Eksempel fra praksis

Case: Turisme

At arbejde med turisme i et kommunikationsfagligt perspektiv kan ske på mange måder. Det kan du læse mere om i casen om turisme.

Ofte har den lokale turismevirksomhed i byen et formål at oplyse besøgende fra Danmark og andre lande om byens muligheder og samtidig gøre byens historie, kultur og natur interessant gennem formidling.

Når elever arbejder med turisme, giver det mulighed for at de først og fremmest får viden om deres egen by og det særlige ved deres byområde både historisk, kulturelt og geografisk.

At forstå sin by og dets ophav kan åbne op for refleksion over ens eget ophav, og den betydning stedet/miljøet har for ens liv og selvidentitet.

Det åbner også op for en større bevidsthed om, hvad der adskiller og karakteriserer ens by og land i et bredere perspektiv i verden/Europa/Skandinavien.

Og sidst giver det mulighed for at forstå en branche, der skal balancere økonomiske interesser, lokalbeboers interesser, de besøgendes interesser og bæredygtighed i en respekt for områdets ressourcer og natur.      

 

Baggrund for casen

Turisme er en stor og vigtig industri med en årlig omsætning på over hundrede milliarder kroner i Danmark. Turisme er samtidig en af de store syndere, når det kommer til CO2 udledning, og derfor skal fremtidens turismevirksomhed have et bæredygtig fokus.

 

Kommunikationsproblem

Hvordan kan din by gøres mere interessant for besøgende?

Start med at kontakte det lokale turistkontor eller den del af kommunen, som varetager turistformidling og spørg om et samarbejde. 

Undersøg, om den lokale turisme har nogle særlige udfordringer, fx faldende besøgstal, manglende interesse for historiske highlights eller klimabelastning af særlige områder i naturen mm.

Lav en forundersøgelse med inddragelse af info om byens besøgstal: Hvor kommer de fra? Hvem er de? Hvor gamle er de? Hvad er de interesserede i? Hvor bor de? Hvad er deres øvrige adfærd/aktiviteter? 

Undersøg, hvilke områder, aktiviteter eller genstande af din by som er populær eller måske overset – og hvad er byens behov eller ønsker? 

Overvej, hvordan ny og anderledes formidling af byen kan tiltrække en ny målgruppe, nedsætte klimabelastning eller involvere den besøgende på en mere aktiv,  levende, interessant og involverende måde. 

 

Målgruppe

Børn eller unge eller den målgruppe der er faldet eller dem byen ønsker at tiltrække. 

 

Mulige kommunikationsprodukter

Teknologiske løsninger: Elever kunne i samarbejde med turistkontoret udvikle teknologiske løsninger til at forbedre turistoplevelsen i byen fx VR-apps eller indspilning af podcasts med fortællinger, der kan give en mere interaktiv og udvidet oplevelse af udvalgte turistattraktioner.

Podcast kunne være historier fra/med de lokale beboere i byen, der fortæller deres livsfortælling eller en anden sjov/mærkværdig fortælling fra byen. 

 

GPS-skattejagt: Elever kunne også udarbejde en GPS-skattejagt til børn, som gør udvalgte steder i byen mere sjov og interessant ved at opsætte tasks som fx gåder, genstande eller hemmelige tips om byen undervejs.

Eller de kunne opsætte en sten, væg eller et træ, hvor alle besøgende opfordres til at sætte deres aftryk, fx ved hjælp af et lille kort der hænges på et træ med en form for hilsen eller ønske, som et mindesmærke i byen. 

 

Kampagne til SoMe: I samarbejde med turistkontoret kan eleverne udarbejde en kampagne med digitale kreative produkter til SoMe, som kan gå viralt, eller de kan udvikle en mediestrategi, hvor det handler om at involvere ”turisten” ved at opfordre til at dele egne oplevelser som turist eller dele sit bedste foto af byen eller en helt bestemt oplevelse. 

 

Lokale virksomheder: Man kunne i samarbejde med andre lokale virksomheder fx en restaurant, hotel eller en café lave en fotokonkurrence, hvor vinderen af årets bedste turistfoto, får en gratis restaurantoplevelse, hotelophold eller lignende – på den måde lokker man besøgende tilbage til byen igen

 

Egne favoritsteder: Elever kunne med udgangspunkt i deres egne favoritsteder i deres by formidle deres oplevelse og erfaringer med netop dette sted.

Formidlingen af deres egne oplevelser kan ske gennem kreative produktioner som fx fotos, tegning, soundscapes eller fortælling. Produktionerne kunne udstilles på det lokale turistkontor fysisk (fx postkort) eller digitalt på hjemmeside og/eller SoMe. 

 

Keywords: Oplevelseskommunikation, oplevelsesøkonomi,  voluntourism

 

Videre læsning

  • MeetDanmark
  • VisitDanmark
  • Turismestatistik på dst.dk
  • Dansk Erhverv
  • Volunteerworld
  • Hærvejen

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.