Nyhed
Nyt fra fagkonsulenten - april 2019
Om Lærerens hæfte, reviderede læreplaner, skriftlig eksamen.
Da jeg har været ramt af sygdom siden efteråret 2018, har det været nødvendigt at udpege en vikar for mig, og heldigvis er Thomas Hammer, Nørre G, sprunget til og er fungerende fagkonsulent for musik, musik- og lydproduktion, dramatik og dans.
Thomas Hammer kan kontaktes på email-adressen thomas.erik.hammer@stukuvm.dk eller på telefon 21 64 79 19.
Ikke desto mindre følger her min orientering om nyheder inden for vores fag med ønsket om et solrigt forår og en vellykket eksamensperiode.
Lærernes hæfte
I slutningen af februar offentliggjordes det såkaldte ”Lærerens hæfte” på materialeplatformen under EMU. I forbindelse med implementeringen af gymnasiereformen er der blevet udarbejdet et lærerens hæfte til alle fag med skriftlige prøver, og hensigten er at give en grundig indføring i, hvordan de nye skriftlige prøver er bygget op, og hvordan de evalueres.
I musik er lærerens hæfte udarbejdet af den arbejdsgruppe, der også står for udarbejdelsen af de to vejledende opgavesæt, hvor det første kom i oktober 2018. Arbejdsgruppen består foruden fagkonsulenten af Thomas Hammer, Nørre G, Nicolai Glahder, Frederiksborg Gymnasium, Merete Wendler, Aurehøj Gymnasium og Dolly Kjeldsen, Kalundborg Gymnasium.
I musik har vi grebet chancen for for første gang at samle beskrivelser, forklaringer og ikke mindst evalueringskriterier for alle opgavetyperne i den skriftlige prøve ét sted, og det er mit og arbejdsgruppens håb, at lærerens hæfte kan blive et solidt udgangspunkt for forståelsen af hensigten med den skriftlige prøve, og af hvordan den skriftlige prøve bedømmes.
Reviderede læreplaner til lærerplanerne i musik
Undertiden møder jeg det synspunkt, at man som lærer kan se stort på, hvad der står i vejledningerne til læreplanerne, da de i modsætning til læreplanerne ikke er juridisk bindende. Det overordnede princip er da også, at vejledningen præciserer, kommenterer, uddyber og giver anbefalinger vedrørende udvalgte dele af læreplanens tekst, men ikke indfører nye bindende krav. Vejledningen skrives imidlertid på baggrund af fagkonsulentens fortolkningsret, og er dermed udtryk for fagkonsulentens fortolkning af læreplanen. På den måde bliver vejledningen et tungtvejende og centralt dokument til forståelse af hensigten med læreplansteksten.
Vejledningerne til læreplanerne har i denne omgang været igennem en mindre revision, som primært består i et nyt afsnit om musikfagets deltagelse i SSO og SRP.
Et af de faglige mål for den større skriftlige opgave og for studieretningsprojektet er at demonstrere faglig indsigt og fordybelse ved at beherske relevante faglige mål i indgående fag
og ved at sætte sig ind i relevante nye faglige områder. Af læreplanerne for musik følger det af de to faglige mål, der på alle tre niveauer står øverst, at enhver undersøgelse i faget musik altid indebærer en intern analyse af klingende musik eller en grafisk repræsentation af musik og en perspektivering af denne analyse i en relevant kontekst, og dette gælder naturligvis også i SSO og SRP:
- anvende musikfagets teori, terminologi og metoder i mundtlig og skriftlig analyse af såvel klingende musik som grafiske repræsentationer inden for væsensforskellige stilarter og genrer
- sætte analyse af musik ind i en relevant historisk, samfundsmæssig, kulturel, global og genre- og stilmæssig sammenhæng
Det er vigtigt, at det analysearbejde eleven foretager i sin SSO/SRP, retter sig mod besvarelsen af opgavens problemstilling, så det er tydeligt, hvorfor analysen er foretaget. Samtidig er det i perspektiveringen af den interne musikalske analyse i sin kontekst, at målene med studieretningsprojektet for alvor opfyldes. Dette er imidlertid også langt den vanskeligste operation i musikfaget. Eftersom musikkens udsagn pr definition ikke er sprogligt, og målet med opgaven er sprogligt at forbinde musikkens udsagn med sin kontekst, kan det anbefales, at eleven inddrager tekster i sit opgavemateriale, der peger i retning af, hvordan musikkens udsagn kan forstås eller er blevet forstået. Det kan være sangtekster, manuskripter, billeder, cover- illustrationer, filmklip, tekster om musikken, titler, programnoter, anmeldelser, breve, scenografiske og koreografiske anvisninger, og i det hele taget tekster, der angår musikkens funktion – altså i hvilke sammenhænge, den er blevet brugt og til hvad. Det, at eleven på den måde bygger sin tolkning af musikkens udsagn eller mening på allerede sprogliggjorte iagttagelser, kan give tolkningen en langt højere grad af belæg, fremfor at bestå af udokumenterede synsninger om, hvad musikken mon betyder.
Det er faglige mål for den større skriftlige opgave og for studieretningsprojektet at beherske fremstillingsformen i en faglig opgave, herunder f.eks. citatteknik, noter og kildehenvisninger, og citatteknik i musik vil som hovedregel betyde, at eleven skal kunne dokumentere sine iagttagelser ud fra node med takttal og/eller henvisning til fonogram. At eleven skal dokumentere ud fra node med takttal og/eller henvisning til fonogram betyder ikke, at eleven frit vælger, om han/hun gør det ene eller det andet. Det er derimod det valgte genstandsfelt (værk eller værker) i elevens opgave, der i udtalt grad afgør, om der skal foretages en visuel og/eller en auditiv analyse, og dermed hvilket materiale der inddrages i opgaven og henvises til. Hvis genstandsfeltet eksempelvis er hiphop eller electronica, så er det formentlig oplagt at foretage en auditiv analyse af sounden, og her giver det ikke mening at henvise til noder. Hvis der på indspilningen også optræder melodiske og/eller harmoniske dele, er det oplagt også at foretage en visuel analyse, og her bliver det centralt at kunne henvise til noder eller becifringer. Rytmiske stukturer i et hiphop-nummers rap bør være nedfældet grafisk, hvis eleven skal kunne dokumentere analytiske pointer om f.eks. polymetriske figurer eller prosodiforskydning med semantiske konsekvenser.
Man vælger den metode og dermed også det materiale, der er mest passende for en grundig faglig undersøgelse af et fagligt genstandsfelt (fænomenet). Man vælger ikke en gaffel til at spise suppe.
Begrundelsen for at foretage en visuel og/eller en auditiv analyse, og dermed også for om der indgår noder som bilag til opgaven eller ej, må altså ikke bero på, hvad der eksisterer - eller ikke eksisterer - af materiale, men skal derimod bero på kvalificerede metodiske valg, og dermed bliver det også centralt i vejledningen at vurdere, om der findes egnet materiale til at besvare de problemstillinger, der danner baggrund for opgaven. Samtidig bør det understreges, at gymnasieskolens (og universiteternes) fagdidaktiske tradition (basisfagsdidaktikken) har betonet det visuelt-analytiske begrebsapparat. Derfor skal man sørge for, at eleven kan udfolde sin faglighed på det niveau, som musik indgår med i besvarelsen, og at eleven ikke først med SRP- skriveperioden stifter bekendtskab med f.eks. den auditive analyses mange aspekter, men har trænet det over længere tid.
Af læreplanen for studieretningsprojektet fremgår det, at eleven udarbejder en problemformulering, som angiver, hvad der skal undersøges og analyseres, samt angiver hvilke materialer og faglige metoder, eleven forventer at inddrage i undersøgelsen og analysen, og det er samtidig et fagligt mål i læreplanerne for musik at kunne opsøge, bearbejde og anvende fagrelevant materiale.
Af læreplanerne for SSO og SRP fremgår det dertil, at opgaveformuleringen skal inddrage nogle aspekter eller være ledsaget af bilag, der ikke er blevet drøftet med eleven under vejledningen. Dette har i musikfaget hidtil været tolket således, at det er vejlederen, der endeligt vælger de musikstykker/nedslag i passager, som eleven skal analysere og fortolke, at det er vejlederens forpligtelse, at der foreligger det materiale (node og cd), som udgør bilaget til opgaven, og at bilagsmaterialet følger med opgaven helt fra udlevering til elev og til bedømmelse hos censorer.
Eftersom læreplanen for studieretningsprojektet nu præciserer, at det er elevens opgave at angive hvilke materialer, eleven forventer at inddrage i undersøgelsen og analysen, påhviler det nu eleven at sørge for, at opgaveformuleringen ledsages af det node- og lydmateriale, som analyseres i opgaven. Det er derimod fortsat vejlederen, der i opgaveformuleringen angiver de musikstykker/nedslag i passager, som eleven skal behandle. Med andre ord er det ikke hensigten i hverken SSO eller SRP, at eleven i opgaveformuleringen bedes om at arbejde med selvvalgte numre. Da materialesøgning, -vurdering og -udvælgelse er en omfattende opgave i musikfaget anbefales det at gøre dette til noget centralt for den tidlige fase af vejledningen.
Du kan finde de nye vejledninger på UVMs hjemmeside.
Også i skoleåret 2019-2020 arrangerer UVM FIP-kurser, og i det kommende skoleår vil vi i musik fokusere på udviklingen af elevernes kreative og innovative kompetencer, og på de nye evalueringskriterier for M2-opgaverne i den skriftlige prøve. Kurset vil blive placeret den 19. september, og som i skoleåret 2018-2019 dag om dag med den faglige forenings generalforsamlingskursus den 20. september, så vi endnu engang kan få et par sammenhængende dage med fokus på fagets status og udvikling.
Den skriftlige prøve i musik, sommeren 2019
Ved sommereksamen 2018 overgik afholdelsen af den skriftlige prøve i musik til delvis at blive afviklet i netproever.dk. I den forbindelse udsendte jeg i indtil flere nyhedsbreve beskrivelser af,
hvordan prøven ville forløbe. Jeg har valgt at gengive det meste af den beskrivelse, da jeg fortsat oplever, at der er tvivl om formen, og så vil jeg samtidig tilskynde til, at man læser de anvisninger som jeg og Kontor for Prøver, Eksamen og Test udsender til sektoren.
Den skriftlige prøve i musik A på stx vil i sommer- og sygeterminen 2019 blive afviklet på præcis samme måde som ved sommereksamen 2018 med brug af Netprøver.dk.
I prøven indgår der for sidste gang en delprøve uden hjælpemidler, som skal afvikles på papir.
Hvilket prøvemateriale modtager institutionen?
Alle institutioner modtager til hver enkelt eksaminand et papirhæfte med delprøven uden hjælpemidler (musikteori 1), et papirhæfte med delprøven med hjælpemidler (musikteori 2) samt en cd-rom med lydoptagelserne, der kan afspilles i en almindelig cd-afspiller (ligesom ved tidligere prøveterminer).
Herudover vil følgende være tilgængeligt i Netprøver.dk: opgavehæftet til musikteori 2 i pdf- format, lydoptagelserne både til musikteori 1 og musikteori 2, samt XML-filer. Disse filer vil være tilgængelige for eksaminanderne i Netprøver.dk, når opgavesættet er klarmeldt af institutionen i Netprøver.dk (kl. 8.00 eller kl. 13.00).
Institutionen modtager endvidere som backup ét eksemplar af en cd med alle lydoptagelserne (samme format som cd til eksaminanderne) og ét eksemplar af en cd med XML-filerne.
Det anbefales, at skolerne forud for prøven, forbereder, hvordan backup-materialet skal tilgås af eksaminanderne. Skolen kan vælge enten at distribuere indholdet af back-up materialet på skolens interne, lukkede netværk eller overføre indholdet af back-up materialet til andre lagringsmedier, således at hver eksaminand får udleveret 1 lagringsmedie med lydoptagelserne af opgaverne og 1 lagringsmedie med opgaverne i XML-format.
Da back-up cd’en med lydoptagelserne er lavet til afspilning i en almindelig cd-afspiller, kan indholdet af cd’en ikke blot kopieres direkte til et andet lagringsmedium, men skal ”rippes” i f.eks. iTunes og her formateres til f.eks. mp3-format.
Hvordan afvikles prøven?
Det tilsendte prøvemateriale giver den enkelte institution mulighed for at tilrettelægge prøveafviklingen, så den er tilpasset lokale forhold, fx mht. lokaler og instrumenter. Det er – som altid – vigtigt, at institutionen tilrettelægger gennemførelsen af prøven, så den kan gennemføres under forhold, der er egnede til at udelukke, at eksaminanden kommunikerer utilsigtet, anvender ikke tilladte hjælpemidler eller i øvrigt overtræder eksamensreglerne.
Anbringes en eksaminand i sit eget lokale, kan skolen til brug for den første delprøve uden hjælpemidler – M1 – give adgang til afspilningsudstyr i form af en cd-afspiller samt til et tangentinstrument. Denne prøveafviklingsform vælges typisk, hvor tangentinstrumentet (f.eks. et akustisk klaver) frembringer lyd, som er hørbar for andre tilstedeværende, eller hvor eksaminanden har valgt at medbringe sit eget instrument, og skolen derfor har anbragt eksaminanderne hver for sig i deres eget lokale.
Det tilsendte prøvemateriale (dvs. begge papirhæfter samt cd med lydoptagelser) skal udleveres af institutionen til eksaminanden fra prøvens start. Institutionen kan dog også give adgang til lydoptagelserne via Netprøver.dk (se nedenfor).
Første delprøve uden hjælpemidler (musikteori 1)
Institutionen kan med det tilsendte prøvemateriale afvikle den første delprøve uden hjælpemidler (musikteori 1) som ved tidligere prøveterminer.
Institutionen kan også vælge at give eksaminanderne adgang til lydoptagelserne via Netprøver.dk samt at give eksaminanderne mulighed for at anvende en computer tilkoblet et USB-keyboard, så eksaminanderne på den måde har adgang til et tangentinstrument. I dette tilfælde påhviler det institutionen at føre tilsyn med, at eksaminanderne ikke uretmæssigt anvender computeren udover til de ovenfor nævnte funktioner. Kun Netprøver.dk’s brugerflade må være synlig for eksaminanden ved denne løsning, og software, der bruges til at frembringe lyd fra tangentinstrumentet via computeren, afvikles i minimeret tilstand.
Bemærk, at lydoptagelserne kan afspilles direkte fra Netprøver.dk uden brug af afspilningsudstyr. I det tilfælde, at Netprøver.dk ikke kan tilgås under delprøve 1 uden hjælpemidler, må eksaminanden afspille back-up lydoptagelserne af opgaverne fra deres computer, og dermed må medieafspiller-vinduet være åbent. Det påhviler i denne situation prøvevagterne at føre tilsyn med, at eksaminanderne ikke uretmæssigt anvender computeren som et hjælpemiddel.
I alle tilfælde skal eksaminanderne udfylde det udleverede papirhæfte, som skal afleveres til institutionen. Institutionen kan fremsende eksaminandernes papirbesvarelser til censorerne via sporbar postforsendelse (ligesom ved tidligere prøveterminer) eller vælge at indskanne eksaminandernes papirbesvarelser og sende disse til censorerne digitalt, fx ved hjælp af sikker e- mail.
Anden delprøve uden hjælpemidler (musikteori 2)
Efter én time må eksaminanden – som ved tidligere prøveterminer – benytte hjælpemidler. Prøvematerialet til den anden del af prøven, dvs. pdf-visning af delprøven med hjælpemidler (musikteori 2) samt lydoptagelser og XML-filer til musikteori 2, udleveres til eksaminanden via Netprøver.dk. Papirhæftet med opgaver til musikteori 2 samt tilhørende lydoptagelser på cd skal herudover udleveres af institutionen fra prøvens start (kl. 8.00 eller kl. 13.00).
Før den første time af prøven er gået, må eksaminanden ikke anvende hjælpemidler, og derfor heller ikke importere XML-filer til sit nodeprogram. Eksaminanden kan som hidtil orientere sig i den valgte opgave i papirhæftet, indtil den første time er gået, og derefter benytte hjælpemidler. I modsætning til tidligere vil papirhæftet til M2 kun indeholde opgaveforlæggene, men ikke sider med opgavemelodierne sat op i partitur med tomme takter til besvarelsen.
Opgaverne i M2 kan også tilgås på Netprøver.dk efter den første time af prøven, og hver enkelt opgave kan tilgås i to forskellige formater: pdf-visning og XML. Derudover vil eksaminanden kunne tilgå og afspille en lydoptagelse af hver enkelt opgavemelodi i Netprøver.dk.
Pdf-visningen svarer til den side i opgavehæftet, hvor eksaminanderne finder opgaveformuleringen, opgavemelodien og eventuelle becifringer, og pdf-visningen repræsenterer opgaveforlægget.
Eksaminanderne skal fortsat være opmærksomme på, at det er pdf-visningen/papirhæftet, der gælder. Ved import af XML-filer til forskellige nodeprogrammer, kan der opstå problemer
med becifringssymboler, som programmerne tolker forskelligt eller helt udelader, men her er det altså indholdet af pdf-visningen/papirhæftet, der er gældende, og eksaminanden har selv ansvar for at rette XML-filen til i sit nodeprogram. Det er vigtigt, at eleverne trænes i at importere XML- filer til deres computer i undervisningen, så de har prøvet det, når de når frem til prøven. Dette kan man f.eks. træne i sin skoles studieadministrative system, lectio, ludus, fronter eller hvad skolerne ellers bruger.
XML-filen skal importeres til eksaminandens nodeprogram. XML-filen indeholder kun nodetrykket inkl. eventuelle becifringer og sangtekst, men er ikke sat op som partitur. Det er derfor vigtigt, at eksaminanden forud for eksamen er blevet gjort bekendt med, hvordan man ændrer formateringen af den importerede XML-fil i det nodeprogram, der anvendes, og at eksaminanden selv kan tilføje nye nodesystemer til de stemmer, eksaminanden vælger at udsætte melodien for. Eksaminanderne skal aflevere deres besvarelse af musikteori 2 i Netprøver.dk. Når eksaminanden skal aflevere sin besvarelse af M2, sker det ved at lave et pdf-print af besvarelsen, som er udarbejdet i eksaminandens nodeprogram. Mac-computere er født med muligheden for at arkivere filer som pdf, mens eksaminander med pc typisk skal installere en pdf-printer, som de printer opgaven til. Pdf-printersoftware fås gratis til download på internettet.
Den eller de pdf-filer, eksaminanden har lavet, uploades herefter til Netprøver.dk og udgør eksaminandens besvarelse. Besvarelsen af M2 forsynes med sidehoved, hvoraf dato samt eksaminandens navn og skole fremgår, og pdf-filen navngives efter samme princip; dato, eksaminandnavn, skolenavn. Filnavne af karakteren ”MUSIK - DEN RIGTIGE.PDF” frarådes.
Den pdf-fil, eksaminanden har lavet, uploades herefter til Netprøver.dk og udgør eksaminandens besvarelse.
Ny emu
EMU gik i luften i en ny og forbedret version i slutningen af februar. I forbindelse med omlægningen af sitet har EMU-redaktionen ansat en ny redaktør for musik, Sebastian Strabo Svendsen, der til daglig arbejder på Nærum Gymnasium. Jeg glæder mig til samarbejdet.
Til sidst vil jeg bringe en stor tak til Gert Uttenthal Jensen, Frederiksborg Gymnasium, der har været faget en meget påskønnet EMU-redaktør. Gert har været utrolig produktiv på undervisningsmiddel-fronten, og vi er mange, der har nydt godt af hans omhyggeligt udarbejdede materialer til undervisning i alt fra tonernes fysik til jazzarrangement.
Tak for det hele, Gert.
Kreditering
/Uffe Englund Roskilde, 1. april, 2019
Email: uffe.englund@stukuvm.dk Tlf: + 45 22 81 32 24
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.