen er det vigtigt, at der er tale om en helhedsvurdering, både af det skriftlige produkt og den mundtlige fremlæggelse, og af projektets forskellige elementer.

Årskarakterer

I fag, som eleverne ikke skal til eksamen i, er det alligevel vigtigt at tilrettelægge undervisningen, så læreplanens faglige mål og kernestof opfyldes. Den sidste undervisningstid og forlængelsen af skoleåret er også oplagt til at afklare elevernes faglige standpunkt, da de afsluttende årskarakterer i år gives senere end sædvanligt.

Ny læreplan i AP

Endelig vil jeg gerne minde om, at den nye læreplan i Almen Sprogforståelse bliver obligatorisk fra august. Det er derfor nødvendigt, at I sikrer jer, at grundforløbet på jeres skoler lever op til den nye læreplan, og at de nye ændringer er blevet indtænkt på en fornuftig måde.

Hvis I er i tvivl om noget i forhold til afviklingen af eksamen, er I meget velkomne til at kontakte mig, men selvfølgelig også med andre spørgsmål, kommentarer eller gode idéer. I kan finde vejledningen til eksamensbekendtgørelsen på www.uvm.dk/corona.

Jeg håber, I alle får et dejligt forår og en god eksamensperiode.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.